Sausage Party

Siden tidernes morgen har tegnefilmskabere brugt besjæling til at skabe fantasifulde karakterer og spændende historier.

Bedst kendt er Mickey Mouse, og på hans stamtræ hænger alle besjælede tegnefilmsvæsener fra kattene i Aristocats, køkkenudstyret i Skønheden og udyret, legetøjet i Toy Story og bilerne i Cars.

Med Sausage Party er turen kommet til varerne i supermarkedet, men denne gang er det ikke en forsødet og blåøjet Disney-fisering, vi får.

Filmen, der er instrueret af Greg Tiernan og Condrad Vernon, overskrider nærmest alle grænser, som mastodonterne Pixar og Dreamworks overholder. For en gangs skyld en animationsfilm, der ikke kan anbefales til børn.

Det starter dog smukt.

Alle varerne, lige fra pølserne til majskolberne, synger glædeligt om, hvor skønt livet er, og hvor meget de glæder sig til at blive købt af en gud (et menneske) for derefter at blive fragtet gennem skydedørene og ud i, hvad de tror er paradis.

Stemningen bliver dog hurtigt spoleret, da en dijonsennep, med Eastbound & Down-komikeren Danny McBrides stemme, bliver returneret og kommer tilbage på hylden i supermarkedet.

Rædselsslagen og stærkt traumatiseret forklarer han de andre madvarer, at menneskene ikke er guder, men monstre, som tilbereder og æder madvarer.

Den hopper ingen af supermarkedets beboere på – bortset fra pølsen Frank (Seth Rogen), som bliver mistænksom. Dog ikke mere end, at han med stor intensitet prøver at gøre kur til det sexede hotdogbrød Brenda (Kirsten Wiig).

De kommer ved et lykketræf i den samme indkøbsvogn, men ved et knap så lykkeligt træf falder de sammen med en håndfuld af kurvens andre madvarer ud af vognen og befinder sig nu langt fra deres egen hylde i den anden ende af supermarkedet.

Pølse-og-brød-parret slår sig sammen med det tyrkiske brød Lavash (David Krumholtz) og den fimsede donut Sammy (Edward Norton), og sammen prøver de at finde tilbage i deres indpakning.

Samtidig forsøger Franks pølsevenner Barry (Michael Cera) og Carl (Jonah Hill) og de andre indkøbte madvarer at overleve ude i menneskenes verden, som viser sig at være et grufuldt sted, hvor kartofler bliver kogt levende og baby-gulerødder spist rå!

Animationerne holder vand, og madvarerne har stor charme og personlighed i deres visuelle udtryk. Filmens visuelle niveau er på højde med Pixar-film, som de så ud for ti år siden, hvilket ikke er dårligt for film, der er lavet på et relativt lavt budget.

Filmens egentlige styrke ligger i det professionelle og morsomme stemmeskuespil og den kreative måde, idéen om levende indkøbsvarer bliver udfoldet på.

Filmens høje aldersgrænse giver plads til en masse bizarre scener, som minder mere om South Park end Find Dory.

En juicebrik bliver brutalt voldtaget og dræbt, et kondom har på skræmmende vis erfaret sin mening i livet, og en rulle toiletpapir kan slet ikke finde ord til at beskrive den forfærdelige skæbne, som har mødt den.

Det hele er yderst underholdende og opfindsomt, og idéen om at lave en Pixar-parodi er både oplagt og vellykket.

Desværre bliver det ikke ved at med at være lige sjovt, at madvarerne siger og gør perverse ting. Man savner de eksistentielle vitaminer, som vi kender det fra Op og Sådan træner du din drage.

Til gengæld slutter showet med et orgie, hvor alle madvarerne har hård gruppesex, og det må siges at være ret originalt inden for animationsfilmenes rammer.