San Andreas

I starten af katastrofefilmen San Andreas får vi at vide, at verdens hidtil kraftigste jordskælv blev registeret i Chile i 1960.

Men vi skal ikke mange minutter ind i filmen, før et nyt jordskælv i Californien boner seriøst ud på Richter-skalaen og ryster historien i gang. Desværre med et blandet resultat.

Ray (Dwayne ”The Rock” Johnson) er den erfarne helikopterpilot hos brandvæsenet i Los Angeles med mere end 600 redningsaktioner på cv’et.

Da en række voldsomme jordskælv rammer USA’s vestkyst, beslutter Ray og hans ekskone Emma (Carla Gugino) at redde deres datter Blake (Alexandra Daddario), som de netop har sendt på college i San Francisco.

Sideløbende møder vi seismologen Lawrence (altid strålende Paul Giamatti), der netop har opdaget en ny metode, der kan forudse jordskælv. Han erfarer hurtigt, at et endnu større og kraftigere jordskælv er på vej langs San Andreas-forkastningen, og igangsætter en omfattende evakuering.

Ray og Emma nærmer sig San Francisco i et hektisk action-amokløb. Ligesom resten af staten er den pittoreske by lagt i ruiner af rystelserne.

Men før Ray og Emma kan redde Blake, må de løse deres ægteskabelige uoverensstemmelser, og ikke mindst Ray tvinges til at bearbejde tabet af deres afdøde datter Mallory.

San Andreas opfylder alle katastrofefilmens genrekonventioner. Det åbenlyse forbillede er Roland Emmerichs The Day After Tomorrow og 2012. Men med masser af fart over feltet formår filmen faktisk at overdøve de mest problematiske klichéer.

Den største kvalitet i San Andreas er nemlig den visuelle side. Naturkatastroferne – først jordskælvene, dernæst en faretruende tsunami – er ganske enkelt eksekveret på imponerende vis.

Og special effect-folkene har virkelig været på overarbejde. Det er lige dele urovækkende og fascinerende at se bygninger i Los Angeles og San Francisco styrte i grus på Moder Jords befaling. Her kommer filmens 3D-effekter til sin fulde ret.

Men det er desværre, som om instruktøren Brad Peyton og manuskriptforfatter Carlton Cuse har været mere fascinerede af at bevæge jordskorpens tektoniske plader end af at bevæge publikum. I hvert fald halter karaktertegningen og historien gevaldigt.

Dwayne Johnson fra Fast & Furious-sagaen er den stoiske og hårdføre actionmand, der på trods af sine varme familiefølelser aldrig bliver troværdig.

Og bedømt på ”The Rocks” overarme har han formentlig brugt mere tid med håndvægtene end på at øve replikker. Det lykkes ham ikke at klemme megen nerve ud mellem repliklinjerne, der tilsyneladende består af to timers variationer over en sikkerhedsvideo: ”Tag fat i det her reb, så redder jeg dig,” eller ”Vi skal bare sejle over den her tsunamibølge, inden den knækker over”.

Nok er San Andreas fejende flot, men selv de bedst udførte effekter kan ikke helt opveje, at filmen er håbløs uoriginal, nærmest bagstræberisk i sin kernehistorie.

Og da det amerikanske flag bølger flot over Golden Gate Bridge i den fuldfede Hollywood-slutning, er det alt for meget.

Selvom San Andreas når dramatiske 9,6 på Richter-skalaen, sniger den sig ikke op på mere end tre udramatiske stjerner på min skala.