Samba

En lige række af dansepiger i afslørende kostumer og stive smil danser lystigt, men rigidt til klassisk big band-musik. De danner en halvcirkel om et nyklækket brudepar, der begejstret skærer for af bryllupskagen.

Så snart det er gjort, føres kagen ud i køkkenet, hvor den bliver skåret i serveringsparate stykker. Kameraet fanger det hele i samme indstilling, der går længere ned igennem det travle køkkenlandskab og helt ned til opvaskerne.

Her står store, sorte Samba og skraber gæsternes tallerkener rene med den ene hånd, mens han stabler dem til opvask med den anden.

Denne indstilling formår at sige mere om raceforskelle og overklassens ubekymrede udnyttelse af underklassen end filmens resterende 114 minutter.

De franske instruktører Olivier Nakache og Eric Toledano stod pludselig med et verdensomspændende fænomen, da De urørlige blev opsnappet af Weinstein-brødrene og høstede overstrømmende succes verden rundt.

Filmen er charmerende, som en fransk Driving Miss Daisy med et Earth, Wind & Fire-soundtrack burde være det. Og så var den også afvæbnende, så man (næsten) ikke opdagede, hvor følelsesmanipulerende historien blev fortalt.

Historien i Samba er mere kompleks og mere politisk insisterende, men også langt mere gennemskueligt fortænkt.

Omar Sy – der slog igennem som den gadesmarte handicaphjælper i De urørlige – spiller her den afrikanske flygtning Samba, der holder lav profil, mens han arbejder hårdt for at tjene til sin familie i Senegal.

En dag efter arbejde bliver han imidlertid snuppet af myndighederne og sendt til afhøring hos Charlotte Gainsbourgs uprøvede socialrådgiver, Alice. Hun arbejder frivilligt for at hjælpe illegale indvandrere og har derudover ondt i privatlivet.

”Husk nu: Giv ham ikke dit telefonnummer!” lyder det fra hendes chef, før de går ind til mødet.

Kort efter introduktionerne er chefen imidlertid nødt til at besvare et opkald, så Alice bliver siddende tilbage med Samba. Han er sulten, så hun roder sin taske igennem for at finde en müslibar til ham. Under udgravningen hiver hun et halvt apotek frem i form af sovepiller. Dem får han nogle stykker af. Og hendes nummer. Og sådan starter en politisk korrekt romance.

Nakache og Toledano er selvsikre instruktører med et stålsikkert greb om historiens vendepunkter, men når de dramatiske bølger ikke går højt, har de svært ved at fastholde tilskuerens opmærksomhed.

Samba er båret af genkendelighed snarere end originalitet, af skuespillernes stjernestatus og charme snarere end deres evne til at skabe menneskelige karakterer. Det er morsomt fra tid til anden – de er jo unægtelig charmerende – men det bliver lynhurtigt enerverende.

Samba ringer kun til Alice, når han står i lort til halsen, og flirter skamløst tilsyneladende uden at ville indfri sine halve løfter. ”Vil han, vil han ikke?” er det centrale spørgsmål, der ideelt set burde optage seeren.

Det er imidlertid mere realistisk, at man mister interessen i løbet af den første halve time, da karaktererne er kalkulerede karikaturer uden anden berettigelse for deres handlinger end at kunne motivere en fejlslagen vittighed eller to.

Der kommer en besynderligt malplaceret hentydning til Lars von Triers Nymphomaniac (hvor Gainsbourg gav den som titlens nymfoman), da den sex-forskrækkede Alice i spøg forklarer, at hendes personlige terapi består i vilde orgier.

Når filmen er sjov, er det ”hø-hø” snarere end ”ha-ha”, og det meste af tiden vil den hellere sige noget politisk og humanistisk slagkraftigt om flygtninges vilkår, tilsyneladende uden nogen klar idé om hvordan.

Alt, der gjorde De urørlige charmerende, er her overdrevet til irriterende ekstremer. Samba er for lang, for selvbevidst, for manipulerende og for ligegyldig til at være seværdig.