Russian Doll

”Jeg tror, jeg er død.”

Det siger Nadia lidt tummelumsk, da hun vågner op på badeværelset. Udenfor fejrer venner og bekendte hendes fødselsdag.

”Vi er alle døde,” er der en af gæsterne, der svarer, før en anden siger: ”Det siger hun efter at have set én Fellini-film.”

Men Nadia er virkelig død. Faktisk er hun død og genopstået flere gange, og hver gang vågner hun op på badeværelset til sin egen fødselsdagsfest.

Seriens titel, Russian Doll, henviser til de russiske dukker, der skjuler en anden dukke indeni. For hver gang hun dør, har Nadia muligheden for at ryste sin hårde facade af sig og vise en bagvedliggende sårbarhed.

Til at starte med ser hun det dog som carte blanche til at slå sig løs i hjembyen New York. For hvad end hun gør, dør hun og vågner op det samme sted. Hverken med moralske eller fysiske tømmermænd.

Undervejs bliver repetitionen dog kvælende for hende. Ligesom i Groundhog Day, hvor Bill Murray vågner op til den samme dag igen og igen, vil Nadia finde ud af, hvorfor hendes tilværelse er gået i stå.

Undervejs krydser hun veje med Alan (Charlie Barnett), der deler hendes skæbne.

En montage viser hans daglige rutine gentage sig. Med tandbørsten i den ene hånd og avisen i den anden klasker han den samme flue hver gang. Men efter hans møde med Nadia, er noget anderledes. Fluen slipper væk. Måske et tegn på, at de kan slippe ud af det limbo mellem liv og død, de er fanget i?

Serieskaberne Amy Poehler, Leslye Headland og Natasha Lyonne tager aldrig seriens mystiske og til tider surrealistiske fortælling for højtideligt, men spæder den op med gedigen galgenhumor.

”Ved du, hvor meget mere, jeg kan få for min lejlighed på AirBnB nu?” spørger den uvidende Maxine (Greta Lee) lystigt, når Nadia finder brandtrappen uden for venindens vindue. Den flugtvej finder hun som et alternativ til hovedtrappen, som hun for alt i verden vil undgå, efter hele to gange at være faldet i døden på den.

Seriens barokke univers vækker den indre svinehund. Man ønsker at se hovedpersonen afslutte skænderier ved at begå vold eller andre kriminelle handlinger, når gerningerne alligevel bliver ugjorte ved hendes næste dødsfald, og tiden skrues tilbage.

Den lyst balanceres i karismatiske Natasha Lyonnes præstation som Nadia. Hun er en frembrusende, storrygende hedonist, der har set lidt af hvert.

I et afsnit vågner hun ved siden af det, hun med et glimt i øjet kalder for sexbunken – et bjerg af sovende mennesker, der ligger nøgne oven på hinanden. Hun gnider sig i øjnene og stirrer på den blå dildo, som er monteret til bagdelen på en af deltagerne. Ellers reagerer hun ikke synderligt på det.

Men hendes reaktion på sin første tilbagevenden fra døden forsikrer os om, at hun alligevel ikke er følelseskold.

Dødsoplevelsen efterlader hende forvirret og passiv. Vi ser deja vuet fra hendes perspektiv, når hun igen er til den samme fest og hører de samme samtaler, som virker underligt bekendte.

Men så husker hun, at hun blev kørt ned af en bil. Hendes stive ansigt blødes op, mens tårerne diskret pibler frem.

Undervejs byder serien på kryptiske sekvenser, hvor frugten i supermarkeder går i fordærv, og blomster i stuerne visner. Vi skal forstå, at tiden altså ikke er gået i stå, men blot er forstyrret.

Logikken bliver aldrig helt forklaret. Men pointen styrkes af, at Nadias slæng med deres beklædning inspireret af 80’ernes new age-bølge ligner nogle af Depeche Modes tidligste fans, mens flashbacks viser skelsættende øjeblikke i Nadias barndom.

Hvad enten man ser en dybere mening i seriens fremstilling af tiden og dens betydning eller ej, er Russian Doll ganske enkelt kostelig med sin galgenhumor, surrealisme og fabelagtige hovedperson.