RoboCop

Den hollandske instruktør Paul Verhoeven stod bag nogle af de mest originale science fiction-film op gennem 1980’erne og 90’erne.

Helt i tidens genbrugsånd blev det i 2012 til en ny version af hans eventyr på Mars i Total Recall, der dog langt fra høstede kritikernes bifald. Nu er det RoboCops tur til at stå for skud i Hollywoods retro-afdeling.

Det oprindelige udgangspunkt er bevaret.

Strømeren og familiefaren Alex Murphy (Joel Kinnaman) infiltrerer en kriminel bande, der skaffer beslaglagte våben fra korrupte betjente i Detroit. I originalen resulterer det i, at Murphy blev brutalt sønderskudt af skurkene. Men denne gang nøjes de mere venligt med at bilbombe lemmerne af ham, uden at det fremstår specielt voldsomt.

Sådan er filmen klinisk renset for grafisk vold, der i Verhoevens version toppede med den ækle skurk, som gik i opløsning i et syrebad.

Murphy vågner op som halvt menneske, halvt robot – forvandlet til superstrømeren RoboCop, der skal rense ud blandt byens kriminelle. Men det ser man ikke meget til. Den dystopiske stemning og underverdenen i Detroit fylder stort intet i handlingen, og faktisk forsvinder Murphys banemænd på mystisk vis helt ud af filmen.

I stedet fokuseres der på RoboCops kamp mod hans pengegriske skaber Sellars (Michael Keaton) fra firmaet OmniCorp. Han er ude efter de milliarder, der kan tjenes på den teknologi, som kan rense USA for kriminelle, uden at det koster betjente livet.

Men de har skabt RoboCop uden for lovens rammer. Kampdroner er nemlig forbudt i USA, medmindre de har menneskelig empati. Men RoboCops styrer ikke sig selv så meget, som han tror. Og så har vi konflikten mellem vores helt og det store firma, som prøver at dræbe ham for at skjule sandheden om, at de har bygget ham ulovligt.

I midten står videnskabsmanden Norton (Gary Oldman), der har opfundet RoboCop, og som en modsat Dr. Frankenstein sætter alt ind på at redde sin skabning.

Som andre af de nye remakes spiller RoboCop anno 2014 også på den nostalgiske violin, der skal tilfredsstille fortidens fans. Som en let brise passerer detoriginale musiktema kortvarigt på lydsiden, mens heltens slagreplik – ”du følger med mig, død eller levende” – bliver leveret alt for sent og uden timing.

Til gengæld må man kigge langt efter superstrømerens favorittrick, hvor pistolen kommer ud af låret på ham, mens han svinger den rundt i fingrene som en anden western-helt. Det var tricket, der i originalen fik hans kvindelige makker til at indse, at Murphy gemte sig inde i den mystiske robot. Den kvindelige partner er her helt droppet til fordel for Michael K. Williams (The Wire, Boardwalk Empire).

Værst i filmen er den politiske sidehistorie om lovgivningen for kamprobotter. Den fortælles gennem et talkshow med en anstrengende Samuel L. Jackson som vært. I showets nyhedsbjælker oplyses det blandt andet, at Greenpeace er blevet hacket af Wikileaks – og sådan slingrer filmen gennem uigennemskueligt kludrerede politiske referencer.

Instruktør José Padilha slog igennem med den brasilianske Elitestyrken, der krøb under huden med rå og håndholdt kameraføring i krigszonerne. Nu har han tilsyneladende blot pareret Hollywood-producenternes ordrer. Der er i hvert fald ikke skyggen af hans signatur i RoboCop.