Roadrunner: A Film About Anthony Bourdain

Anthony Bourdain – kokken, forfatteren til bestselleren Kitchen Confidential og tv-værten bag serier som A Cook’s Tour, No Reservations og Parts Unknown – ville hverken brændes eller begraves. 

”Men hvis jeg blev smidt ned i en kompostkværn og spulet ud over Harrods midt i myldretiden … det ville da være storslået!” 

Roadrunner prøver at indfange Bourdain og hans skæbne, men det vilde citat, som filmen åbnes med, indfanger i det mindste hans karakter. Citatet er på én gang sanseligt, grænseoverskridende, flabet – og så på en sindssyg måde også meget lækkert. 

Fordi det virker. Man retter sig i stolen. Det er en præcis sproglig formidling af en scene. Man ser det for sig. 

Neville lægger hårdt ud. 

Allerede helt i starten lader han Bourdains hårdhed komme frem, da hovedpersonen karakteriserer sig selv som ”antisocial” – altså personlighedsforstyrret. Derfra hører man hurtigt, at den frenetiske skrivning begyndte i 1993. 

En ven fortæller, at Bourdains bogkontrakt blev udløst af en håndfuld emails sendt fra Tokyo. Og da Bourdains stemme så tager over og rapporterer fra Japan, mærker man øjeblikkeligt energien. 

Manden er en storyteller af Guds nåde. 

Da Kitchen Confidential stryger ind på bestsellerlisterne, beder forlaget om en toer. Den skal hedde A Cook’s Tour og foregå i hele verden. Og en tv-producent spørger, om hun ikke må rejse med og filme undervejs. Konceptet er simpelt. Han skal bare rejse og beskrive. 

”Og så var konceptet ellers, at han med sikkerhed åd et eller andet klamt på vejen,” som fotografen siger, inden der klippes til Bourdain, som fra en lille skål drikker mørkelilla slangeblod presset ud af en nyslagtet cobra, der er blevet åbnet med en gammel saks. 

Dokumentaren beskriver Bourdains personlige rejse – midt i de 250 rejsedage om året, han havde i årtier – som en forvandling. Han går fra at være usikker til at være sikker. Han bliver mere sig selv, mere Tony. 

Derfra bliver han mere politisk på sin egen naive måde. Han besøger ofre fra Vietnam-krigen og retfærdiggør sin krigsturisme med en lidt bovlam kommentar om, at ”det mindste, jeg kan gøre, er da at kigge på”. 

Flere steder i filmen er der ildevarslende kommentarer. Men de er også, på deres egen morbide facon, meget smukke. Som da Bourdains forhold til pendlingen imellem familien hjemme og eventyrene ude beskrives af en af de mange venner, kokke, musikere og andre berømtheder, som er med. 

”Han var tiltrukket af verden udenfor, som om den ville forsvinde, hvis han ikke var i den,” siger en fyr med grådkvalt stemme. 

Privatlivet kører også i overhalingsbanen. Han bliver skilt fra sin første kone, møder en ny, får et barn, bliver skilt igen, og så bliver han senere kæreste med en italiensk kvinde, som helt slår benene væk under ham. Han kan ikke få nok af hende. 

En ven siger i filmen, at den gamle heroinjunkies intense piedestalisering af hende bare er en ny form for afhængighed, der ender med at skubbe hende væk. 

Og kæresten? 

Det er skuespilleren Asia Argento – kvinden, som midt på scenen i Cannes forklarede, at hun var blevet voldtaget af filmproducenten Harvey Weinstein på festivalen, som hun kaldte for hans årlige ”jagtmark”. En dramaturgi, som Sofie Linde kopierede senere i Danmark – bare uden at nævne nogen ved navn. 

Bourdains liv falder mere og mere fra hinanden efter skilsmissen fra hans barns mor. Han skiller sig af med sit produktionsteam. Han ligner mere og mere en bedstefar. Han virker pludselig underligt uskarp. Og da han bliver fortaler for #MeToo, men blander sit privatliv med sit offentlige brand, kan ingen af hans venner efterhånden kende ham mere. 

Under forholdet med Asia Argento begynder Bourdain for alvor at få det dårligere. Han siger til sine venner, at noget er ved at briste. Men hvad er der egentlig galt? Er det en depression? Eller er det bare den store narcissists tomhed, der runger af ingenting, når han leger med tanken om at checke ud, fordi verden, eller han selv, ikke længere betyder noget? 

Eller vil kontrolfreaken, der laver lydoptagelser om igen og igen og igen, bare skrive sin egen slutning på historien, uden at andre blander sig? 

Da en af vennerne, langt inde i filmen, pludselig kalder ham for ”romantiker”, falder meget pludselig på plads. For er han ikke lidt melodramatisk, lidt sort-hvid, liv eller død? 

Han er som person meget mere en højt ræbende musical end et diskret spisekammerspil. 

Filmisk set er Nevilles dokumentar tæt på at være helt uden aroma. Den er skåret over den bøvede læst, hvor man samler nogle filmstumper og lidt mobilsnaser, og så indklipper man en masse folk, der sidder og smalltalker. 

Bourdains filmhold har besøgt vildt lækre steder, hvorfor man selvfølgelig bliver forført af både mennesker, kultur og gastronomi i Vietnam, Nicaragua og Frankrig. 

Men ellers er det mest opsigtsvækkende, at instruktøren ved hjælp af kunstig intelligens har taget sig den frihed at genskabe Bourdains stemme. Vi hører kokken oplæse en mail til en ven, men det er ikke ord, han nogensinde har sagt. 

Bortset fra det er dokumentaren teknisk uinteressant – et nærmest lige så tyndt format som Bourdains billigt producerede fladskærmsprogrammer. Kun ét sted løfter filmen sig visuelt. 

Det er en energisk sammenklipning af ti-tyve ultrakorte sekvenser med Bourdain i helt samme indstilling hver gang. Bourdain i spraglet hawaiiskjorte, Bourdain i cool T-shirt, Bourdain i stilfuld habit, Bourdain i slap hørblazer, Bourdain i kakishorts, Bourdain i lang frakke. Sekvensen gør pludselig beskueren opmærksom på, hvor alsidig, berejst og, ja, hvor iscenesat han var. 

Roadrunner kommer dog ikke ind under huden på selvmordet, der skete samme aften, som billeder af Bourdains kæreste og en mandlig, fransk journalist gik verden rundt. I den forstand er filmen skuffende. 

Når den alligevel er seværdig, skyldes det Bourdain selv. Man enten elsker eller hader ham. Hvis man elsker ham, er man bare glad for at få lov til at se en smule mere af den nu afdøde kultskikkelse. Han var så sammensat, at man aldrig rigtigt bliver mæt.