Serieanmeldelse
31. mar. 2024
Ripley

Med lige dele lun charme og iskold uhygge er irske Andrew Scott fuldstændigt blændende som den gemene svindler Tom Ripley i serieudgaven af The Talented Mr. Ripley.

Foto: Endemol Shine North America

Ripley

Æstetisk gennemført serie med kuldegysende Andrew Scott er et velkomment alternativ til den sommerferielækre filmatisering af Highsmiths thriller.

Af Kristian Ditlev Jensen

Ripley er titlen på Steven Zaillians filmatisering af Patricia Highsmiths gennemgående figur Tom Ripley, der er hovedperson i fem af hendes psykologiske thrillere. 

Den første bog er hovedværket The Talented Mr. Ripley, som er filmatiseret flere gange. Mest berømt er udgaven fra 1999 med Matt Damon og Jude Law i hovedrollerne. 

Historien handler om en ung svindler, Tom Ripley, der hustler sig igennem livet, men som en dag forveksles med en anden. Han griber chancen og får dermed sit livs tilbud af Mr. Greenleaf, en ældre skibsværftsejer. 

”Tag til den bedårende Amalfikyst i Italien og find min søn Richard Greenleaf. Overtal ham til at komme hjem!” 

I Italien finder Tom hurtigt Dickie, som han bare kaldes. Men i stedet for at få ham hjem myrder han manden og overtager hans identitet. 

Ved et formidabelt dobbeltspil snyder han alle ved både at være Tom og Dickie, når det sådan lige passer. Det går fint, indtil en politiinspektør fra Rom begynder at lugte lunten. Og snart går jagten efter gerningsmanden. 

Rejsen går via Sanremo, Palermo på Sicilien, Rom og Venedig. Men forbryderen er hele tiden væk, selv om politimanden faktisk sidder og taler med ham! 

Anthony Minghellas spillefilm er god, men også en lovligt sommerferielækker, box office-målrettet fortolkning af historien om en con artist og gemen svindler. Nu får denne udgave endelig konkurrence af et langt mere kompromisløst, overæstetiseret og visuelt forbavsende harmonisk værk, hvor Andrew Scott (All of Us Strangers) spiller hovedrollen med lun charme og iskold uhygge. 

Det er ikke hver dag, at man ser en så gennemdesignet serie, hvor alt fra det dramatiske valg at optage i sort-hvid over typografier til productiondesignet med interiører og kostumer er gennemtænkt ned til mindste detalje. 

”Lyset. Altid lyset.” 

Replikken kommer fra en katolsk præst, der står lige bag Tom Ripley, som betragter et Caravaggio-maleri. 

Michelangelo Merisi, som den italienske maler oprindelig hed, tog kunstnernavn efter landsbyen Caravaggio ved Bergamo. Og det er ham, der har opfundet kunstbegrebet chiaroscuro – eller clairobscur på fransk – i årene omkring 1600. 

Begrebet dækker over en maleteknik, hvor mørke og lys kontrasteres, så billederne nærmest fremstår som sort-hvide malerier. 

Steven Zaillan – som skrev manuskriptet til Schindlers liste, Awakenings og Gangs of New York – har lige netop modelleret Ripley over maleren Caravaggio, der levede et mildt sagt dramatisk liv. 

Caravaggio stak i 1606 alfonsen Ranuccio Tomassoni i låret med et lille sværd, så han døde af blodtabet. Maleren levede på flugt i årevis, inden han blev benådet af paven, men straks efter døde af feber som kun 38-årig. 

Denne historie ligger på alle niveauer bag serien. 

Ripley er optaget i sort-hvid, altså moderne clairobscur, ligesom Caravaggios egne værker. Den handler også om en forbryder på flugt og om en morder. 

Sådan kan man blive ved. 

I en kernescene krydsklippes der mellem den historiske Caravaggio, der sidder ved et bord med mordvåbenet, en kort daggert, og så Tom Ripley, der sidder med en fyldepen foran sig. 

I det tyvende århundrede kunne man nemlig dræbe med en pen. I dag ville man nok gøre det over nettet. 

Netop hele det analoge univers, som Steven Zaillian boltrer sig i – serien foregår i 1960’erne, mens romanen udkom i 1955 – er en genistreg. Det giver ham mulighed for at arbejde sanseligt med en lang række ting, som virker forsvundet i dag. 

Der er telefonbokse, og man skriver noter til hinanden med penne. Typografien er nærmest er nærmest en hyldest til det trykte medie i form af aviser, bøger, forfatterskaber, skilte, stempler, brevpapir, lapper med tekst, formularer, checks og så videre. 

På samme måde er sko en lille fortælling i sig selv. Og drinks. Og askebægre. Samtidig er kærlighedserklæringen til Amalfikysten så autentisk, at man bliver svimmel. 

At serien er skudt som noget nær en homage til sort-hvid-kongen over den alle, instruktøren Orson Welles, gør den ikke mindre imponerende. Med et hav af indirekte og direkte citater fra for eksempel Den tredje mand, hvor lyset og skyggernes spil på opgangenes vægge spiller en stor rolle. 

Ripley er et sjældent ægte kunstværk på Netflix.

Titel:
Ripley

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Steven Zaillian

Manuskript:
Steven Zaillian

Medvirkende:
Andrew Scott, Johnny Flynn, Dakota Fanning

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
4. april på Netflix

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten