Rings

Her har vi et gespenst, der lever op til tidens neoliberale krav. Samara er nemlig omstillingsparat. I stedet for at sidde og surmule i de VHS-bånd, hvorfra hun plagede Naomi Watts i The Ring (2002) og The Ring 2 (2005), er hun fulgt med tiden og chikanerer nu amerikanere gennem MOV-filer.

Den dermatologisk udfordrede poltergejst, der har hud som frønnede brædder, behøver åbenbart ikke et stort billedrørsfjernsyn at kravle ud af, hvis hun skal slå dig ihjel. Det går gelinde med fladskærme og smartphones.

Således har man opdateret The Ring-serien.

Og her har vi samtidig det største problem med F. Javier Gutiérrez’ nye Rings.

Filmen forspilder fuldstændigt chancen for at sige noget spændende eller rammende om den digitale nutid, hvis online-slagmark ellers befærdes af trolde, pirater og alverdens skumle typer.

Samaras spring fra analog til digital fremstår som intet andet end kedsommelig økonomisk kalkule foretaget af producenter, som vil sælge myten om ringen til teenagere uden forhold til videobånd.

Vi starter på et fly. En knøs har set den forbandede film, som slår én ihjel nøjagtigt syv døgn efter oplevelsen. Han så den for syv dage siden. Flyet styrter ned.

Hvis ikke du får lavet en kopi af filmen og vist den til en anden, er du dødsmærket. Sådan fungerede det i det japanske forlæg Ringu i 1998, og sådan fungerer det i 2017.

Klip til et lysere USA.

Romantiske Holt (Alex Roe) og sangvinske Julia (Matilda Lutz) hygger i sengen kort inden, han rejser væk på college. Filmen forsøger sig med et intellektuelt lag ved at lade den unge mand introducere sagnet om Orfeus, der drog til dødsriget for at redde sin Eurydike.

Men han er mere bøvet end ridderlig, da han trækker trøjen over hovedet og tager afsked i bar mave. Mere horror-kæreste-stereotyp end Orfeus.

Så bliver der mørkt igen, og resten af Rings foregår i grønlige, dunkle nuancer, som betragter vi det hele med en ølflaske som filter.

De bedste gysere forstår at svinge mellem sagte rolighed og det støjende ubehagelige. Kontraster har altid været et af genrens vigtigste aspekter.

Rings forsøger konstant at være ildevarslende. Musikken har enten en forpustet puls, eller også rumsterer droner ominøst i baggrunden, og instruktørens skumle planer drukner alt for ofte i lydsovs.

På sit nye college undervises Holt af Gabriel (Johnny Galecki), der er misantrop og biolog. De studerende finder tilsyneladende hans bryske fremtoning fængende, for han formår at shanghaje horder af teenagere til sin dødskult.

Gabriel har digitaliseret Samaras video, og han får de unge mennesker til at se den. Vist nok under påskud af at interessere sig for sjæle. Hans projekt går selvfølgelig galt, og Julia må rejse til Holts college for at hjælpe med det okkulte miskmask.

Selve den onde, lille film om Samara er stadig ganske glimrende. Det en slags russisk montage af orme, en suicidal hest, en skolopender, en knækket negl, en suicidal mor, blodrødt vand og en brønd.

Men også her går F. Javier Gutiérrez klodset til værks. For pludselig er der åbenbart ”a video inside the video”, som Gabriel deklamerer for de smukke unge mennesker, og nye scener i montagen åbenbarer sig ved denne spøjse tilfældighed.

Flere gange er der optræk til gode gys og overrumplende scenarier. The Ring-serien udspringer af den japanske form for horror, hvor mentale lidelser, spøgelser og naturfænomener sammenblandes til psykologiske skrækhistorier.

Også i Rings trænger sort væske få gange gennem alle elementer og væder de stakkels mennesker og deres forvitrede bygninger, så filmen i sjældne stunder rummer nærmest mytologiske billeder.

Men de må hurtigt vige pladsen for Samaras udskejelser. Også her i tredje omgang bruger vores hovedpersoner kaskader af tid på at undersøge genfærdets menneskelige fortid, og derfor synes det mærkværdigt, at hun i filmens nutid konsekvent reduceres til et simpelt monster med diabolske øjne og en spindlers bevægelser.