Serieanmeldelse
17. aug. 2019
The Righteous Gemstones
Sammen med sønnerne Kelvin (Adam DeVine, tv.) og Jesse (Danny McBride, midt) kæmper patriarken Eli Gemstone (John Goodman) for at holde familiens forretning oven vande. Foto | HBO

The Righteous Gemstones

Der er penis-jokes ad libitum, men sorthumoristisk komedieserie om frelste og forfærdelige kristne har intet på hjerte.

Af David Madsen

I The Righteous Gemstones står USA’s teleevangelister for skud.

Familien Gemstone består af patriarken Eli, som flankeres af de to sønner Jesse og Kelvin, mens datteren Judy er gemt bag sekretærpulten.

Den stenrige familie har isoleret sig på et enormt stykke land og bruger menighedens rundhåndede donationer til at leve som konger. Deres rigdom er komplet med enorme smykker, en afdanket forlystelsespark og usmagelig arkitektur, der ville gøre Donald Trump hed under kraven.

Søskendeflokken samles for at redde Jesse ud af en slem kattepine med en gruppe pengeafpressere, mens farmand kæmper med næb og kløer mod lokale, moralske pastorer og sin opportunistiske, læderhudede svoger Billie.

Samtidig sørger han over sin afdøde kone.

Serieskaber Danny McBride er bedst kendt som skuespiller for ensemble-komedier som Hot Rod og Pineapple Express samt tv-serierne Vice Principals og Eastbound & Down.

Han inkarnerer den ubehøvlede stodder af en sydstatsmand, der kommer med den ene upassende vederstyggelighed efter den anden.

Det er samme formel i The Righteous Gemstones, hvor hans Jesse konstant latterliggør efternøleren Kelvin ((Adam DeVine), og der går ikke lang tid, før han ses med åben slåbrok, begravet i en kvindes patter med coke i snuden.

Og selv om den gæve komiker er morsom med uendelige penis-jokes, kan han ikke styre en serie, der virker til at drømme om at være et prestigiøst HBO-familiedrama.

Mens pengeafpresningen hele tiden skal tages med et gran salt – Jesse kører pengeafpresserne over uden de store konsekvenser for nogle involverede – spilles der højt drama på resten af handlingstrådene.

Judy (Edi Patterson) vil have mere at sige i familieregiet, mens Jesses smækre kone holder hånden over sin mands amoralske opførsel, selv da veninden fremviser hende inkriminerende e-mails.

”Det må du snakke med min mand om, ikke mig,” siger hun kontant, med matte øjne og et udtryksløst ansigt, mens hun kæmper med sin indre moral.

Helt galt går det for stakkels John Goodman, der spiller Eli og hives igennem de første seks afsnit som et lig på en båre. Selv om teleevangelister er idiotiske, tryllebinder de publikum med flamboyant showmanship, men den legendariske skuespiller er lige så karismatisk som en voksfigur.

Så står det bedre til med Walton Goggins, der ligesom Danny McBride er forudsigelig i sine bøvede sydstatsroller, men også umådeligt talentfuld.

Goggins har en magnetisk udstråling som den syndefulde bror Billie til familiens perfekte mor og hustru. Når han holder gudstjenester, danser han vildt og hedt og anråber Jesu Kristus til sin menighed, som var Jesus blandt publikum i egen hellige person. Imens har han taget sig en teenagebrud, som han kærligt giver tilnavnet Bo Derek, og han sælger glædeligt ud af familiegården, når gældsposterne fra hans mange skilsmisser skal dækkes.

De øvrige skuespillere er en blandet fornøjelse.

Edi Patterson giver den hele armen som den charmende akavede søster, der ganske succesfuldt går med på Jesses grove narrestreger og kriminelle foretagender. Og Adam DeVine er fortsat en fattigmands Zac Efron med det samme imponerende skulderparti og drengede naivitet, men uden Efrons talent som skuespiller.

Haltende skuespil kunne være tilgivet, hvis der var tale om endnu en tømmermændsfilm i selskab med Hollywoods sjoveste stoners.

Men i stedet slæbes man gennem afsnit på afsnit, der hovedkulds varierer mellem en halv og en hel time. Tematikkerne udvandes som resultat, og serien har i sidste ende meget lidt på hjerte om teleevangelister, kommercialiseret religion i USA eller for den sags skyld familiesammenhold.

Da fyrre stive minutter i femte afsnit bruges på trægt at fortælle om Gemstone-familiens fortid i slut-80’erne, var jeg tæt på at lange ud efter fjernbetjeningen.

Så hellere spilde hjerneceller på en ægte teleevangelist.

Titel:
The Righteous Gemstones

Land:
USA

År:
2019

Serieskaber:
Danny McBride

Medvirkende:
Danny McBride, John Goodman, Edi Patterson, Adam DeVine

Spilletid:
Ni afsnit af cirka 30 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
19. august på HBO Nordic

Relevante artikler

Serieanmeldelse
15. juli 2016
Vice Principals

Vice Principals

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. aug. 2020
P-Valley

P-Valley

Serieanmeldelse
25. juli 2020
Cursed

Cursed

Serieanmeldelse
23. apr. 2020
The Midnight Gospel

The Midnight Gospel

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten