Ridder lykke

Der er en god grund til, at Ridder Lykke hedder, som den gør.

Rocazinos sørgmodigt håbefulde 1980’er-popsang viser sig at spille en vis rolle. Men teksten er også indlejret i selve historien om den ældre Karl (Leif Andrée), der skal sige farvel til sin afdøde hustru i et kapel.

”Inde bag ved døren / Der hvor alt kan ske / Venter du, venter du / Meget svær at se,” lyder andet vers. Karl har ikke lyst til at træde gennem døren ind til kisten.

Hvordan siger en ældre mand farvel, når døden allerede har skilt ham fra sin elskede og revet alt i stykker?

Karl gør krumspring og fokuserer på alt muligt andet. Han kan ikke åbne kisten. Det, der ligger dernede, er meget svært at se.

Han nævner over for personalet, at der er problemer med en lampes lysstofrør. Han søger snart mod toilettet. I en håndboldkamp var han for længst blevet dømt for nøl, men sådan fungerer livet ikke.

Der må noget andet til. 

Karl møder en udstrakt hånd, da Torben (Jens Jørn Spottag) stikker næven ind under toiletdøren og beder om papir. Torben viser sig at være en legende i kapellet. En omvandrende sorg, som strejfer omkring. Han hjælper Karl videre ad aparte omveje, der både er tragikomiske og bevægende.

Ingen af de to mænd tør til en begyndelse åbne helt op. Faktisk lyver de begge for at opretholde selvbilledet, der ellers skælver som rystede toiletspejle. 

Paraderne må falde, hvis de skal nå hinanden. 

Ridder Lykke er i sine bedste øjeblikke en gribende kortfilm om ældre mænds ensomhed og selvopholdelsesdrift.

Instruktør Lasse Lyskjær Noer har sans for detaljerne i det ensomme væsen. I 2016 skrev han manuskriptet til Ekko Shortlist-filmen IRL. Den handler om en ensom ung mand, der kreerer sin drømmekvinde i Photoshop.

Metoderne er forfinet i Ridder Lykke. Kortfilmen bevæger sig stillestående. Ligesom Karl ikke tør træde videre i tilværelsen, er handlingen på listefødder, når kameraet finder ham.

Fremdriften ligger i Torben. Han er uden for tid og sted, fordi han aldrig selv har fået bearbejdet den sorg, der har taget ophold i ham. Torben vil fremad, men mangler retning.

”Ridder lykke, ridder hvid / Ridder du, alene / I en helt anden tid / Aha aha / Ridder lykke, ridder hvid / Ridder du, alene / Ridder lykke / Tag mig med,” synger Rocazino.

Karl og Torben ser i hinanden en slags ridder med redningskrans. De ved bare ikke, om de tør gribe den. Det bliver til en opbyggelig historie med små afstikkere, der fungerer bedre som morsomme sekvenser end væsentlige øjeblikke for historien. 

I den henseende er det ikke så overraskende, at Ridder Lykke er endt med at blive Oscar-nomineret. I de senere år har fremskridtets vinde blæst gennem Oscar-akademiet, men en lille kategori som kortfilmen har forputtet sig i en bedaget tidslomme. 

Temaet og det humanistiske budskab er som regel stærkere end udførslen. 

Vinderen fra 2021, Two Distant Strangers, har et interessant time loop-koncept, men lever i kraft af sin politiske indignation. Det samme er tilfældet for 2022-vinderen The Long Goodbye, der handler om højreradikalisme. Mens sidste års An Irish Goodbye er en sort komedie om tilgivelse med en udviklingshæmmet i en bærende rolle. 

Kortfilmene skal gerne styrke fromhed og moral. Den kompromisløse filmkunst, der for alvor er trådt ind i topkategorierne i de senere år med sydkoreanske Parasite og britiske The Zone of Interest, lader åbenbart vente på sig i det korte format. 

Det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at producenten Kim Magnusson med forskellige instruktører får en kortfilm nomineret. 

Og som Oscar-film er Ridder Lykke nærmest fejlfri. Den rører dig uden at ryste din sjæl, den handler om noget vigtigt uden at sprænge grænser, den er sørgelig, men bevarer alligevel håbet.

Karl og Torben er mænd af verden af i går, men de forsøger desperat at være en del af moderniteten. Måske er de hinandens usandsynlige redning. Måske blot en hjælpende hånd til at acceptere livets resterende del.

”Vejene jeg følger / ender altid blindt / Men stjernerne siger, jeg når dig til sidst,” som Rocazino synger.