Ricki and the Flash

Tom Petty and the Heartbreakers’ American Girl er det velvalgte intronummer, der manifesterer Oscardarlingen Meryl Streep som den fallerede rockmama Ricki Rendazzo.

Med et tykt lag øjenmakeup og – hold nu fast – flagrende fletninger, klirrende armbånd, barokke halskæder, farverig blondekjole, læderjakke og snørestøvler plus et par tatoveringer rocker den 66-årige Streep derudaf i noget, der ligner juleaften i kostumeafdelingen.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Meryl Streep kan synge, og hun gør det også fremragende i den højenergiske live-optræden, som er ganske medrivende indfanget.

Selvfølgelig, fristes man til at sige, når instruktøren er den rockelskende Jonathan Demme, der skabte den uforglemmelige koncertfilm om Talking Heads, Stop Making Sense.

Demme ånder rock’n’roll, det gør Streep ikke. Måske derfor er man gået all in på at udsmykke hende som sådan, hvilket har den uheldige sideeffekt, at vi konstant er opmærksomme på, at Streep spiller skuespil. Det føles ikke naturligt, og derfor bliver man ikke synderligt rørt, da Rickis eksmand Pete (Kevin Kline) ringer med dårligt nyt.

Datteren Julie (spillet af Streeps egen datter, Mamie Gummer) er blevet skilt, og er flyttet ind hos Pete, som har svært ved at tackle hendes svære depression. Mor Ricki flyver nu til Indiana for at være der for sin datter, som hun ikke har set i mange år.

Men Julie og Rickis sønner Adam og Josh har ikke i sinde at tilgive deres mor, at hun forlod dem i en tidlig alder til fordel for livet som rockmusiker i Los Angeles. Det udmønter sig blandt andet i en pinlig familiemiddag, hvor Ricki erfarer, at Josh skal giftes, men ikke har inviteret hende til brylluppet.

Ricki and the Flash minder i sin struktur om Demmes dystre drama Rachel Getting Married og manuskriptforfatteren Diablo Codys pinligt humoristiske Young Adult. En outsider vender hjem og skal forsøge at gebærde sig i et miljø, der nu synes uvant.

Hvor ville man ønske, at filmen havde forenet Demmes dybde med Codys absurde pinligheder. I stedet virker det, som om Demme er fløjtende ligeglad med alt andet end de liveoptrædener, der er spredt fra start til slut, og Cody skøjter på overfladen af det lette komediedrama, uden at der for alvor er noget på spil.

Konflikter bliver lynhurtigt løst, så vi kan komme videre til næste nummer, og alle karakterer ender med at være karikaturer, fordi der ikke er tid til at udforske dem nærmere. Det skaber en ujævn og utroværdig fortælling, i særdeleshed i mor-datter-relationen.

Julie går fra at hade sin mor det ene øjeblik til at være slyngveninder på frisørsalon det næste til igen at være en sur mokke, når de træder ind ad døren derhjemme. Der er ikke mange strenge at spille på for Mamie Gummer, der konstant sukker og mukker det bedste, hun har lært.

Til tider overspiller hun i en sådan grad, at det bliver direkte pinligt, men heldigvis trækkes historien tilbage til Rickis stambar for en stund, hvor der fokuseres på musikken.

Et højdepunkt er covernummeret Drift Away, Dobie Grays klassiker fra 1973, hvor man virkelig kan mærke samspillet mellem Streep og firserikonet Rick Springfield, der spiller Rickis kæreste Greg.

Ricki and the Flash er faktisk bedst, når Ricki er i sit rette element, hvilket virker mærkeligt for et Cody-manuskript, hvis adelsmærke er pinlige konfrontationer. Men udstillingen af Ricki virker for letkøbt.

Det er nemt at pege fingre ad en republikaner, der stemte på Bush hele to gange, som ikke ved, at man ikke må have rødvin med om bord på et fly, eller at drinks til et bryllup er gratis, og som konstant nævner, at hun ikke er særlig klog, og at hun ikke har nogen penge.

Er det sjovt? Næh, men Streep skal nu nok blive nomineret til en Oscar alligevel.