Rick and Morty – sæson 4, del 1

For udenforstående kan det måske virke chokerende, men for den vante seer af animationsserien Rick and Morty er det ikke overraskende, at en af seriens hovedpersoner lader livet få minutter inde i halvsæsonens første afsnit.

Da det aldrende og fordrukne geni Rick falder ud af sit rumskib og spiddes af en spids klippe foran sit teenagebarnebarn, har han nemlig sørget for at klone sig selv forinden.

Han vågner derfor op i et parallelt univers, men må til sin store fortrydelse sande, at det er befolket af fascister og hvepsemennesker.

Med andre ord er der ikke skruet ned for den balstyriske humor og det høje tempo i Dan Harmon og Justin Roilands populære science fiction-serie.

Efter en pause på over to år vender serien om Rick, Morty og deres dysfunktionelle familie tilbage med fem afsnit, der som sædvanlig leverer stærkt på metakomik og sort humor.

Men ikke alt er ved det gamle i multiverset.

For hvor de tidligere sæsoner konsekvent supplerede den unikke, improvisatoriske stil med serielle historier om de centrale figurer, er de nye afsnit mere enkeltstående.

Til gengæld giver den friere form plads til alt fra en umanerligt morsom parodi på Ocean’s Eleven-filmene, en absurd underholdende fortælling om slutshaming blandt drager og en hel sidehistorie, hvor dialogen kun består af slangehvislen.

Nok så imponerende er der substans at finde mellem de nådesløse vittigheder og genreparodier.

Ikke overraskende handler et af de dybeste afsnit om Ricks forsøg på at hævne sig på et venligtsindet rumvæsen, der har benyttet hans private luksustoilet. Den åndssvage toilethistorie udvikler sig overraskende til en fortælling om videnskabsmandens ensomhed.

På grund af sin almægtighed og bevidsthed om universets meningsløshed er Rick ude af stand til at nyde noget eller opnå ægte nærhed med andre mennesker. Derfor skider han mutters alene i en gudesmuk skov, han selv har bygget.

Faktisk er noget af det stærkeste ved den nye sæson, at den piller det rapkæftede geni ned.

På nogle af internettets mere excentriske fora er den nihilistiske videnskabsmand blevet idoliseret og dyrket som et forbillede, der legitimerer brutal adfærd. Samme aggressive fanbase blev efter tredje sæson kendt og afskyet for at chikanere McDonald’s-medarbejdere og lignende.

I første halvdel af fjerde sæson gøres det klart, at Rick ikke er en rollemodel.

Når han ikke manipulerer barnebarnet til at opgive sine drømme, starter Rick en seksuel affære med hans drage. Men hvor den ondskabsfulde adfærd over for Morty tidligere har været glorificeret af serien, er han nu åbenlyst en skurk i sit eget univers.

Det virker, som om serien ønsker at gøre op med fanbasens forestillinger om, hvordan Rick og Mortys eventyr bør være.

Da Rick møder en fascistisk udgave af Morty i et parallelunivers, beder den ham om at bringe en fanfavorit fra tidligere sæsoner – det selvmorderiske tjenervæsen Mr. Meeseeks – tilbage og tage ham med på mere strømlinede eventyr uden de forvirrende følelser og spidsfindigheder.

Men Rick nægter.

Nærmest på vegne af sine skabere kræver tegnefilmsfiguren sin ret til at bestemme, hvad Rick and Morty er.

For selv om serien er revolutionerende i sin humoristiske stil, er den først og fremmest science fiction. En genre, der bruger overstyrede fremtidshistorier til at kommentere det nutidige menneskes virkelighed.

Om det er de teknologiske fremskridts deprimerende ligegyldigheder eller almægtighedens ensomhed, er den fjollede animationsserie klar til at sætte tingene på spidsen til komisk og somme tider rørende effekt.

Tro mod den selvrefererende stil, Dan Harmon blev kendt på med komedieserien Community, slutter Rick og Morty sæsonens første afsnit med at planlægge stilen for den nye sæson i en manisk og rablende samtale.

”Nogle gange tager vi på klassiske eventyr, og andre gange gør vi noget helt andet. 100 år med forskellige rejser, hvor vi forsøger ikke at falde i en rille,” råber hovedpersonerne begejstrede i munden på hinanden.