Biografanmeldelse
12. feb. 2019
RBG
Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg har et skarpt blik og er en vigtig stemme i ligestillingsdebatten i USA. Foto | Claudia Raschke

RBG

Oscar-nomineret dokumentar prædiker for koret med et ensidigt portræt af en betagende højesteretsdommer, der havde fortjent en bedre film.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

”Heks”, ”djævel”, ”zombie” og ”et afskyeligt menneske”. 

Der er ikke småting, som den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg bliver kaldt i de første minutter af dokumentaren, der bærer hendes initialer RBG

Mens stemningsbilleder af magtens bygninger i Washington fylder lærredet, hører vi diverse udtalelser fra Ginsburgs argeste modstandere og politiske fjender.

De kritiske og lidet flatterende ord – hvoraf et af dem står for Donald Trumps regning – er til gengæld noget nær de eneste kritiske røster i Julie Cohen og Betsy Wests tilforladelige film. 

RBG er et uhyre traditionelt og opbyggeligt portræt af den karismatiske, 85-årige dommer. 

De to dokumentarister gør meget ud af at fortælle, at Ruth Bader Ginsburg i en høj alder og efter mange år som aktiv dommer oplever en slags renæssance og nyfunden popularitet blandt især unge amerikanere. Med sin sirligt stramme og opsatte Ritt Bjerregaard-frisure og markante briller er hun blevet et internet- og popkulturelt fænomen, som flere af dokumentarens interviewede kilder gladelig beretter. 

Men som filmen også fortæller, er Ginsburg ikke bare cool og på mode blandt unge, progressive amerikanere. Hun er også en væsentlig skikkelse i kampen for ligestilling mellem kønnene, og hun har været et feministisk ikon igennem fire-fem årtier. 

RBG tegner et sympatisk portræt af en markant skikkelse i det amerikansk samfund, der har knoklet for ligestilling. Det betyder dog ikke, at det er en særligt god film. 

Det meste af filmen går med interviews med Ginsburg, venner, kolleger og familie, der så godt som alle roser højesteretsdommeren. Vi får fortalt hendes historie og hører om opvæksten i Brooklyn i en familie med jødisk-russiske aner, studieårene, hvor hun mødte sin mand, Martin Ginsburg, arbejdet som advokat med speciale i ligestillingssøgsmål og udnævnelsen til højesteretsdommer i 1993 under Bill Clintons præsidentskab. 

Det er en imponerende karriere og et betagende menneske. Ginsburg er også en herlig karakter, som de fleste nok vil lade opsluge af. Det er nok ikke tilfældigt, at dokumentaren bærer hendes initialer og leder tankerne hen på andre store skikkelser i USA som JFK og FDR. En spillefilm om hende som ung, On the Basis of Sex, rammer også danske biografer 7. marts.

Som film er RBG imidlertid så jubelbegejstret for titelpersonen, at den bliver irriterende ensidig og ensformig. 

Den Trump-kritiske tv-kanal CNN er medproducent, og det er svært at slippe tanken om, at RBG nok mest vil begejstre et publikum, der i forvejen sympatiserer med demokraterne og venstrefløjen i amerikansk politik. 

Ruth Bader Ginsburg kom selv for skade at kalde Trump for ”falsk” under præsidentkampagnen i 2016, hvilket hun fik hug for. 

Den kritiske del fylder dog kun få minutter mod slutningen af dokumentaren. Resten af tiden prædiker instruktørerne for koret. 

Interesserede i amerikansk politik og historie vil formentlig finde RBG interessant. Dokumentaren gennemgår udvalgte sager, som Ginsburg og de resterende otte dommere har beskæftiget sig med i højesteret gennem årene. Sager, der på grund af højesterets vigtighed, har været med til at forme det amerikanske samfund, som det ser ud i dag. 

Den form kommer dog også hurtigt til at minde om en søvnig historietime, hvor man død og pine går kronologisk fremad. Desværre på bekostning af den filmiske oplevelse, der helt klart kommer i anden række. 

RBG er nomineret i kategorien ”bedste dokumentar” ved den nært forestående Oscar-uddeling. Det siger mere om Akademiets politiske overbevisning end om filmens kunstneriske værdi.

Titel:
RBG

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Julie Cohen, Betsy West

Medvirkende:
Ruth Bader Ginsburg, Bill Clinton, Orrin Hatch, Lilly Ledbetter

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
14. februar

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten