Return to Silent Hill

Det er kærlighed ved første sammenstød, da James med sin sportsvogn kommer til at torpedere en kuffert, så ejeren, Mary, ikke når sin alpebus.

Som bod giver han Mary et lift til hendes hjem i Silent Hill. Hvorved vi hopper fra bjergvejens alpine solskin til bjergbyens desorienterende skumring.

Hvor eller hvad er Silent Hill? Ingenting i den fysiske verden. Men i varemærkernes verden er Silent Hill den engelske oversættelse af Sairento Hiru, som er en japansk spil/bog/film-franchise, der startede i 1999.

Silent Hill er i fiktionens verden navnet på den spøgelsesby, hvori franchisens plots foregår.

Genren er psykologisk horror med inspiration fra Stephen King og Twin Peaks. Børn kidnappes, og den lokale kult finder håb for fremtiden via rituelle menneskeofringer. Et skidt sted at havne, når man leder efter bortkomne slægtninge eller har drejet forkert.

I stedets karakteristiske dunkle tåge lurer farlige monstre, og underbevidstheden får fysisk form.

Return to Silent Hill er en filmatisering af videospillet Silent Hill 2. Den er instrueret af franskmanden Christophe Gans, der også instruerede den første af de foreløbigt tre Silent Hill-film (men altså ikke toeren – Silent Hill: Revelation).

Gans toppede tidligt med den næsten ubegribeligt flotte actiongyser Pagten fra 2001. Dog er det nok hovedsagelig filmens fotograf, danske Dan Laustsen (Frankenstein), vi bør takke for pragten i Pagten.

Siden har Gans’ karriere været domineret af tragisk urealiserede drømmeprojekter, men også den smukke ikke-Disney-relaterede La belle et la bête med Léa Seydoux og Vincent Cassel.

Det tog Gans fem års entusiastisk kamp at få lov at lave den første Silent Hill-film (2006), som blev skældt ud for sit svært forståelige manuskript. Men i dag regnes den for en af de bedste videospilfilmatiseringer.

Videospillet Silent Hill 2 handler om en skyldtynget mand, der bevæbnet med bykort og lommelygte leder efter sin afdøde hustru. Han har muligvis selv myrdet hende, hvis hun overhovedet er død. Spillet er inspireret af Dostojevskijs hyppigt filmatiserede roman Forbrydelse og straf fra 1866.

Silent Hill 2 udkom i 2001 og er et af verdens bedste videospil, en kunstnerisk triumf, der vægter psykologi og surrealisme over action og plotmekanismer.

Filmatiseringen Return to Silent Hill kombinerer således et af verdens bedste videospil og instruktøren af en af verdens bedste videospilfilmatiseringer, så høje forventninger er på sin plads.

Men de indfries ikke, slet ikke.

En del af problemet er de to altdominerende hovedrolleindehavere. Jeremy Irvine spiller den unge soldat i Spielbergs War Horse og vandt et bjerg af priser for sci-fi-kortfilmen Cognition. Hannah Emily Anderson har haft roller i et par mindre horrorfilm og en kortlivet tv-serie.

Sammen giver de nul indtryk af hverken stor kærlighed eller stor tragedie, hvilket ellers skulle bære filmens drama.

Tempoet er påfaldende langsomt og scenografien, med en askedækket by og dens afskallede vægge, er pænt sagt uopfindsom. Monstrene ligner statister fra en musikvideo og er ikke den mindste smule uhyggelige.

At filmen har kostet 148 millioner kroner at producere er ubegribeligt, med mindre dens nitten chefproducenter først og fremmest har fokuseret på deres eget honorar.

Uanset hvor mange monstre, vi møder – såsom den mystiske mand med det pyramideformede hoved, der også kendes fra spillet – er Return to Silent Hill en livløs byvandring.

Da James i slutscenen er tilbage i åbningsscenen, men denne gang vælger ikke at give Mary et lift til bjergbyen, tænker man: Gid, han dog havde gjort sådan fra starten!