Retfærdighed for Emmett Till

Den unge mand køber tyggegummi i en forretning.

Kejtet som fjortenårige Emmett er, prøver han at flirte med kvinden ved skranken, Carolyn Bryant. Han fortæller hende, at hun ligner en filmstjerne, og på vej ud vender han sig om, fløjter og smiler nervøst.

I en anden sammenhæng kunne det være begyndelsen på en romantisk komedie eller en opsang til mænd om, at man ikke skal pifte ad kvinder, som var de hunde.

Om virkelighedens Emmett Till siges, at han stammede, men det hjalp, hvis han varmede stemmebåndene op ved at fløjte.

Men når han er sort, hun er hvid, og begge befinder sig i 1950’ernes sydstater, får det fatale følger. I nattens mulm og mørke bliver han bortført, lemlæstet og lynchet.

Nigeriansk-fødte Chinonye Chukwus retssalsdrama Retfærdighed for Emmett Till er baseret på virkelige hændelser, som blev kimen til borgerrettighedskampen i USA.

Filmen følger drengens mor Mamie. Hun insisterer på en åben kiste ved begravelsen for at skabe medieopmærksomhed omkring det bestialske drab og kræve retfærdighed.

På overfladen ligner periodefilm ofte et glansbillede fra en svunden tid. Men der er ikke meget at romantisere ved fortidens raceopdelte Mississippi.

90 år efter slaveriets ophør plukker efterkommerne stadig bomuld i bagende sol og bøjer sig i støvet for fjendtlige, hvide køllesvingere, hvis de ikke ønsker samme skæbne som Emmett.

I modsætning til Mamie, der har kæmpet sig til en nogenlunde middelklassetilværelse i Chicago, bor slægtningene sydpå trængt i slidte bjælkehytter uden moderne hvidevarer, ligesom de nøjes med aflagt, lappet tøj.

Også den hvide Bryant-klan tilhører arbejderklassen og optræder passende med slidt, olieplettet tøj. Det meste af Carolyns indtægt fra butikken bruges på at forsørge ungerne i stedet for at pynte sig selv.

Man skal altså se langt efter nostalgiske luksusboliger, sportsvogne eller kvinder snøret ind i Christian Diors new look, som præger datidens dyre smag.

”Herre, frels mig nu,” sagde virkelighedens Mamie, da hun modtog sønnens ligkiste hjemme i Chicago. I filmen ændres udsagnet til: ”Mit barn kan ikke få vejret derinde.”

Replikken vækker minder om de berømte videoklip fra maj 2020 af George Floyd, der hiver desperat efter vejret og kalder på sin mor, mens en politimand knæler på hans nakke.

Mordet på en afrodansker på Bornholm en måned senere satte også gang i debatten herhjemme, fordi racisme ikke kun er et amerikansk, men et globalt fænomen.

Det er derfor ikke så underligt, at racismefilm som Do the Right Thing, 12 Years a Slave og nu også Retfærdighed for Emmett Till vækker interesse uden for USA.

Danielle Deadwyler, der tidligere primært har spillet teater og medvirket i tv-serier, imponerer som den sørgende, men retfærdighedssøgende Mamie.

Når hun græder, giver det et sug i maven. Hun hverken begraver ansigtet i hænderne eller stirrer lamslået frem for sig, men vræler ustyrligt og vil vriste sig fri af enhver velment omfavnelse.

Andre gange er hun mere subtil. En hel monolog kunne aldrig sige lige så meget om uretfærdighed, had og harme, som når hun med et hånligt, men trist blik reagerer på Carolyns vidneforklaring.

Modsat bliver en sort mand, der vidner i retten, mødt med tilråb i salen som ”Sorte Sambo” efterfulgt af hånlatter.

Filmens øvrige medvirkende fortjener også ros. Ikke mindst koryfæet Whoopi Goldberg, der spiller en alt for lille birolle som Mamies mor.

Når tante Lizzie (Keisha Tillis) siger, at hun ikke kan tåle at se på Emmetts lemlæstede lig, svarer Mamie, at de bliver nødt til det. Underforstået, at de som minoritet lidt for længe har set den anden vej.

Det er den slags subtile oprør tilsat dramatiske højdepunkter og fremragende rollebesætning, der gør Retfærdighed for Emmett Till til en rørende, vedkommende og medrivende film.