On the Record – sexanklager i musikbranchen

”Jeg kæmper. Og jeg siger nej. Og han siger, at jeg skal holde op med at stritte imod, med en meget kold, truende, fjern stemme, som jeg aldrig har hørt ham bruge før.” 

Detaljerne hober sig op i genfortællingen. Drew Dixon stirrer frem for sig, blikket rettet lige ved siden af kameraet, opslugt i mindet om dengang hendes chef, den magtfulde hiphop-producer Russell Simmons, voldtog hende.

”Jeg var ikke andet end en fysisk genstand, han kunne udnytte for sin egen fornøjelses skyld.”

Hun er langt fra den eneste. Tyve kvinder er stået frem med anklager om seksualovergreb mod Russell Simmons, og det er deres vidnesbyrd, der gør On the Record til en stærk oplevelse.

”Jeg tror, det er samme fornemmelse, som når folk sidder i et fly, der styrter,” siger et andet af hans ofre. ”Den følelses af, at nej, nej, nej – det her sker bare ikke!”

Instruktørerne Kirby Dick og Amy Ziering har tidligere afdækket voldtægtskultur i det amerikanske militær og på amerikanske universiteter. Deres metode er nøgtern og medfølende – og går slet og ret ud på at lade ofrene komme til orde.

De fleste af kvinderne i filmen stod frem med deres historier i månederne efter Harvey Weinstein-afsløringerne, netop da #MeToo var blevet et verdensomspændende fænomen.

Men mange af overgrebene fandt sted i starten af 90’erne, og man mærker tydeligt, at de er tynget af 25 års destruktivt tankegods.

De beretter om selvmordsforsøg og smadret selvværd. Skam og skizofreni over en verden, hvor alt er både forandret og præcis som før.

I arbejdskulturen strakte sexismen sig til Manhattans natklubber og allerhelst med chefen hjem i seng. Ingen lagde skjul på systemet, så man var blevet advaret, hvis man blev offer for det.

Drew Dixon gik med Russell Simmons op på hans hotelværelse. ”Bare et øjeblik,” siger han, så hun kan vente på en taxi. Han har også et demobånd, hun lige skal høre. Men knap har døren lukket bag dem, før han presser hende ned på sengen, kun iført et kondom.

Det er først, da hun genfortæller historien til en journalist, at det går op for Drew Dixon, at der aldrig var noget bånd.

Det er påstand mod påstand. Russell Simmons benægter alle anklager, som han har gjort det gennem hele sin succesrige karriere. Han bor i dag i Bali, der ikke har nogen udleveringsaftale med USA.

On the Record var kontroversiel, da den havde verdenspremiere på Sundance-filmfestivalen i januar. Oprah Winfrey, der ellers havde lagt navn til filmen som executive producer, trak sig pludselig fra projektet på grund af ”kreative uoverensstemmelser”, som det hed.

Uden hende turde den nye streamingtjeneste Apple TV+ ikke distribuere filmen, og den røde løber blev aflyst.

Før HBO købte rettighederne, måtte kvinderne – igen – insistere for at fortælle om deres traume. ”Du bliver besudlet igen og igen,” siger Drew Dixon i filmen. ”Fordi det er dig, der er nødt til at fortælle folk, hvad der er sket.”

Angiveligt drejer Oprahs kritik sig om skildringen af kvindernes kultur og samtid, som hun mener er for overfladisk.

Det er svært for en udenforstående at bedømme, men filmen leverer en troværdig beskrivelse af kvindernes dilemma.

De er oppe imod den samme fortælling om sorte mænd, der for nylig genantændte en krudttønde under det amerikanske samfund. Ingen har lyst til at sætte sig op imod hvide magthavere med ilde hørte sandheder, og sådan er undertrykkelsen selvforstærkende.

Se bare filmens optagelser af, hvordan advokaten Anita Hill blev ydmyget, da hun anklagede den foreslåede højesteretsdommer Clarence Thomas for sexchikane. Han blev valgt ind.

Eller den purunge Desiree Washington, der må forsvare sig selv for åben skærm efter at være blevet voldtaget af Mike Tyson. Hans karriere fejler i øvrigt heller ikke noget.

On the Record foregiver ikke at være stor dokumentarkunst. Dick Kirby og Amy Ziering er sandhedsvidner, der peger et kamera i den rigtige retning. Det er nok.