Rebecca

Det kræver et vist mod, når man vil gøre en af filmhistoriens store instruktører kunsten efter. 

Herostratisk berømt er Gus Van Sants shot-to-shot-remake af Hitchcocks udødelige Psycho fra 1998. Selv en fremragende instruktør som Van Sant måtte sande, at han uvægerligt kom til kort over for en af historiens største filmskabere.

Der er også så mange ting, som skal gå op i en højere helhed, når man skaber en film, at det nærmest er umuligt at matche eller overgå et historisk pletskud.

Ligesom Hitchcocks uforlignelige udgave fra 1940 følger engelske Ben Wheatleys Rebecca den nygifte Fru de Winter, der ikke falder helt på plads i sit nye hjem på godset Manderley.

Mindet om husbondens afdøde første hustru hænger stadig i luften, og det bringer ufred i huset.

Udsmykningen er overdådigt smuk og poleret i stil med periodedramaer som Den store Gatsby. Ved ankomsten til det storslåede gods Manderley, der er indrettet i luksuriøs art deco, byder et utal af tjenestefolk parret velkommen, imens en munter folkevise udgør underlægningsmusikken.

I mellemtiden skifter vejret fra solstrejf til regnskyl på få sekunder. Parret (Lily James og Armie Hammer) fjoller rundt i haven, så vi kan se, hvor forelskede de er.

En smule spænding og mystik finder filmen i husholdersken Frøken Danvers (Kristin Scott Thomas), som er i åben konflikt med husets nye frue. Hun mener, at nykomlingen fortrænger Rebeccas ånd.

”En kvinde kan enten blive gift eller blive tjenestepige,” siger Frøken Danvers i forsvar af den afdødes udsvævende liv med talrige elskere. Rebecca havde et ulykkeligt ægteskab, og da en skilsmisse på den tid var utænkelig, måtte hun opsøge glæde uden for hjemmets fire vægge.

Den nye film viser ikke, at utroskaben var Rebeccas måde at frigøre sig på inden for samtidens snævre rammer. Den udstiller hende tværtimod som en billig kvinde.

Slut-shaming, kort sagt.

For 80 år siden vovede Hitchcock at insinuere et lesbisk forhold mellem den afdøde Rebecca og husholdersken, der som opslugt beundrer sin tidligere frues pikante undertøj.

Ben Wheatley, der er mest kendt for gyserfilm som Kill List og A Field in England, genskaber scenen, men fraværet af erotiske undertoner gør den overflødig.

Uden deres affære mangler tilskueren motivationen for Frøken Danvers’ mærkværdige, vedholdne troskab.

Lily James er bedårende som den nye Fru de Winter. Nogle vil huske skuespillerens pragtfulde optræden som den sprælske, godhjertede kusine Rose i Downton Abbey. Hun tilfører sødme til rollen, men mangler Joan Fontaines raffinerede mystik fra Hitchcocks udgave.

Armie Hammer er tilforladelig som den sørgende, unge enkemand Maxim, der leder efter en mening med tilværelsen. For sin unge brud er han et glansbillede af prinsen på den hvide hest snarere end en figur, man kan spejle sig i.

Men det er især hans pludselige tungsind og mistede begær for sin nye hustru, som virker utroværdigt, selv om filmen gerne vil fremstille det som enigmatisk og ildevarslende.

Med rørstrømsk klavermusik og brat afsluttede montagescener forsøger instruktøren at skjule, at de to skuespillere helt grundlægende mangler kemi.

Ann Dowd (The Handmaid’s Tale) stråler derimod som den dekadente, ondsindede Fru Van Hopper, som optræder flygtigt i filmens begyndelse. Tænk, hvad hun med en større rolle kunne have gjort for filmen.

Lydsporet foregiver at være eksperimenterende. Som når en hunds truende knurren optræder i en scene, hvor vi ser det fredsommelige dyr sidde logrende med udstrakt tunge. Et potentielt stemningsfuldt greb til en surrealistisk drømmescene, som dog aldrig kommer.

Værre er det, når skrig, stormvejr og dramatisk underlægningsmusik bevidst forstyrrer en ellers sanselig nattescene, hvor Fru de Winter møder den spøgelsesagtige Frøken Danvers i den mørke korridor.

Mysteriet om, hvad skete med den afdøde Rebecca bliver hurtigt en repliktung affære. Hver detalje bliver nøje forklaret på bekostning af tilskuerens indlevelse.

Til trods for titlen overskygges mysteriet om Rebeccas skæbne efterhånden af et tandløst melodrama. Men udgivelsen kan ses som anledning til at se eller gense Hitchcocks mesterlige Rebecca.