Ready Player One

Det vækker altid opsigt, når den gamle mester barsler med en ny film. Denne gang oven i købet med en cementering af Steven Spielbergs uhyre alsidige produktivitet. Ready Player One og hans anden nye film, The Post, lander nemlig i Danmark med blot en uges mellemrum. 

De to premierefilm er sigende for instruktørens værker, der groft kan deles op i de eskapistiske eventyrfilm og de seriøse dramaer. Ready Player One tilhører uden tvivl den første kategori, mens The Post er et journalistisk drama om klassiske dyder. 

Men når man ser Ready Player One, kommer man nemt til at mistænke Spielberg for at lire produktioner lidt for hurtigt af og glemme den magi, der ellers er hans varemærke. 

Sammen med Zak Penn har Ernest Cline skrevet filmens manuskript baseret på sin egen sci-fi-roman fra 2011. Fortællingen svælger i og hænger uløseligt sammen med alverdens referencer til film, spil og musik. 

Ready Player One foregår i 2044, hvor samfundet i den virkelige verden sumper hen. Til gengæld kan man udleve alle sine drømme i den virtuelle spilleverden OASIS, der er skabt af den geniale, men kejtede Halliday (Mark Rylance). 

Hvor den virkelige verden ligner en trailerpark-udgave af Blade Runner-universet, er æstetikken i OASIS digital, animeret og spraglet overvældende. Her kan man leve som en avatar i steampunk-omgivelser domineret af referencer til blandt andet King Kong, Akira, Tilbage til fremtiden, Alien og selvfølgelig et par nik til Spielbergs egne film. 

Meta-laget er uomgængeligt, og selv om det steder virker påtaget, fungerer det, fordi det er filmens klare dna. 

Da Halliday dør, udlodder han en formue og kontrollen over OASIS til den dygtige spiller, der kan finde frem til tre gemte nøgler i det virtuelle univers. 

Som mange andre leder den unge Wade (Tye Sheridan) dagligt efter de eftertragtede nøgler i OASIS. Og da han ad omveje kommer på sporet af den første, slår han pjalterne sammen med avataren Art3mis (Olivia Cooke). Mens den ondsindede forretningsmand Sorrento (Ben Mendelsohn) forsøger at spolere deres planer og finde nøglerne først, intensiverer Wade og Art3mis skattejagten. 

Ready Player One er nemlig en storstilet skattejagt og et underholdende eventyr. 

Problemet er blot, at Spielberg aldrig beviser, at filmen er mere end flot rabalder og nørdet meta-fernis. Det er smittende, men hænger ikke for alvor ved. 

Steven Spielberg har ellers før vist, at Hollywood-underholdning kan være mere end flot håndværk med film som E.T., Dødens gab og Jurassic Park (som han også lavede samtidig med det seriøse Holocaust-drama Schindlers liste i 1993). Men Ready Player One er for forglemmelig til at indskrive sig blandt den erfarne instruktørs bedste film. 

Samspillet mellem filmens to dimensioner, den virkelige verden i år 2044 og det virtuelle OASIS, fungerer ikke optimalt. 

Fotograferet af Spielbergs faste fotograf Janusz Kaminski er OASIS veloplagt og visuelt blændende, mens den virkelige verden er mere ordinær. Som i Christopher Nolans Inception forsøger Spielberg at væve de to dimensioner sammen og lade dem spille ind i hinanden, men resultatet er mere gemacht end elegant. 

Det betyder, at filmen er mest interessant og fungerer klart bedst i den virtuelle verden, hvor alt godt fra fantasy og sci-fi-genren blandes i ét stort spraglet kludetæppe tilsat musik af New Order, Van Halen og andre 80’er-koryfæer. 

Det er oplagt at se Ready Player One som en af Spielbergs nostalgiske hyldester til filmmediets fanatiske evne til at skabe universer. Man havde bare håbet, at han havde investeret lidt mere personligt engagement og legende magi i det færdige resultat.