A Quiet Place

Jeg forventede det værste, da logoet fra Platinum Dunes, Michael Bays notoriske selskab, som har finansieret miserable genindspilninger af 80’er-gyserfilm, toner frem på lærredet.

Så det er med stor fornøjelse, at jeg kan konstatere, at John Krasinskis debut som gyserinstruktør er mesterlig.

I 2020 er menneskeheden tæt på at blive udryddet af en ukendt race af monstre. De væmmelige bæster hvæser som kakerlakker og ligner hårløse, sataniske hunde. De kan ikke se. Deres deforme hoved er én stor trommehinde placeret over en mund komplet med et sæt sylespidse tænder.

I denne verden lever en lille kernefamilie bestående af den stoiske mand (John Krasinski), den gravide kone (Emily Blunt) og deres to børn, som har slået sig ned på en gård midt i ødemarken.

Filmens koncept er så såre simpelt: Monstrene reagerer på lyde, og derfor er al støj og snak dødbringende.

Konceptet bliver fantastisk præsenteret i filmens første scene, hvor familien på bare fødder lister rundt i et forladt supermarked og leder efter medicin. Tegnsprog har erstattet snak, og allerede før de slimede monstre stikker hovedet frem, lurer faren overalt. Da moren rækker ud efter medicinhylden, gør hun det med en enorm forsigtighed.

Én forkert bevægelse kan koste dem alle livet, og selv den mest uskyldige støj kan få nakkehårene til at rejse sig. En hyggelig familieaften bliver med ét afbrudt, da datteren ved et uheld vælter en lampe med et brag.

Selv da mand og kone endelig har et kort øjeblik for sig selv, tør de ikke gøre andet end svaje sig i hinandens favn med musik i ørene.

Den type små øjeblikke er filmen fyldt med. Selv i dette bomstille helvede er der gode stunder. Da faren tager sin nervøse sønnike med ud for at fiske, deler han et trick med ham. Lyden fra flodens vandfald er så overdøvende, at man kan tale sammen.

Det er første gang, at vi ser familien føre en samtale med ord. Og det går rent hjem. Vi kommer helt tæt på de fire mennesker, imens den konstante trussel fra monstrene gør stemningen mere og mere anspændt.

Lunten når for alvor krudttønden, da morens vand går, mens hun er alene i huset, og monstrene straks sværmer om gården. Herfra giver filmen ganske enkelt ikke slip, men presser pulsen i vejret med det ene originale, nervepirrende dødsscenarie efter det andet.

Moren skjuler sig i et badekar, mens hun holder veerne tilbage, og snart må hun krydse en oversvømmet kælder, hvor et gigantisk monster svømmer lige under overfladen – klar til at gå til angreb ved den mindste lyd. Hver gang man tror, at filmen har nået sit naturlige crescendo, bliver der skruet op for dramaet.

Og filmen glemmer aldrig den menneskelige vinkel. De fire skuespillere skal vise meget kun gennem mimik og gestik, og den unge Millicent Simmonds brillerer som familiens døve teenagepige. Hun debuterede lovende i Todd Haynes’ ellers noget skuffende Wonderstruck, og i A Quiet Place tryllebinder hun med sine intelligente, skarpe øjne og nysgerrige væsen.

Emily Blunt viser endnu engang, hvorfor hun er en af vor tids stærkeste karakterskuespillere. Gennem tårer, et varmt smil eller et druknet skrig suger hun publikum ind i dramaet. Blunt og John Krasinski, som også er gift i virkeligheden, har en vidunderligt varme og ømhed sammen.

Som med fortidens stumfilm kan det hele til tider blive en tand melodramatisk, men familiedramaet er så effektivt, at man kniber en tåre under filmens klimatiske scene. Vel at mærke til en gyserfilm!

A Quiet Place rusker én igennem med blanding af chok og begejstring. Og den sidste lyd før rulleteksterne er et af de stærkeste øjeblikke, jeg har oplevet i en biograf.