Promised Land

Hos visse instruktører er en udtalt politisk dagsorden så grundlæggende en del af deres filmiske dna, at man er nødt til at acceptere det som en præmis for ikke at lade det stå i vejen for filmoplevelsen.

Det gælder dokumentaristen Michael Moore, hvis film har været stikpiller til kapitalismen og den daværende Bush-regering, og Oliver Stone, der for det meste har lavet film gennemsyret af en – efter amerikansk målestok – socialistisk tankegang.

Gus Van Sant har i sin brogede karriere også flirtet med det politiske, blandt andet i sin film om et gymnasieskyderi, Guldpalme-vinderen Elephant, og han tegnede i Milk et portræt af den åbent homoseksuelle folkevalgte politiker i USA.

Med Promised Land leverer Van Sant imidlertid en film, der er gennemsyret af en politisk agenda.

Matt Damon – der i øvrigt selv er politisk aktiv demokrat – spiller lobbyisten Steve Butler, der sammen med makkeren Sue (Frances McDormand) lever af at rejse rundt i Midtvesten og opkøbe jordrettigheder, så hans arbejdsgiver kan udvinde naturgas i området. Metoden er at love guld og grønne skove til sagesløse landmænd, der bliver fristet af nemme penge og forhåbningen om, at det store firma kan få lokalsamfundet til at blomstre igen.

Steve er netop blevet forfremmet, men på sin sidste opgave løber han ind i vanskeligheder, da miljøaktivisten Dustin Noble (John Krasinski, der har skrevet manuskriptet sammen med Damon og Dave Eggers) begynder at blande sig og informere borgerne om den mulige forurening, der kan opstå ved udledningen af naturgas.

Det bliver begyndelsen på en længere erkendelsesproces for Steve, i takt med at han begynder at få et godt øje til den lokale lærerinde Alice (Rosemarie DeWitt).

At man køber Gus Van Sants forhippelse på at tale miljøets sag skyldes, at Promised Land faktisk formår at få nogle af nuancerne med i debatten om naturgas. Også de potentielt positive sider af naturgas for et kriseramt USA’s lokalområder skildres.

Filmens bedste scene udspiller sig i den lokale idrætshal, hvor Steve med sin vanlige charme forsøger at få indbyggerne med på naturgas-vognen. Han får dog uventet modstand af den pensionerede professor Frank – spillet af 78-årige Hal Holbrook, der kun får mere pondus, som rynkerne bliver flere – og deres verbale tenniskamp maler farver på en problemstilling, som i hænderne på mindre begavede filmfolk ville være endt i sort-hvid.

Man er ikke i tvivl om, hvem Van Sant holder med (Steve taber diskussionen, da han tyer til en Bush-agtig udtalelse: Enten er man for naturgas, eller også er man imod), men i det mindste viser han dysten med dramatisk gnist.

Gus Van Sant kan til gengæld ikke holde sig fra klicheen om den onde kæmpevirksomhed, der som en lyssky dukkefører altid er et skridt foran. Og han er så bange for, at budskabet ikke skinner tydeligt nok igennem, at han har pakket sin fortælling ind i et så ufarligt, tv-lignende filmsprog, at man længes ekstra meget efter de komplekse, lange indstillinger i hælene på gymnasieeleverne i Elephant.

Men ser man gennem fingrene med den åbenlyse agenda i Promised Land, er der et et eftertænksomt drama at hente.