The Prize of Silence

I 2017 eksploderer en #MeToo-bombe i den kongelige institution Det Svenske Akademi. 

Akademiet, der blev indstiftet i 1786 til litteraturens fremme, blev i 1901 udpeget til at være jury for Nobelprisen i Litteratur. Dermed steg anseelsen for de atten mandlige medlemmer, der vælges på livstid. 

For ja, selvfølgelig var det kun mænd, der kunne optages. 

I nyere tid er der dog blevet optaget enkelte kvinder. Og i 2015 blev stol nr. 7, Sara Danius, udpeget som den første kvindelige sekretær – den mest magtfulde position i Akademiet. 

Så skulle man tro, at Akademiet gik mod bedre, mere progressive tider. Men da bomben sprænger, viser institutionen, at den stadig er båret af et stokkonservativt tankesæt og en tavshedskultur. 

Ligesom det for nylig er blevet vist i den fremragende danske dokumentar MeToo: Sexisme bag skærmen. 

Dokumentarserien The Prize of Silence fortæller over fire afsnit historien om skandalen i Det Svenske Akademi. Men allerede efter et kvarter har vi med hurtig klipning været omkring kong Gustav 3. i 1786, arkivklip fra tiden i Akademiet i 00’erne til Harvey Weinstein-sagen og Pussyhat-demonstrationer i USA i 2017. 

Særligt det amerikanske spor er en irriterende afstikker. Men man forsøger tydeligvis at ramme et amerikansk publikum. 

Nogle af de svenske medvirkende taler svensk, mens andre – med mere eller mindre succes – udtaler sig på engelsk. Man har fået prominente navne som Gloria Allred til at kommentere på skandalen. Det giver ikke megen mening, men dokumentarens producer Joel Karsberg stod også bag Surviving R. Kelly og har dermed fået adgang til stjerneadvokaten, der var ansvarlig for søgsmålet i R. Kelly-sagen. 

Sidst, men værst, mimer The Prize of Silence stilen fra amerikanske tv-krimi-dokumentarer, der kommer i metermål. Der er hurtig klipning, arkivbilleder, som bliver gentaget i det uendelige, og alt for mange effekter. 

Omdrejningspunktet er ”Kulturprofilen”, som han bliver kaldt i den første artikel om overgreb i 2017, der får lavinen til at rulle. 

En franskmand ved navn Jean-Claude Arnault, der via et væld af løgne indsmigrer sig i toppen af kultureliten, gifter sig med Akademi-medlem Katarina Frostenson. Sammen med hustruen driver han kunstscenen Forum for Akademiets midler, der bliver de intellektuelles yndlingssted. 

At blive indbudt til en højtoplæsning er en blåstempling i sig selv. Omkring stedet sværmer de yngre kunstnere, der ønsker en karriere inden for litteraturen, og Arnault har på den måde placeret sig det perfekte sted til at kunne forgribe sig på unge kvinder. 

Han er indgangen til den elitære litteraturkreds, men har også magten til at knuse en karriere. 

Det stærkeste kort i The Prize of Silence er vidnesbyrdene fra Arnaults ofre. De beskriver stalker-adfærd, drug-rape, slave-lignende forhold og en mand, der skiftevis charmerer og eksploderer i vrede. 

Men dokumentaristerne har ikke kunnet dy sig for at lægge effekter under deres ord og klippe til billeder af Arnault, der vitterligt ligner et monster. Som om deres ord ikke er skræmmende nok i sig selv. 

Det eminente ved andre #MeToo-dokumentarer som den danske MeToo: Sexisme bag skærmen og Surviving R. Kelly er, at der gives plads og tid til kvindernes personlige fortællinger. Og ud fra de mange fortællinger toner sig et mønster og en kultur, som der skal tages et opgør med. 

Vi behøver ikke at se monsteret 117 gange. 

Vi behøver heller ikke en gennemgang af #MeToo-bevægelsen startende med Weinstein & co. Det er mere interessant at få en debat om de strukturer, der gør det muligt for overgrebsmændene at blive siddende på magten, uagtet at overgrebene fortsætter i årtier. 

Arnault blev dømt for voldtægt. Men Det Svenske Akademi smed i kølvandet på skandalen den kvindelige sekretær på porten og forsøgte at beskytte overgrebsmanden. 

Det er disse strukturer, der er interessante at belyse. The Prize of Silence forsøger, men det ender desværre i en lidt for sensationalistisk tilgang til emnet.