Prinsesser fra blokken – otte år senere

Instruktør Eva Marie Rødbros afgangsfilm fra Filmskolens dokumentarlinje i 2015 – Os der valgte mælkevejen, der kan ses på Ekko Shortlist – er en fremragende skildring af en gruppe unge kvinder fra Vestegnen, som fester igennem med kunstige negle og vipper, extensions, solariehud og små, fake ædelsten klistret fast på kinderne. 

De ryger og drikker, og de er også i gang med diverse stoffer. Øvelsen er blevet kaldt ”et antropologisk besøg hos en hemmelighedsfuld stamme af unge pigebørn på planeten Jorden”. 

Det er ikke helt ved siden af. Og det var det besøg, der fortsatte i 2016, da Rødbro lavede den banebrydende og på en gang oplysende, rørende, stærke og sårbare dokumentarserie om Prinsesser fra blokken. 

Dengang hæftede jeg mig især ved, at stemmer, man ikke havde hørt før, pludselig fik ordet. Og der lå også en rå styrke i de overlevere, der var skildret her. Simona, Isabell, Camilla og Karina foldede hele deres liv ud. 

Nu, otte år senere, som også er seriens undertitel her i fortsættelsen, møder vi på mange måder konsekvensen af de første fortællinger. 

Hovedpersonen bliver i denne omgang ret hurtigt Simona, der med sine abnorme, plastic-kirurgisk behandlede fillerlæber nærmest er stukket af. 

Hun er næsten blevet en karikatur på sig selv i sin jagt på ydre skønhed. Og det er meget sigende, at hun faktisk er allersmukkest, da hun, midt i en afrusning, sidder og bliver interviewet uden makeup på, imens et kamera kører nedefra. 

Alle selfie-prinsesser ved jo, at man altid skal filmes ovenfra. Men det kan hun faktisk bære, når maskerne falder. 

Hendes jammerdal af et misbrugsforløb, hvor hun ryger ud og ind af hospitaler og misbrugshjem, er intet mindre end hjerteskærende. Og fortællingen peaker, da Eva Marie Rødbro, som er en både præcis og diskret interviewer, konfronterer hende og presser hende lidt. 

Simona fortæller, at hun ikke får den hjælp, hun har brug for, og at hun hele tiden bliver smidt ud af behandlingerne. Men Rødbro holder fast og forlanger, at Simona forholder sig til, at hun jo faktisk får hjælp. Så hvad er problemet? 

Årsagen kan for en stor dels vedkommende findes i opvæksten og i de svigt, der er sket i alle pigernes liv. I særligt genfortællinger om vold i hjemmet og om pædofile overgreb begået af personer i forældrenes omgangskreds, bliver det klart, hvor alvorlige skader der må være. 

Det er meget sigende, når Simona siger, at hun også føler, at hun har brug for ”psykiatrisk hjælp, medicin og den slags”. Og så fortsætter hun: ”Jeg er så fucking træt af at selvmedicinere mig hele tiden.” 

Serien skildrer mange smukke og rørende ting. Jagten på en lejlighed. Isabells stolthed over at have fået selv en kort uddannelse. Drømmen om at læse på universitetet og ønsket om at ændre på sin skæbne.

Samtidig er vi med til fester, og vi er med i de svære stunder. 

Karina har tilsyneladende fundet lykken i et parcelhus med mand og spa i Kirke Hyllinge langt fra blokken. Men forholdet brister, og Karina er tilbage på en bænk på Amager, hvor hun føler sig som en taber, da hun drikker billig vin af flasken med en veninde. 

Serien har et såkaldt skilt til sidst i hvert afsnit med kontaktinfo til hjælpeorganisationer, der støtter stofmisbrugere, alkoholikere og så videre. Det er mildt sagt nødvendigt, for i hvert fald to af pigerne slås stadig voldsomt med misbrug. 

Man sidder med en meget mismodig stemning, når man ser denne anden konsekvens-sæson af det hårde Vestegnsliv. For hvis der bliver lavet en tredje, frygter man, at der vil komme til at mangle en eller flere piger. 

”Jeg er clean nu,” siger en af pigerne på et tidspunkt, men så fortsætter hun. ”I hvert fald i den forstand, at jeg ikke tager til hverdag. Så nu har jeg kontrol, og det var dét, jeg ville opnå.” 

Man sukker. På den ene side opgivende og på den anden side rørt. Over så fine mennesker og deres stærke, sindsoprivende kampe. Over så flot tv. 

Den rå og direkte dokumentarskildring af kvindeliv på samfundets bund har vi savnet på skærmen. Faktisk har jeg ikke set det gjort så godt, siden Lars Engels lavede Pigerne på Halmtorvet i 1992.