Serieanmeldelse
19. aug. 2024
Prinsesser fra blokken – otte år senere

Simona V. Tayanna er nærmest blevet en karikatur på sig selv i sin jagt på ydre skønhed, har fået fire hjertestop og været igennem en jammerdal af et misbrugsforløb.

Foto | Eva Marie Rødbro

Prinsesser fra blokken – otte år senere

Det er hjerteskærende dokumentarkunst at gense prinsesserne fra blokken otte år senere, hvor den fandenivoldske teenagefest er gledet over i et voksenliv med misbrug og tristesse.

Af Kristian Ditlev Jensen

Instruktør Eva Marie Rødbros afgangsfilm fra Filmskolens dokumentarlinje i 2015 – Os der valgte mælkevejen, der kan ses på Ekko Shortlist – er en fremragende skildring af en gruppe unge kvinder fra Vestegnen, som fester igennem med kunstige negle og vipper, extensions, solariehud og små, fake ædelsten klistret fast på kinderne. 

De ryger og drikker, og de er også i gang med diverse stoffer. Øvelsen er blevet kaldt ”et antropologisk besøg hos en hemmelighedsfuld stamme af unge pigebørn på planeten Jorden”. 

Det er ikke helt ved siden af. Og det var det besøg, der fortsatte i 2016, da Rødbro lavede den banebrydende og på en gang oplysende, rørende, stærke og sårbare dokumentarserie om Prinsesser fra blokken. 

Dengang hæftede jeg mig især ved, at stemmer, man ikke havde hørt før, pludselig fik ordet. Og der lå også en rå styrke i de overlevere, der var skildret her. Simona, Isabell, Camilla og Karina foldede hele deres liv ud. 

Nu, otte år senere, som også er seriens undertitel her i fortsættelsen, møder vi på mange måder konsekvensen af de første fortællinger. 

Hovedpersonen bliver i denne omgang ret hurtigt Simona, der med sine abnorme, plastic-kirurgisk behandlede fillerlæber nærmest er stukket af. 

Hun er næsten blevet en karikatur på sig selv i sin jagt på ydre skønhed. Og det er meget sigende, at hun faktisk er allersmukkest, da hun, midt i en afrusning, sidder og bliver interviewet uden makeup på, imens et kamera kører nedefra. 

Alle selfie-prinsesser ved jo, at man altid skal filmes ovenfra. Men det kan hun faktisk bære, når maskerne falder. 

Hendes jammerdal af et misbrugsforløb, hvor hun ryger ud og ind af hospitaler og misbrugshjem, er intet mindre end hjerteskærende. Og fortællingen peaker, da Eva Marie Rødbro, som er en både præcis og diskret interviewer, konfronterer hende og presser hende lidt. 

Simona fortæller, at hun ikke får den hjælp, hun har brug for, og at hun hele tiden bliver smidt ud af behandlingerne. Men Rødbro holder fast og forlanger, at Simona forholder sig til, at hun jo faktisk får hjælp. Så hvad er problemet? 

Årsagen kan for en stor dels vedkommende findes i opvæksten og i de svigt, der er sket i alle pigernes liv. I særligt genfortællinger om vold i hjemmet og om pædofile overgreb begået af personer i forældrenes omgangskreds, bliver det klart, hvor alvorlige skader der må være. 

Det er meget sigende, når Simona siger, at hun også føler, at hun har brug for ”psykiatrisk hjælp, medicin og den slags”. Og så fortsætter hun: ”Jeg er så fucking træt af at selvmedicinere mig hele tiden.” 

Serien skildrer mange smukke og rørende ting. Jagten på en lejlighed. Isabells stolthed over at have fået selv en kort uddannelse. Drømmen om at læse på universitetet og ønsket om at ændre på sin skæbne.

Samtidig er vi med til fester, og vi er med i de svære stunder. 

Karina har tilsyneladende fundet lykken i et parcelhus med mand og spa i Kirke Hyllinge langt fra blokken. Men forholdet brister, og Karina er tilbage på en bænk på Amager, hvor hun føler sig som en taber, da hun drikker billig vin af flasken med en veninde. 

Serien har et såkaldt skilt til sidst i hvert afsnit med kontaktinfo til hjælpeorganisationer, der støtter stofmisbrugere, alkoholikere og så videre. Det er mildt sagt nødvendigt, for i hvert fald to af pigerne slås stadig voldsomt med misbrug. 

Man sidder med en meget mismodig stemning, når man ser denne anden konsekvens-sæson af det hårde Vestegnsliv. For hvis der bliver lavet en tredje, frygter man, at der vil komme til at mangle en eller flere piger. 

”Jeg er clean nu,” siger en af pigerne på et tidspunkt, men så fortsætter hun. ”I hvert fald i den forstand, at jeg ikke tager til hverdag. Så nu har jeg kontrol, og det var dét, jeg ville opnå.” 

Man sukker. På den ene side opgivende og på den anden side rørt. Over så fine mennesker og deres stærke, sindsoprivende kampe. Over så flot tv. 

Den rå og direkte dokumentarskildring af kvindeliv på samfundets bund har vi savnet på skærmen. Faktisk har jeg ikke set det gjort så godt, siden Lars Engels lavede Pigerne på Halmtorvet i 1992.

Titel:
Prinsesser fra blokken – otte år senere

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Eva Marie Rødbro

Medvirkende:
Simona V. Tayanna, Isabell Fabricius Andersen, Camilla Ludvig, Karina Kontina Mathæussen

Spilletid:
Fire afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
14. august på DRTV

Relevante artikler

Serieanmeldelse
15. juni 2022
Ponylove

Ponylove

Tv-anmeldelse
05. dec. 2016
Prinsesser fra blokken

Prinsesser fra blokken

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten