Prinsesse i Alanya

På overfladen handler DR’s nye dokumentarfænomen Prinsesse i Alanya om nogle unge kvinder, der rejser til turistbyen Alanya i Tyrkiet, hvor de falder pladask og naivt for hustlerne på de lokale barer eller for ekspedienterne i turistfælderne i sidegaderne.

Serien, som er lavet med Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding som redaktionschef, har allerede skabt debat.

Kønnet spiller en central rolle i serien. Den spejler og omvender søsterserien Fra Thailand til Thy fra 2007. Hvor det i Janus Metz’ serie er mænd, der henter koner hjem fra Asien, er det i den nye fortælling kvinderne, der udnytter mænd – mænd, som selv tror, de er dem, der udnytter kvinder.

Eller gør de? Alle udnytter i virkeligheden alle. Det er en kærlighedskarrusel, hvor enhver risikerer at blive slynget af.

Men nogle gange skal man prøve at se lidt mere analytisk på billederne. Prøv at bemærke baggrunden eller tøjmærkerne. Eller se hele billedet fra en uventet kant. 

Noget af det mest uventede ved Prinsesse i Alanya er, at det faktisk er tv om den danske provins og dens underklassekvinder. Det ser man ikke hver dag. Og når man pludselig bliver bevidst om det, er det nærmest forførende. 

Hvornår har man sidst på tv set så mange rygende kvinder? Så mange puffede fillerlæber, så afbleget hår og så endeløse rækker af shotglas med hård sprut? 

Svaret er en anden ”prinsesse”-serie, nemlig Prinsesser fra blokken fra 2016. Begge serier handler reelt om det stik modsatte af prinsesser.

I Prinsesse i Alanya følger vi en håndfuld cirka tyveårige kvinder uden nogen klar plan. De vil blot tjene penge nok til den næste ferie. Retningen mangler, og selv dem, der taler om at studere, virker ikke videre realistiske.

De drømmer om at studere turisme i Spanien – charterlivet er jo allerede deres hverdag. Alligevel står de fleste i en shawarmabiks eller er i praktik i en blomsterbutik. Og det vel at mærke i en tid, hvor arbejdsløsheden er så lav, at man næsten skal anstrenge sig for ikke at finde noget at rive i på en eftermiddag.

Men man skal ikke tage fejl.

Kvinderne er elskelige. Og selv om de falder for det, de selv kalder ”princess treatment” – som reelt bare er gammeldags libertiner-charme med scoreblink, servietter foldet som roser, gratis drikkevarer og påklistrede tæppehandlersmil – er de unge danskere samtidig reflekterede og kritiske.

Man skal også passe lidt på, siger flere af dem. Alligevel ender de i saksen hos en tyrkisk Don Juan, som erkender, at han nok nedlægger 50 danske piger per sæson. Mindst. ”You broke my life!” skriger den fulde danske kvinde, imens han rutineret trækker på skuldrene.

Samtidig er serien om pigerne, der fester i badebyen, som minder om en endeløs italiensk sommer, ret underholdende. Der er jævnligt vidunderligt sprog a la reality-stjernen Amalie Szigethys ordsalat, når de unge kvinder taler om ”planlagte ægteskaber”, eller når de ”sparer op til penge”. 

Men vigtigst af alt: Midtvejs i serien sniger alvoren sig ind. Alle kvinderne bærer på mørke skygger fra fortiden.

Den mest udsatte kvinde har adhd og har boet 25 steder i sit unge liv, altså mere end ét sted om året i gennemsnit. En anden er så forsømt i barndommen, at hun – med egne ord – aldrig har følt sig tryg. Og så er den ukomplicerede landsbytyrker Süleymans brede smil, stærke arme og varme øjne måske heller ikke noget dårligt sted at ende. 

Han er faktisk reel, forekommer det. Værre er det, at en smuk, ung kvinde i serien får stillet diagnosen sklerose i en alder af 23 år. Hun dejser om på gaden, og hendes loyale veninder iler til for at hjælpe og støtte. Man bliver helt varm indeni.

At sommerflirten kan have en bagside, er siden seriens premiere blevet understreget. En af kvindernes tyrkiske kæreste, som ellers er født og opvokset herhjemme, bor i Alanya, fordi han blev udvist af Danmark. Han er desuden idømt over ti års fængsel, blandt andet for voldtægtsforsøg mod en mindreårig. DR lancerede blandt andet serien med en artikel, hvor han optrådte, men har siden afsløringen i B.T. valgt at fjerne artiklen. 

Debatten om serien har i høj grad kredset om, hvorvidt MeToo har marginaliseret danske mænd i en sådan grad, at de ikke længere tør være charmerende.

Den tolkning forekommer mig overdrevet. Serien skildrer unge kvinder, der elsker at feste og have det sjovt sammen – det ligner enhver anden ungdomsferie, som mange har været på. Forskellen er blot, at det her er blevet en form for underklassehobby, økonomisk tilgængelig for dem, der ikke har så mange valg. 

At udlægge denne lille gruppes adspredelse – eller deres længsel efter noget andet – som et spejl på hele nationens moralske tilstand, er trods alt at stramme skruen.