Prey

Der har altid været en overvældende hørm af testosteron over Predator-serien. 

I fire film siden 80’erne har formlen været den samme. Pumpede mænd sveder, bløder og fyrer dårlige vittigheder af, mens de dyster til døden mod universets mest dødbringende sportsjæger. 

Så alene det, at hovedpersonen i den nye film i serien, der springer biograferne over og kommer direkte på Disney+, er en kvinde – endda en spinkel en af slagsen – føles som et friskt pust. 

Prey bytter effektivt rundt på flere af seriens fortegn og er noget så sjældent som en progressiv og politisk korrekt overlevelses-thriller bygget over en bundkonservativ bodybuilder-actionfilm. 

Det er Predator til en ny generation. Woke-generationen, fristes man til at sige, uden at Dan Trachtenbergs film decideret lefler for tidsånden. 

Handlingen udspiller sig hos Comanche-folket i det sydlige USA i starten af 1700-tallet. Den unge kvinde Naru nægter at blive i teltlejren med kvinderne og de gamle. Hun vil være en kriger, der kan skaffe mad til stammen og beskytte den imod præriens rovdyr – hvad enten de er bjørne, pumaer eller europæiske pelsjægere. 

Men hendes beskyttende bror Taabe, stammens bedste kriger, vil ikke lade Naru gennemgå kühtaamia-ritualet. Det er en kamp til døden mod et glubende rovdyr. At jage handler om overlevelse, ikke selvrealisering, og ingen tror på, at Naru kan klare skærene. 

Det kan være en fordel at blive undervurderet. Naru forstår både at bruge sin fars tomahawk og sin mors lægende urter, og da en af stammens krigere forsvinder på jagt, er hun den eneste, der indser, at de er oppe imod en helt ny trussel. 

En trussel, der skjuler sig bag et flimrende usynlighedsskjold, som flår sit bytte og tager deres rygsøjler som trofæ. 

Prey har måske nok samme præmis som Disney og Pixars feministiske prinsessefilm – tænk på Modig eller Vaiana – men filmen er også en uforbeholdent blodig affære, god for pludselige chokeffekter og blodsprøjtende aflivninger af mennesker og dyr. 

Dan Trachtenberg forstår sig på snigende spænding, hvad han demonstrerede til fulde i sin klaustrofobiske debutfilm 10 Cloverfield Lane. I begge film må heltene overleve takket være list og viljestyrke, og han har et empatisk blik for sine karakterer, hvilket indtil nu har været nærmest fremmed for Predator-serien. 

Amber Midthunder (superhelteserien Legion) er en trodsig badass i rollen som Naru. Men hun er også psykologisk troværdig snarere end en forfladiget repræsentant for moderigtig girl power. 

Hendes forhold til Taabe, spillet med afmålt værdighed af den filmdebuterende musiker Dakota Beavers, er det mest interessante i hele filmserien. De beskytter hinanden, samtidig med at de giver hinanden hovedpine. 

Naru er selvsikker og snarrådig. Mens stammens andre krigere råber rumvæsnet an med vilde krigshyl og bliver spiddet, skudt og flænset, forsøger hun bare at overleve, indtil hun er parat til det endelige opgør. 

I den forstand holder manuskriptet sig til det skelet, der blev slået fast med originalen, hvor en gruppe krigere decimeres i vildmarken, indtil kun den stærkeste står tilbage. Og det fungerer – også selv om kampscenerne til tider taber overblikket eller tager nogle lidt tvivlsomme smutveje. 

Men der er heldigvis flere interessante idéer på spil i Prey. 

Da Naru finder en mark fuld af døde, flåede bisonokser, er det et makabert syn, der leder tankerne hen på de flåede menneskelig, Arnold og co. finder ophængt til skræk og advarsel i John McTiernans klassiker fra 1987. 

Men på jorden ligger der en cigar. Disse dyr er ikke slagtet af et fremmed rumvæsen, men af et kompagni af franske pelsjægere på hugst på Comanche-folkets traditionelle jagtmarker – en spydig metafor for den hvide mands overgreb på indfødte amerikanske befolkninger. 

I Predator røg Arnold også cigarer. 

Der har altid ligget en snert af latent raceforskrækkelse i seriens skræmmebillede: en to meter høj dræbermaskine med lange dreadlocks. I originalen afspejler seriens mellemamerikanske jungle den amerikanske krig mod stoffer. I fortsættelsen Predator 2 spiller den hypervoldelige skildring af Los Angeles ind i tidens angst for primært sorte gadebander. 

Men i Prey nuanceres fremstilling på intelligent vis – uden pegepind. Filmen er først og fremmest en gennemført actionbasker. Hvor er det ærgerligt, at vi ikke får den at se på det store lærred.