Power Alley

Den kulturelle elite hædrer aborthistorier. Tænk på Guldpalmevinderen 4 måneder, 3 uger og 2 dage, den amerikanske Sølvbjørnevinder Never Rarely Sometimes Always eller Vera Drake og Hændelsen, der begge vandt Guldløven.

Sidstnævnte er baseret på den franske forfatter Annie Ernaux’ meget kropslige mesterværk om sin egen illegale abort. Hun blev i øvrigt også hædret med Nobelprisen.

Desværre spejler smertehistorierne sig fortsat i virkeligheden. 40 procent af verdens kvinder har ringe reproduktive rettigheder. I Sydamerika er abort kun lovligt i fire ud af tolv lande.

Selv om en teenagepiges uønskede graviditet er omdrejningspunktet for Power Alley, er det ikke håbløshed, men kvindernes og queer-personernes styrke, der står tilbage som en opløftende og oprørsk knyttet næve.

I første scene leger en kvinde, der er født som mand, og en maskulin kvinde med en paryk. De tager så at sige de nye kønsidentiteter af og på. Efterfølgende løber de ind på et apotek og stjæler kondomer, glidecreme og graviditetstests, som om de mente, at den slags skulle være gratis.

Sofia (Ayomi Domenica) ligner en amazonekriger med følsomme syttenårsøjne. Hun er stjernen på et volleyballhold i et fattigt, brasiliansk kvarter. Man suges med det samme ind i fortællingen om vennerne, der danser nøgne og frigjorte i omklædningsrummet, træner hårdt og grinende hænger ud i fritiden – oftest i én stor, omfavnende klump.

Alle har hver sin farvestrålende frisure, og da den ene smører menstruationsblod i ansigtet som en maske, hviner de andre af fryd. Indimellem ser man nærbilleder af numser, der stikkes med hormoner.

Men bag banden af elskelige Ronja-røverdøtre lurer et konservativt, kristent samfund. Det deler ingenlunde deres frihedssyn på kvindekroppen som noget, man selv har kontrol over og kan omforme.

Talentspejdere holder øje med de dygtigste på holdet. De skal snart spille mesterskab i nabolandet Uruguay, og Sofia har en chance for at vinde et stipendium og dermed få en fremtid i middelklassen.

Men inden længe finder Sofia ud af, at hun er gravid efter et engangsknald med ”en fyr på motorcykel”, der nok ikke tog kondomet af undervejs. Det kan være en pointe i historien, at vi intet mere hører til ham.

Sofias mor er død, så hun vokser op hos sin far, der er biavler. Det udnytter spillefilmdebutanten Lillah Halla til fulde. Her er vidunderlige billeder af honning, der flyder under mørkeblåt neonlys, og foruroligende optagelser af summende bier, mens erkendelsen af fremmedlegemet i Sofias mave stiger.

Først går Sofia systemets vej og opsøger en klinik, hvor en kvinde med et stort smil, der får én til at tænke på et rovdyr, tager imod. Sofia undersøges af lægen, hvis fingre løber rundt om hendes navle. Han insisterer på at kalde embryoet for ”barnet”, mens rovdyret stjæler Sofias ID fra hendes taske.

Power Alley er uhyggelig som en gyserfilm.

Men herfra bliver filmen en noget rodet fornøjelse. Manuskriptet mister momentum, da Sofia starter en romance med en af veninderne fra klubben, og lidt for mange aktører enten træder til for at hjælpe eller smider Sofia under bussen.

Abortproblemet illustreres, så nakkehårene rejser sig. Katolske fundamentalister opsøger Sofia, skriver graffiti om dødssynder på væggen uden for farens hus og kaster flammende træ ind gennem deres vinduer, imens teenageren bliver mere og mere desperat.

Slutningen har et klart hævnmotiv med en stærk politisk og menneskelig pointe. Det bliver også en kende søgt.

Ikke desto mindre er Power Alley i sidste ende en energiudladning, der viser styrken i sammenhold og de unges leg med kønnene.