Polar

Med en ordentlig skovsnegl, gråsprængt hår, stilet turtlenecksweater og en klap for øjet myrder Mads Mikkelsen skurke for at redde den lokale nabokvinde fra ondsindede lejemordere.

Det lyder som en såre simpel, men saftig præmis. Og masser af andre film har allerede vist, at der er appetit på denne type af ultravoldelige b-film, hvor den øretævende hovedrolle spilles af en folkekær skuespiller: Jason Statham i Crank, Nicolas Cage i Drive Angry og Keanu Reeves i John Wick.

Men bare fordi konceptet er idiotsikkert, er der stadig faldgruber, som skal undgås. Og Polar formår mere eller mindre at falde i samtlige af dem.

Filmen kommer dårligt fra start med et kamera, der straks søger hen til den nærmeste, storbarmede kvinde. Det er som at være tilbage i hænderne på Michael Bay og hans drengerøvsmaniske Bad Boys II.

Herfra introduceres et hold af lejemordere, som sendes rundt i USA for at opspore og myrde deres nyligt pensionerede kollega Duncan (Mads Mikkelsen), da chefen ikke gider udbetale hans enorme pensionsordning på otte millioner dollars.

Mens holdet hopper fra stat til stat, gemmer Duncan sig i en snedækket flække, hvor han hurtigt får et godt øje til den generte nabo Camille (Vanessa Hudgens).

Dramaet mellem de to bliver engagerende i kraft af skuespilpræstationerne snarere end den kantede dialog. Og da en traumatiseret Duncan ved et uheld skyder sin bedårende hund i ansigtet, sender man en nostalgisk tanke til Mikkelsens grovkornede film som Blinkende lygter og Adams æbler.

Sammenblandingen af sødt karakterdrama, begsort humor og voldelige skuddueller fungerer, og den danske nationalskat har stadig en vidunderlig tør, komisk timing.

Desværre kan filmen i den første time ikke dy sig for konstant at klippe tilbage til holdet af lejemordere. De invaderer en overvægtig mands trailer, som de pløkker til ukendelighed. Og i Florida bliver den dullede lejemorder Sindy nær voldtaget af en klam boligudlejer, før udlejeren får renset øregangene med en pistol.

Scenerne prøver at finde humor i det groteske, men volden har intet bid, og ingen af lejemorderne udstråler nogen form for personlighed eller karisma.

Allerværst er Sindy, der lige så godt kunne være en røv og et par bryster sømmet til en mur. Hendes rolle i gruppen består øjensynligt i at give ofrene et blowjob for at distrahere dem.

De to stilarter med drengerøvshumor hos lejemorderne og seriøst karakterdrama hos Duncan er som olie og vand.

Det underminerer forsøget på at skabe patos. Instruktøren Jonas Åkerlund prøver ellers at etablere et bånd mellem to ødelagte mennesker, når Camille fortæller Duncan, at hun blev voldtaget som barn. Men mellem pik- og pruttejokes virker det tonedøvt og usmageligt.

Da de to handlingsforløb endelig støder sammen, er konfrontationen overstået på fem minutter, og filmen tvinges pinagtigt videre, da Camille bliver kidnappet uden nogen grund eller forklaring.

Blandt lejemorderne går dramaet naturligvis hårdest ud over Sindy, for Polar er præcis så misogyn, som man altid frygter, at denne type actionfilm kan være.

Hvorfor var det så vigtigt at bruge tid sammen med lejemorderne? Med en spillelængde på to timer er filmen i forvejen alt for lang.

En enkelt action-scene, hvor en blodig Duncan bevæger sig som en slasher-skurk mellem dødsensbange soldater og river struben ud på dem, fungerer efter intentionen. Her fremviser Mads Mikkelsen det enorme fysiske arbejde, som han tydeligvis har lagt i rollen.

Han havde fortjent en bedre film.