Poison

Der gik vist seks replikkers tid, før jeg følte mig overbevist om, at Poison var baseret på et teaterstykke.

Det behøver ikke at være dårligt, men i dette tilfælde er det et smertenspunkt, og Poison taber meget på ikke at lade sine to klasseskuespillere – Tim Roth og Trine Dyrholm – arbejde mere dynamisk med forlægget.

Filmen handler om sorg og vrede. To ensomme mennesker nærmer sig den samme landsbykirkegård i Luxembourg med hver sin byrde på skuldrene. I sakristiet, mellem gravene og på stierne i nærheden får vi forklaringen: De har mistet deres fælles søn og har siden været ensomme om sorgen.

I ti lange år har de ikke set hinanden, og nu får de smidt fortiden i hovedet. De skal tage stilling til gravstedet, fordi de lokale myndigheder skal flytte dele af kirkegården.

Edith er rasende. Det var eksmanden, der i sin tid skred. Nytårsaften endda. Lucas er sørgmodig. Af alle mulige årsager, men især én: At hun ikke stoppede ham.

Det simple set-up siger alt om dynamikken mellem de to. Han er vatpikken, konstant i defensiven og afværgende med både undskyldninger og flugt. Hun er krigerisk og sarkastisk.

Det passer perfekt til det udtryk, vi er vant til at se Trine Dyrholm og Tim Roth med, og der er en god rytme i den måde, vi efterhånden føjer brikker til det bebrejdelsespuslespil, som filmen udgør.

Hvorfor har Lucas ikke rakt ud, hvis han faktisk fortryder? Finkultiverer Edith sin vrede mod ham, fordi det er en belejlig stedfortræder for smerten? Og helt centralt: Hvad kan hver især bruge et møde til?

Jeg tror, at de fleste, der har en forlist forhold eller en uforløst familiekonflikt i bagagen, vil kunne bruge filmen som spejl og anledning til selvkritik. Man skal bare lige belave sig på, at slagudvekslingerne er blevet sendt igennem en patosforstærker:

”Synes du ikke, det er bizart? At mødes efter alle disse år? Jeg synes, det er bizart. Et skæbnens lune.”

Sådan er der ingen, der taler i virkeligheden. Til gengæld er det præcis det, vi har registreret i de foregående sekvenser. Kort og godt en replik, der smertefrit kunne være sløjfet.

Eller denne: ”Vi er mand og en kvinde, der mistede et barn. Og så mistede hinanden. Eller måske skulle jeg sige: Vi mistede et barn. Så os selv. Og så hinanden.”

Det er en elegant sætning, der rummer filmens essens. Men det er sådan, en manuskriptforfatter formulerer sig. Ikke en knuget og kuet mand, der dukker sig som en gadetigger, hver gang Trine Dyrholm spænder halsmusklerne. I en enkelt scene hæver hun sågar hånden som til et karateslag.

Udfordringen for den debuterende, luxembourgske instruktør Désirée Nosbusch (der har skuespillerbaggrund) kan godt have været, at hun har fået så store navne ombord, at hun ikke har turdet udfordre dem nok. Måske har hun ladet sin påvirke af, at forlægget – teaterstykket Gif af hollandske Lot Vekemans – er blevet opført i over tyve lande.

Men teateret er et særligt rum, og det her er en film, hvor replikkerne kun glimtvist klinger ægte.

I en enkelt scene, hvor Lucas taler om en uventet, livsbekræftende drejning i sit liv, danser replikkerne, og et element af improvisation kiler sig frem mellem ordene. Man ville sådan ønske, at hele filmen havde den feeling.

Filmen vil faktisk gerne også være en film. Vi starter ved havet, slutter i bjergene, og indimellem er der både ansigter bag regnvådt glas, sol gennem bladhang, fugleperspektiver og nærbilleder. Indimellem også glimt af tanker. Vi er med andre ord langt fra publikumsperspektivet i et teaterrum, som var den gængse måde at lave teater på dåse i filmens barndom.

Poison skal have cadeau for at tage psykologisk smerte alvorligt. Det er hverken kynisk eller overfladisk. Der er noget ægte på spil. Men spørgsmålet er, om ikke det ægte bliver hørt mindre, når det bliver gentaget og overbetonet som her.