Plejehjemmene bag facaden

90-årige Else hænger i en bæresele og gentager igen og igen ordene: ”Av, det gør ondt!”

Imens presser plejepersonalet hende til at lave afføring i sengen under hende. Tilsyneladende uden at tage hensyn til Elses klagende bøn om at blive hejst ned fra selen.

Situationen står på i syv ubehagelige minutter og er den på forhånd måske mest omtalte scene fra Plejehjemmene bag facaden.

TV 2-dokumentaren viser ved hjælp af skjult kamera forholdene for to plejehjemsbeboere i henholdsvis Aarhus og Randers kommune. Hen over sommeren har programmet allerede trukket en del overskrifter – både på grund af sit indhold og sin tumultariske vej til tv-skærmen.

I marts, da den egentligt skulle vises på TV 2, nedlagde Aarhus Kommune via rettens vej forbud mod dokumentaren, og forbuddet er først blevet ophævet nu. Dele af dokumentaren har dog allerede nået offentligheden, fordi Ekstra Bladet i starten af juli valgte at bringe tre korte scener fra Plejehjemmene bag facaden.

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen begrundede offentliggørelsen ved blandt andet at kalde dokumentaren for ”historisk” og ”et væsentlig bidrag til debatten”.

Og Plejehjemmene bag facaden er vitterligt en solid, journalistisk undersøgende dokumentar, der formentlig også vil vække debat efter sin tv-premiere.

Dokumentaren følger 90-årige Else Marie Larsen, der bor på plejehjem i Aarhus Kommune, og 90-årige Niels Nielsen, der bor på et hjem for demente i Randers. Både Elses og Niels’ familie er så utilfredse med deres familiemedlems daglige pleje, at de har kontaktet TV 2 med henblik på at dokumentere plejehjemmenes behandling – eller mangel på samme – af Else og Niels.

Til det formål griber programmets tilrettelæggere et markant og ofte kontroversielt journalistisk værktøj, nemlig skjult kamera.

Med familiernes samtykke har TV 2 installeret skjulte kameraer i Else og Niels’ plejeboliger og observeret deres dagligdag i seksten dage. Derudover udlægges sagen via en fortællerstemme og en lovligt tyk underlægningsmusik, der vil diktere vores følelser, men det er slet ikke nødvendigt.

Dokumentaren viser nemlig en række, grumme eksempler på det, eksperter kalder ”overgreb” og ”magtanvendelse”.

Vi ser personalet tale nedladende til Else og lade hende ligge i den samme ble i op mod 24 timer, og vi ser personalet undlade at skifte ble på Niels, selv om det tydeligvis er nødvendigt.

Man får det indtryk, at dokumentarens ærinde er at vise to konkrete plejehjemsbeboeres hverdag og det omsorgssvigt, de i høj grad bliver udsat for.

Undervejs kommenteres episoderne af eksperter samt familierne. Svigtene fylder mest i dokumentaren og vækker opsigt, men undervejs præsenteres vi faktisk også for en mere positiv vinkel.

Vi ser personale, der behandler Else og Niels forbilledligt, og eksperterne påpeger også plejepersonalets arbejdspres.

Således når Plejehjemmene bag facaden inden for sit begrænsede tv-format overbevisende i mål som en dokumentarisk undersøgelse af et stykke dansk velfærdssamfund, som åbenlyst kalder på debat.

Det er naturligvis nødvendigt at overveje, om det skjulte kamera retfærdiggøres af målet, men umiddelbart er det svært at se, hvordan man journalistisk kunne fortælle samme historie uden uforstyrret at observere Else og Niels’ hverdag.

Vi hører hverken fra personalet, politikere eller andre ansvarlige, der øjensynligt ikke har villet medvirke. Men for ikke at udstille de medvirkende mere end højst nødvendigt er personalet sløret.

Dokumentarens vej til tv-skærmen har ikke været køn, men det har til gengæld givet den en masse opmærksomhed. Bedømt ud fra selve programmets kvalitet, havde debatten om, hvordan vi behandler vores ældre, nok vakt genklang alligevel.

Plejehjemmene bag facaden bør være fast pensum på landets sosu-uddannelser.