Please Like Me – sæson 1

Den australske komedieserie Please Like Me starter med et tåkrummende pinligt, men også ærligt break up.

Josh (Josh Thomas) spiser is på en café med sin kæreste Claire (Caitlin Stasey) og brokker sig over sit udseende og sin alder.

Men så gør Claire pludselig deres forhold forbi med begrundelsen: ”Jeg synes, vi er gledet fra hinanden. Desuden er du bøsse.”

Josh gør kun et beskedent forsøg på ikke at tabe ansigt. Han ved udmærket godt selv, at han er homoseksuel. Og det ved hans venner og familie dybest set også. Han har bare ikke taget sig sammen til at springe rigtigt ud af skabet.

Før nu.

Første sæson af Please Like Me handler derfor mest om Josh’ spæde oplevelser som erklæret homoseksuel. Men den handler også om hans dysfunktionelle familie og lige så forvirrede venner, ekskæresten Claire og bofællen Tom (Thomas Ward).

Med andre ord skriver serien sig ind i den efterhånden etablerede genre sad-com, der er en krydsning mellem dramaet og komedien, og som handler om privilegerede menneskers besværlige liv og kærlighedsforhold.

Please Like Me skildrer således mennesker med first world problems uden at være hysterisk morsom eller gakket.

Det lyder måske anstrengende, men gud ske tak og lov er serien også ret charmerende og let på tå. Visuelt farver den de australske forstæder med varme, fyldige sommerfarver og iørefaldende popmusik, men det største plus er uden tvivl karaktererne.

Josh Thomas, der egentlig er komiker, har skabt serien for Australian Broadcasting Corporation, det australske svar på DR.

Første sæson fik premiere i 2013, og siden er yderligere tre sæsoner løbet over skærmen i Australien. Tre af dem er nu at finde på Netflix.

Josh Thomas spiller selv hovedrollen som den kejtede, men elskværdige Josh, som både skal jonglere med sit eget kærlighedsliv, forholdet til sine venner og sin skøre familie.

Samtidig er Josh en pudsig og skæv hovedkarakter. Han mener selv, at han ligner et 50-årigt barn, og der er da også noget sært ungt, men alligevel ældet over hans ansigt.

Og så er han typen, der taler i stride strømme, når han bliver usikker og nervøs. Så man skal acceptere hurtige replikskift og lange sætninger for at kunne sætte pris på Please Like Me.

Mange af skuespillerne bærer deres rigtige navne i serien og spiller lettere karikerede udgaver af sig selv, hvilket vi herhjemme kender fra Klovn og Ditte & Louise.

Please Like Me lider heller ikke af berøringsangst. Allerede i første afsnit introducerer serien to af sine centrale tematikker: Josh’ homoseksualitet og hans mors depression og selvmordsforsøg. Efter sigende har Josh Thomas, der selv er homoseksuel, da også tilstræbt at tilføre manuskriptet en masse ærlighed.

I stedet for at pakke sine pointer ind i politisk korrekthed stiller serien det hele frit frem og laver gerne en morsomhed ud af det, hvilket er befriende.

Josh’ forældre er måske lige lovligt umodne og karikerede, men de vokser efterhånden og bliver hele karakterer. Og så resulterer det i nogle sjove situationer, når Josh må indtræde i rollen som den ansvarlige over for sin far og mor.

Som titlen hentyder til, hungrer alle personer efter accept, kærlighed og andres anerkendelse, men gang på gang formår de at forkludre tingene ved hjælp af neuroser og klodset adfærd.

Ofte springer serien lidt for hurtigt frem til sine pointer eller efterlader nogle handlingstråde åbne. Men det ændrer ikke på, at Please Like Me helt grundlæggende er et godt selskab.