Planet of Snail

I soveværelset er loftslampen gået ud – den skal have et nyt lysstofrør. Den lille kvinde kan ikke nå, så hun kravler op på skuldrende af sin mand, der står og balancerer på boksmadrassen, men det går heller ikke. Manden er blind og døv, og i et ordløst samarbejde må hun med hænderne dirigere ham gennem ledninger og små skruer for at få det runde lysstofrør på plads.

Det er ikke så lidt nervepirrende for den udenforstående.

I de forkerte hænder kunne historien om ægteparret Young-Chan og Soon-Ho nemt have resulteret i et skingert freakshow. Han – blinddøv siden tidligt i sin barndom. Hun – født med en fejl i rygraden, der gør, at hun ikke er vokset over halvanden meter.

Men takket være den koreanske instruktør Yi Seung-Jun er dokumentarfilmen Planet of Snail både udramatisk, usentimental og langt fra den utålmodige behandling af skæve eksistenser, man ofte ser på tv.

Gennem rolig observation lukkes vi ind i parrets verden i en forstad til Seoul. Young-Chan har lært at tale, før han mistede syns- og høresansen, men er nu kun til at komme i kontakt med via fysisk berøring, hvorfor ægtefællen Soon-Ho må lade al kommunikation gå gennem håndberøring og små tryk på fingrene i et fascinerende, sanseligt system.

Det umage ægtepar har fundet kærligheden til hinanden i en verden, der ikke har haft meget at tilbyde dem før deres indbyrdes møde. Nu lever de i en symbiotisk tilværelse, hvor hverdagen er fyldt med udfordringer, de sammen skal overkomme.

De lever dog også et mere eller mindre normalt liv. Hun er den drillesyge, der lader ham dyrke ufrivilligt kaotisk og komisk morgengymnastik, mens hun laver mad, som han nyder med de tilbageværende sansers fulde kraft. Han er den følsomme poet, der via moderne teknologi læser bøger, mens han drømmer om at skrive sin egen.

Undervejs lukkes vi ind Young-Chans poetiske tanker og ord om sin egen skæbne: ”Når jeg har lyst til at græde, går jeg ud i regnen. Så farer tårerne vild i regndråberne,” fortæller han.

I de subjektive scener ligger dog også filmens problem.

Planet of Snail forsøger både at favne det poetiske og observerende, men lykkes ikke fuldt ud med nogen af delene. Young-Chans poesi er knap så dragende som Jean-Dominique Baubys i Dykkerklokken og sommerfuglen, og den lavmælte film får desværre ikke udforsket Young-Chans forhold til sine blinddøve venner, hvoraf den ene ærligt og humoristisk erklærer, at han er bundmisundelig på de to ægtefællers forhold.

Til gengæld rummer filmen sanselige scener, der giver et behjertet indblik i, hvad det vil sige at opleve verden uden lys og lyd (selvom det selvsagt er en filmisk umulighed at skabe et decideret blinddøvt rum gennem lyd og billeder). Eksempelvis krammes et træ, mens barken berøres, og grankoglen duftes. Hvor mange med alle sanser i behold har egentlig forsøgt at overgive sig til sådan en oplevelse?

Spørgsmålet er, om man køber filmens påstand om, at livet som blinddøv går langsomt som en snegls og er ensomt som en astronaut fortabt i rummet. Med sit sitrende kropssprog og sin energiske famlen gennem en travl hverdag strider Young-Chan selv imod den form for metafor.

Men da der kommer små sprækker i ægteparrets symbiotiske forhold, fordi Young-Chan ikke ønsker, at hans sine sanser bliver sløvet som følge af Soon-Hos hjælp og kærlighed, ruller dramaet sig forsigtigt ud. Og da det i et drillesygt øjeblik lykkes Young-Chan at ramme filmens instruktør med en grankogle for derefter at bryde grædende sammen af grin, træder filmen i karakter som livsfilosofisk portræt:

Publikum rammes pludselig meget håndgribeligt af manden, der måske nok kun sanser verden halvt, men hvis blanding af ensomhed og livsgejst bærer et fuldbyrdet, almenmenneskeligt budskab. Dét gør Planet of Snail værd at se.