The Place Beyond the Pines

Titlen ”The Place Beyond the Pines” klinger af høj himmel og stærke elskere i skovmandsskjorter og kunne som sådan ikke have været dårligere valgt til at sætte tonen. Vi kender instruktør Derek Cianfrance for den heltemodigt nådesløse fortælling om kærlighedstab Blue Valentine. Han følger nu op med en historie om svigt, moralsk forfald og forbundne brodne kar i provinsdelen af staten New York, nærmere betegnet byen Schenectady.

Filmen er lang og dristigt konstrueret, men det vil tage en stor del af oplevelsen, hvis man på forhånd ved hvordan. Det kan dog godt afsløres, at flere handlingstråde krydses, og at plottet spænder over sytten år.

I centrum står motorcykelspecialisten Luke (Ryan Gosling), der skubber verden fra sig med sine billige tatoveringer og umodne manerer, men som rammes af en gennemtrængende pligt- og ansvarsfølelse, da han opdager, at han er far til en toårig knægt.

Moderen (Eva Mendes) er allerede videre i sit liv, men med sin ukuelighed – eller er det James Dean-sørgmodigheden? – får Luke alligevel lirket en dør på klem. Ind i begges liv braser en ellers lykkeligt gift politimand, Avery (Bradley Cooper). Ingen af dem finder rigtigt fodfæste bagefter.

Vi får ikke meget at vide om Lukes baggrund, men han får en fin karakterdybde takket være de outsidermiljøer, han er en del af: først cirkusmiljøet, siden et mekaniker-broderskab med undertrykte homoseksuelle vibrationer. Anderledes helstøbt tegnes Avery, der drømmer om en stor karriere i kriminalitetsbekæmpelsens hellige navn, men som efterhånden må sande, at lortet bare stiger og stiger om anklerne på ham. En scene, hvor Averys bundkorrupte kolleger inviterer sig selv hjem til spisning hos ham, indfanger hans hjælpeløshed med nådesløs præcision. Han søger assistance det sted, han havde forsvoret at gøre det: hos sin politikerfar.

Det er det uciviliserede og det civiliserede USA, der spejles i Cianfrances fortælling, og de får hinanden til at se beskidte og forlorne ud. Mennesket er født nøgent, og i en eller anden forstand er det netop det ubesmittede og egalitære, der er Cianfrances afsæt. Drengebørn sættes i verden, unge fløse drager ud for at opleve uden filter, voksne mænd står i parallelle situationer, hvor de kan vælge mellem den ansvarlige og den nemme udvej.

Men den dybereliggende morale i filmen er den modsatte. Nemlig at ingen i sidste ende kan undslå sig sin arv, og at alle veje fører til amoral – godt hjulpet på vej af hovedpersonernes gennemsnitlige intelligens og skæbnens hånlatter i kulissen. Cianfrance hiver på den måde en stolt tradition op fra mølposen: det skæbnefilosofiske drama, af den slags Carl Th. Dreyer (Blade af Satans bog) og Erich von Stroheim (Guld) lavede i stumfilmæraen, og som Cianfrance garnerer med en snert af mysticisme a la Gaspar Noé (Enter the Void) og Alejandro González Iñárritu (Babel).

Cianfrance har castet nogle ferske skuespillernavne i rolletyper, vi kender til noget nær hudløshed fra kærlighedsdramaet, gangsterkrimien, cop-thrilleren og far/søn-dramaet. Men han knytter dem dramaturgisk sammen på en måde, der virker filmisk forfriskende og sært knugende.

Mere end noget andet genkalder The Place Beyond the Pines hos denne anmelder følelsen af en god roman, hvor læserens håb på karakterernes vegne troligt kæmper mod den akkumulerede vægt af bristede illusioner, mens siderne vender sig selv. Her er smertelige ekkoer af Thomas Mann og Leo Tolstoj og fra nyere tid en Siri Hustvedt.

Lad dette tjene som advarsel til skovhuggerromantikerne og som en varm anbefaling til alle, der gerne vil have bitter glasur på deres drømmekage: The Place Beyond the Pines er episk, ambitiøs og kompromisløs. Trist som en dreng, der ikke er elsket. Poetisk som et oversavet motorcykelkarosseri. Intens som en stuntmand på vej gennem den amerikanske skov med tasken fuld af pengebundter.