Pinocchio

Der’ ingen bånd, der binder Pinocchio – mindst af alt forventningen om, at eventyret kun er for børn.

Carlo Collodis bog fra 1883 var nemlig begsort i sit verdenssyn, og selv om Walt Disney i 1940 blødte løjerne noget op i sin filmatisering, er heller ikke tegnefilmsklassikeren helt renset for mareridtsgods.

Det har en af europæisk filmkunsts mest interessante instruktører, Matteo Garrone, luret. Han skruer med sin live action-udgave af Pinocchio op for uhyggen.

Garrone brød igennem med modbydeligt hårde Gomorra og har siden markeret sig med bitre og hårdtslående fortællinger i Reality, Tale of Tales og Dogman.

I Pinocchio fortsætter italieneren sit desillusionerede, men forunderligt sprælske blik på verden.

Billederne er matte og eventyret ofte på kanten af et mareridt. Under visningen på sidste års Berlinale gemte de mindste i salen sig under stolerækkerne eller i deres forældres armhuler!

Mange af filmens aparte roller ­virker tilforladelige, men træder pludselig frem som usympatisk beregnende. Selv om musikken slår en let tone an, opfordrer billederne til uhygge. Garrone dyrker kontrasterne for at skabe en neurotisk ængstelighed i en historie, hvor det meste ellers er ved det gamle.

Den fattige, aldrende tømrer Gepetto (Roberto Benigni) snitter sig en søn i træ, og på magisk vis bliver Pinocchio levende.

På første skoledag lokkes drengen ud på eventyr, allerede inden han har nået at få sat splinter i skolebænken. Han møder alt fra eventyrfigurer til tyveknægte, der narrer ham, bliver undervejs til et æsel (og en trædukke igen) og ender i maven på en hval.

Alt sammen for endelig at vende hjem og få opfyldt sit største ønske: at blive en knægt af kød og blod.

Pinocchio har optrådt som hovedrolle eller bifigur 71 gange i filmhistorien, men Garrone har set noget i det gamle eventyr, der gør Pinocchio tidssvarende.

Instruktøren fremmaner en kynisme, der gør fortællingen voksen. Ved at placere træknægten i billeder, som næsten knaser og falder fra hinanden, skaber han en fornemmelse af, at verden er ved at gå op i limningen.

På et tidspunkt ender Pinocchio på en vogn med bunker af andre børn, og kameraet skifter søsygt mellem at være langt fra ham og helt oppe i det barkede ansigt. Nok er drengen godtroende fascineret, men han er også på grænsen til at knække.

I flere scener ligner Pinocchio en forskruet Alice i Eventyrland eller noget fra Garrones kulsorte Tale of Tales. Uhyggen indfinder sig overalt. Alene Pinocchios furede mimik både skræmmer og drager.

Samtidig er det mærkværdigt rørende at opleve Roberto Benigni som den aldrende Gepetto. Benigni instruerede sig selv som Pinocchio i en forhadt version fra 2002, men han formår nu at levere en Gepetto med kant.

En træt og forbitret mand, der ser en udvej fra omverdenens hån i den opmærksomhed, hans lille kreation skaber.

Da ”far” og Pinocchio genforenes efter den lange rejse, er det kun en mesterlig skuespiller, som kan formidle et lettelsens suk, der er lige så egoistisk, som det er faderligt. Selv når historien kører på skinner, lykkes det italieneren elegant at flå den et nyt sted hen.

Det er i betoningen af den seneste Pinocchio, man skal finde den glædesløse morale. Man kunne næsten sige, at filmen tager verden ved næsen.

Træknægtens tud har det nemlig med kun engang imellem at vokse, når han lyver. Heri ligger læren om, at det med at fortælle halve sandheder og hele løgne er en del af menneskets natur. Derfor må en historie om at blive menneskelig krydres med, at man sommetider slipper af sted med ikke at fortælle sandheden.

Og det uanset, om man er populistpolitiker i Italien, Storbritannien eller USA – eller blot en lille trædukke, der forsøger at finde ind til kernen af sig selv.