Peter von Kant

Francois Ozon brød igennem med en film baseret på tyske Rainer Werner Fassbinders Dråber på varme sten. Fassbinder skrev historien som nittenårig, men instruerede den aldrig selv – hverken på teatret eller i en film.

Nu har Ozon som sin 21. spillefilm skabt Peter von Kant, der er baseret på Fassbinders Petra von Kants bitre tårer fra 1972.

Fassbinder skabte alle sine film på det, hovedpersonen siger i hans første manuskript: ”I virker alle så underlige – som marionetter, der ikke kan bevæge jer af jer selv, men som styres et helt andet sted fra.”

Dette sted kunne kaldes personernes ubevidste.

Ozons personer styres derimod med hård hånd af deres instruktør, også selv om den franske instruktør overvejende holder sig til Fassbinders manuskript.

Filmen indledes dog med en markant undtagelse.

Pludselig høres over grammofonen Each Man Kills the Thing He Loves, der stammer fra et Oscar Wilde-digt, og som Jeanne Moreau synger i Fassbinders sidste film, Querelle (1982).

Men derudover er Ozons eneste originale bidrag, at han lader de to hovedrolleindehavere være mænd. Det er der ikke nogen iøjefaldende grund til, selv om Fassbinders film var inspireret af hans ulykkelige forhold til en mand.

Fassbinder opdelte sine film i ”borgerlige film” og ”kinofilm”, og Petra von Kants bitre tårer er en kulmination på hans kinofilm.

Den genre, han her kaster sig over, er Hollywoods ”kvindefilm”, og han vælger en hovedperson, hvis tanker på afgørende vis er formet af 1970’ernes kvindebevægelse.

Disse to inspirationskilder understreger hans mærkelige evne til at placere sig midt i sin tid – og dog fuldstændigt uden for tiden.

Petra lever i dyb splittelse med sig selv. Hun forestiller sig en ændring af kønsrollemønstrene og i sidste instans af de samfundsformer, som kønsrollerne er en afspejling af. Men da Petras bevidsthed i vid udstrækning er et produkt af de forhold, hun ønsker ændret, opstår den fundamentale splittelse i hendes gøren og laden.

Petras tjener Marlene er så kuet, at hun kun har den mulighed at vælge sin egen undertrykkelse for at forvandle den fra et påtvunget til et frivilligt livsvilkår. Marlenes kærlighed til Petra er degenereret til ren masochisme: Hun nyder at blive kommanderet med, og Petra nyder på sadistisk vis at kommandere med hende.

Da Petra så forelsker sig dybt i Karin, skal de have et frit og selvstændigt forhold. Men Petra kan naturligvis ikke leve op til sine idealer, og da Karin en nat bliver væk for at forlyste sig med ”en stor sort mand med en stor sort pik”, bryder Petra sammen.

Denne handling formidler Ozon rimelig loyalt i sin film, men problematisk er hans umusikalske forhold til skuespillerne, der nogle gange optræder som i en skolekomedie.

Mod filmens slutning dukker et Fassbinder-ikon op som Peter von Kants mor, nemlig Hanna Schygulla, som her medvirker i den mest positive scene, Fassbinder nogensinde har skrevet.

Peter er totalt smadret, efter at hans kæreste har forladt ham. Moren fortæller, at hun lige har været ved farens grav, og at man må lære at tro på Gud. Peter siger opgivende, at Gud ikke er nogen trøst, men at man derimod må lære at elske uden at kræve.

Så siger moren, at det jo er det samme. På den måde er de fra hvert sit verdenshjørne pludselig enige om, hvad kærlighed er. Hvad der fra Peters synsvinkel begynder som en teori, slutter som en erfaring

Da Peter nu vil realisere sin nyvundne indsigt med den tjener, han hidtil har haft et råt og ufølsomt forhold til, spytter tjeneren ham foragteligt i ansigtet og udvandrer.

Han er ikke interesseret i ændrede magtforhold.

Denne spytklat findes ikke i Fassbinders manuskript, men tilføjes af Ozon i omsætningen fra teater til film. Her opererede Fassbinder selv med to diametralt modsatte slutninger: I den ene bliver Marlene sammen med Petra, i den anden går hun.

Det er ikke sådan at forandre et undertrykkende forhold til et jævnbyrdigt.

Det er ikke uventet, at det netop er Hanna Schygulla, der nu spiller morens rolle.

For efter Fassbinders død er hun blevet en slags vandrepokal mellem en lang række progressive europæiske instruktører, blandt andre Jean-Luc Godard, Marco Ferreri, Andrej Wajda, Agnès Varda, Carlos Saura, Aleksandr Sokurov og Bela Tarr.

De tror formentlig, at de via Schygulla kan knytte en slags forbindelse til Fassbinder. Men det kan de ikke. Schygulla er en middelmådig skuespiller, som kun Fassbinder forstod at bruge efter fortjeneste. Uden ham er hun ret hjælpeløs.