Tv-anmeldelse
02. juni 2015
Pervert Park
I Pervert Park får vi adgang til sexforbrydernes hverdag og den stigmatisering, der følger dem hele livet. Foto | Lasse Barkfors

Pervert Park

Dansk dokumentar giver unik indsigt i de sexsyges sind og amerikanernes behandling af sexforbrydere. Offer-attituden er gemt langt væk.

Af Anders Højberg Kamp

I Pervert Park har de pædofile og voldtægtsforbryderne ordet. Ham, der voldtog en femårig pige. Ham, der stak svinet frem og spillede den af foran sin steddatter. Hende, der voldtog sin otteårige søn. Hendes tårer flyder.

”Jeg skrev med Dominic på nettet,” fortæller hun. ”Han vidste, at jeg gik i seng med min far. Han havde talt med min egen søn på otte et par gange. På et tidspunkt blev det slemt mellem min far og mig. Dominic sagde: ’Jeg kan tage mig af dig og din søn. I får penge. Alt, du skal gøre, er at have sex med din søn, mens jeg ser på.’”

Siden barndommen blev hun dagligt voldtaget af sin far og farens venner. Nu gjorde hun det mod sin egen søn.

I Florida Justice Transition bor og lever 120 dømte sexforbrydere. De skal holde sig tre kilometer fra børn. Det fungerer som et socialt værested, og beboerne har jævnligt samtaleterapi med medarbejdere. Medarbejdere, der er tidligere sexkriminelle, men selv er kommet videre med deres liv.

For også sexforbrydere kan være mennesker med følelser, samvittighed og rationel tankegang. De fortryder, hvad de har gjort.

Filmen klæder os godt på med fakta. En ærgerlig mangel i mange dokumentarfilm, så den skal have ros for at fortælle, at der bor 500.000 sexforbrydere i USA, at fem procent af dem begår lignende forbrydelser efter udtjent straf, men at under én procent af beboerne i Florida Justice Transition får et tilbagefald.

Det er rent ud sagt en fremragende idé, det danske instruktørpar Frida og Lasse Barkfors har fået. Et respektfuldt kig ind i en lukket verden.

Filmen er fortalt uden brug af svulstige, dramatiske virkemidler. Her er intet plot, intet at grine af, næsten ingen musik. Filmens drivkraft er de involveredes fortællinger, som foldes ud på de blot 70 minutter helt uden offer-attitude. Og sideløbende får vi en mere strukturel fortælling, som handler om behandlingen af sexforbryderne.

Vi lærer, at sexforbrydere ofte selv har været sexofre, vi lærer om en app, hvor eventuelle tæskehold kan finde frem til sexforbryderne, vi lærer om pædofilfængsler med pik-sensorer, der måler, hvor meget du tænder på forskellige pornografiske midler. Vi lærer også om politiets metoder.

På nettet sidder en ung universitetsstuderende. En af de smarte med en ph.d. for øje. Han kommer i kontakt med en mor. De chatter og skriver sammen. Moren begynder at flirte med tanken om, at han skal have sex med hendes fjortenårige datter. Efter mange skriverier bliver den unge mand forført. Han tager over til moren, hvor politiet venter. Han blev fanget i en fælde og er for altid stigmatiseret.

Han får et års ubetinget fængsel og skal resten af livet bære prædikatet sexforbryder i et offentligt register med navn og adresse. Langt fra dansk tankegang, men måske alligevel ikke så langt. Dansk Folkeparti mener for eksempel, at beboere i nærområdet skal advares med for eksempel løbesedler, når en pædofil flytter til byen.

Hvad de her mennesker har gjort, er brutalt, bestialsk og værst for ofrene, der skal have hjælp.

Derfor er det vigtigt, at vi kender til sexforbrydernes psykologiske mekanismer. For eksempel har sexforbryderen ofte selv været udsat for vold og overgreb. Giver vi sexofre den rette behandling i tide, kan vi muligvis reducere antallet af overgreb, lyder filmens budskab.

Titel:
Pervert Park

Land:
Danmark, Sverige

År:
2014

Instruktør:
Frida Barkfors, Lasse Barkfors

Manuskript:
Frida Barkfors, Lasse Barkfors

Medvirkende:
William Fuery, Tracy Hutchinson, James Broderick, Don Sweeney, Patrick Naughton, James Turner, William Heffernan, Nancy Morais

Spilletid:
77 min.

Premiere:
2. juni 2015 på DR2 Dokumania kl. 20.45.

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2025
Nürnberg

Nürnberg

Streaminganmeldelse
10. mar. 2021
Zappa

Zappa

Boganmeldelse
16. okt. 2020
Casper

Casper

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten