Biografanmeldelse
16. nov. 2015
Perlemorsknappen
Patagonierne levede i pagt med naturen og brugte alverdens planter til at skabe fantasifulde klæder. Perlemorsknappen sammenligner udryddelsen af folket med diktator Pinochets forbrydelser. Foto | Paz Errázuriz

Perlemorsknappen

Den morderiske diktator Pinochet spøger i chilensk filmessay, der elegant balancerer mellem det smukke og det foruroligende.

Af Jeppe Mørch

Det sætter sig naturligvis, hvis ens lands politiske historie er gennemvædet af blod fra mord.

Chilenske Pablo Larraín har i filmene Tony Manero, Post Mortem og No beskæftiget sig med militærkuppet i 1973, hvor Augusto Pinochet med vold tog magten fra præsident Salvador Allende.

Kuppet har også været aksen i landsmanden og dokumentaristen Patricio Guzmáns film siden midten af 70’erne. I sin nyeste dokumentar Perlemorsknappen undersøger Guzmán, hvordan Pinochets onde ånd stadig spøger i det aflange land i Sydamerika, selv om diktatoren måtte afgive magten i 1990.

Perlemorsknappen kigger mod havet efter svar. Vand er forudsætningen for alt liv, men for et militærdiktatur kan det også bekvemt anvendes som en altopslugende kirkegård.

Guzmán er fortælleren, der med sin rolige, behagelige stemme fører os gennem abstraktioner og poetiske digressioner om vand. Ordene gav tidligere i år en Sølvbjørn på Berlinalen for bedste manuskript.

Perlemorsknappen undgår kløgtigt at blive for sværmerisk eller fabulerende, idet Guzmán hele tiden sørger for at binder det flyvske sammen med Pinochets skræmmende konkrete forbrydelser.

Pinochets kup sammenlignes i én scene med en eksploderende stjerne. I næste beskriver Patricio Guzmán, hvordan politiske fanger fik brændt huden med cigaretter og syre.

Blandingen af poesi og indigneret essay er også til stede i Guzmáns lige så fremragende Nostalgia for the Light (2011), hvor han kigger mod stjernerne for at undersøge bestialiteten. Her sammenligner han astrologers ønske om at forstå fortiden med kvinder, der vandrer rundt i den enorme Atacama-ørken for at finde spor af deres dræbte familiemedlemmer.

Guzmán arbejder med sammenhænge, og han har en idé om, at man måske kan finde mening, hvis man zoomer langt nok ind eller ud. Perlemorsknappen starter med lange indstillinger af en klump kvarts, der er fundet i ørkenen.

Den er 3.000 år gammel. Indeni gemmer sig en dråbe vand, der har overlevet på et af jordklodens tørreste steder. Sådanne små detaljer fortæller en større historie. En knap fra havet fører til en større undersøgelse af, hvordan Pinochet sørgede for, at politiske fanger sank mod bunden.

Guzmáns dokumentar er lige så vidunderligt smuk som foruroligende. I satellitbilleder fremviser han det chiliformede land, der er isoleret af Stillehavet mod vest, Andesbjergene mod øst, Atacamaørkenen mod nord og Antarktis mod syd. Den ekstraordinære natur – gletsjere, ørken, vand – fremstår smukkere end i nogen BBC-dokumentar.

Naturoptagelserne suppleres af sort-hvide stillbilleder taget af Paz Errázuriz, en stil, man kender fra Wim Wenders bjergtagende The Salt of the Earth.

Da et aflangt kunstværk, der forestiller Chile i bronzerøde nuancer, foldes ud over cyanfarvet karton, bliver det et glimrende billede på dokumentaren: underskøn, men ligner samtidig en giftig slanges ham.

Et naturromantisk forhold til Chiles oprindelige befolkning, patagonierne kunne være blevet uinteressant nostalgi. Men igen binder Guzmán fornemt en sløjfe og får uskyldstabet fra 1973 til at gå i dialog med kolonisternes nedslagtning af de patagonske vandnomader.

Patagonierne levede i pagt med naturen, og i deres sprog kawésqar findes ingen ord for ”politi” eller ”gud”. I 1800-tallet var de 8.000. I dag er der tyve tilbage.

Perlemorsknappen er ikke kun panderynkende alvor. På et tidspunkt dukker en krøllet botaniker op. Han har opdaget musik i rislende vand og forsøger at kopiere lyden med voldsom strubesang. Når noget så skingert leveres med så stor indlevelse, er det bare sjovt.

Og så er det altså bare at give efter for latter. Guzmán skal hurtigt nok trække én tilbage til kolonisternes masseudryddelse og Pinochets likvideringer.

Titel:
Perlemorsknappen

Original titel:
El Botón de Nácar

Land:
Chile, Frankrig, Spanien

År:
2015

Instruktør:
Patricio Guzmán

Manuskript:
Patricio Guzmán

Medvirkende:
Patricio Guzmán, Raul Zurita, Emma Malig

Spilletid:
82 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
19. november 2015

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Den amerikanske præsident vil have britiske BBC til at betale ti milliarder dollars efter den misvisende klipning i Trump: A Second Chance, som har ligheder med Guldbrandsens A Storm Foretold på DRTV.

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mest læste

Solid biografi om Ove Sprogøe
Nyhed
10. dec. 2010

Solid biografi om Ove Sprogøe

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten