Perfekte steder – sæson 2

Der var lutter idyl, da vi forlod det smaskforelskede par Rose og Tobias sidst i første sæson af Mikael Wulffs kærlighedsdrama Perfekte steder.

Trods forskelle – Rose som den flyvske pige over for Tobias, der havde slipset lidt for stramt bundet – vandt den altopslugende kærlighed.

Nu er de to turtelduer flyttet sammen, og det bliver i starten af anden sæson tydeligt, at de er påvirket af hinandens selskab. Rose har fået lidt mere styr på tilværelsen, mens Tobias er blevet mere løssluppen og har kastet sig over drømmen om at starte et firma, der udvikler apps.

Men hvordan kommer det nye liv og hverdagen sammen til at påvirke deres forhold?

Perfekte steder har grebet fat i et interessant emne og aldersgruppe: ungdomslivet i midten af 20’erne anno 2018. Med spirende og splintrende kærlighed og med store spørgsmål om, hvad i alverden man skal med sit liv.

Desværre har serien stadig en række problemer, som forhindrer det ellers fine potentiale i at blive fuldt udnyttet.

Sara Hjort Ditlevsen har i rollen som Rose færre akavede replikker end i første sæson. Alligevel virker Rose desværre stadig påtaget frisk. Hun skal forestille at være en skør, charmerende og quirky type a la Zooey Deschanel i 500 Days of Summer, men Roses karakter føles aldrig ægte. Det virker kunstigt og opstillet, som om Sara Hjort Ditlevsen har fået stukket en række replikker i hånden, hun aldrig er blevet ét med.

Heller ikke i samspillet med Gustav Dyekjær Giese er der kemi. Det hele virker en smule stift, og de to bliver aldrig mere end personer på en tv-skærm.

Show it, don’t tell it, lyder en variant af et gennemtærsket udtryk, som ikke desto mindre stadig er voldsomt aktuelt.

For hvis vi ikke allerede har forstået, at Roses personlighed adskiller sig markant fra de mennesker, Tobias tidligere omgik sig med, gøres vi gentagne gange opmærksom på det. Som da vennen Alex siger til Tobias, at Rose godt nok adskiller sig meget fra Tobias’ ekskæreste, som de tilfældigt møder på gaden.

Pointer udpensles konstant.

Vi kan godt forstå, at Tobias har forandret sig fra den stramme, karrierebevidste unge mand, når vi hører, at han har kastet sig ud i den usikre fremtid som app-udvikler – med kun 8000 kroner på kontoen. Han behøver ikke også at være ligeglad med dressing om munden, når han spiser shawarma. Og han behøver slet ikke at sige ting som: ”Det er en del af min nye identitet – ham med apps’ene og dressing i mundvigen.”

Mens skavanker fra første sæson spøger, er der dog også stærke, nye elementer.

Olivia Joof spiller veninden Simone, som i denne sæson forsøger at finde sig selv igen efter at have mistet sit barn to måneder inde i graviditeten. Hun har en stærk mimik og skaber en nerve, som gør det muligt for seerne at fornemme hendes indre konflikt og smerten bag den glade facade.

Også Aske Bang gør det godt som vennen Alex. Han bringer humor og charme til serien, når han på vittig vis koger flere timers brok fra kæresten MM ned til en enkelt sætning. Han giver flere gange associationer til Lars Kaalund, der leverede den ikoniske Ludobrik-replik i Den eneste ene i rollen som vennen Knud.

Perfekte Steder vandt stor popularitet hos Zulu-segmentet. Og hvis man er en af dem, som nød første sæson, vil man sikkert også finde glæde i den nye.

Den har konfliktmateriale med potentiale i, og det bliver spændende at se, hvor Mikael Wulff tager sæsonen hen. Vælger han at overraske, dykke dybt ned i karakterernes psyke og gå nye veje? Eller bliver sæsonen lige så overfladisk og forudsigelig, som man kan frygte med første sæson frisk i erindringen?

To afsnit inde er anden sæson kommet bedre fra land, men som seer har man stadig til gode at storforelske sig i serien.