Penny Dreadful – første sæson

Mon ikke tarotkort er det mest dovne, overbrugte billede på clairvoyance og det okkulte. Skarpt forfulgt af en seance om et rundt bord, hvor en person besættes.

Showtimesnye serie, Penny Dreadful, er ikke for fin til at gøre brug af alle klicheerne. Vampyrer, Frankensteins monster, eksorcisme og egyptiske hieroglyffer blandes sammen til et opkog af alverdens fortællinger om det overnaturlige.

Når det er bedst, er det skamløst underholdende og visuelt overrumplende. Men desværre for Penny Dreadful bliver det for ofte noget rod med alt for mange uinteressante baggrundshistorier.

Serien er skabt af John Logan, der kendes som manuskriptforfatter til The Aviator, Gladiator, Hugo og Skyfall. Logan låner karakterer og passager til fortællingen fra 1800-tallets litteratur. Mary Shelleys Frankenstein, Bram Stokers Dracula og Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray er de tre hovedværker, Logan forsøger at sy sammen.

Penny Dreadful udspiller sig i slutningen af 1800-tallet i en trøstesløs og evigt tågeomgærdet udgave af London, som man kender den engelske hovedstad fra Jack the Ripper- og Sherlock Holmes-filmatiseringer.

I serien er Afrika-eventyreren Sir Malcolm Murrays datter, Mina Harker, blevet bortført af en hårløs, rødøjet vampyr. Malcolm har derfor sat alle sine gøremål på det afrikanske kontinent i bero for at befri sin datter. I kampen mod det onde får han hjælp af Vanessa Ives, en mystisk og smuk kvinde, der har en særlig forbindelse til Mina og ”den anden side”.

Sir Malcolm Murray spilles af en sammenbidt Timothy Dalton. Den gamle Bond-skuespillers øjne er konstant sammenknebne, så ingen er i tvivl om situationens alvor. Vanessa spilles af Eva Green, der nok kendes bedst som Vesper Lynd i Casino Royale, hvor Daniel Craig forelsker sig i hende.

I Penny Dreadful fungerer hun som et medium mellem den fysiske verden og det overnaturlige. Det er hende, der lægger tarotkort, besættes under en seance og kan opsnuse information om Mina med sine clairvoyante talenter.

Som en dramaturgisk finte er disse evner tæt forbundet med hendes liderlighed, og Penny Dreadful lægger sig i rækken af serier, hvor det overnaturlige og sex er uløseligt sammenkædet. Serien foregår under victorianismen, og den finder konstant det ukontrollerbare og erotiske under borgerdydens pæne overflade.

I seriens første afsnit lykkedes det at få dræbt en vampyr. De opsøger bagefter obduktionslægen Victor Frankenstein (ja, den Frankenstein) for gennem dissektion at finde svar.

Penny Dreadful forsøger at trænge gennem overfladen på sine karakterer. Den ønsker at fortælle alles baggrundshistorie, og det går ud over fortælletempoet.

Det uhyggelige kan sagtens fortælles i et andante tempo. Tænk bare på The Shining og Psycho. Men i Penny Dreadful er tempoet snarere hakkende. Alt for ofte står horror’en i skyggen af en uinteressant fortælling om en af hovedpersonernes psykologiske motiver.

Josh Hartnett er Penny Dreadfuls positive overraskelse. Han spiller den dameglade amerikaner Ethan Chandler, der er rejst til England for at optræde med et cirkusagtigt revolvershow. Som stort set eneste hovedperson bliver hans baggrundshistorie ikke udpenslet, og det mystiske ved hans motiver forbliver intakt indtil sæsonens allersidste afsnit, hvor en drabelig sandhed afsløres.

Det uhyggelige fungerer klart stærkest, så længe det ikke forklares ihjel. Men det gør Penny Dreadful desværre ofte.

Femte afsnit er et langt brev fra Vanessa til Mina, der får samlet op på alle seriens tråde. Det punkterer noget af spændingen, men til gengæld er det seriens stilistisk klart mest interessante. I flashbacks vises Vanessas og Minas barndom, og Londons gader er skiftet ud med vindblæste kyster og øde lynglandskaber.

Afsnittet indeholder også Penny Dreadfuls mest foruroligende scene, når Vanessa har sex med en ånd, der ikke vises, mens hun vender det hvide ud af øjnene.