Pelé

Pelé er den fjerdebedste fodboldspiller i verdenshistorien. 

Lige uden for podiet kan den aldrende brasilianer stå og beundre Messi, Maradona og Cruyff – i den nævnte rækkefølge. 

Men spørger man halvgamle gubber, kan de huske, at Edson Arantes do Nascimento – som er hans egentlige navn –tryllebandt alt og alle ved verdensmesterskaberne i 1958, 1962 og 1970. De forklarer, at Pelé ikke bare vandt tre verdensmesterskaber, men også skabte ”sambabold”. 

Øjnene vådter til, mens 5-2-finalesejren over Sverige i 1958 genfortælles. Pelé scorede to mål i finalen – især lobbet over en svensker efterfulgt af den flade helflugter er ikonisk. 

Den sekvens ses også i Netflix-dokumentaren Pelé. Fra flere vinkler. Faktisk ser vi det hele. Fra flere vinkler. Pelé fælder selv en tåre, da han genser lobbet. 

Det rørstrømske er selve filmens stemning. 

Pelé er et helteportræt fortalt af bunkevis af interessenter, inklusive fodboldstjernen selv. Det er folk, som føler sig overbevist om, at Pelé er historiens bedste fodboldspiller. Her er ikke noget podie, der skal betrædes, for ingen er over, ved siden af eller nærmest under Pelé. 

Han er i en liga for sig. 

På sin vis er det charmerende at overvære heltedyrkelsen. I hvert fald i glimt. Når filmen fungerer, er det nemlig i de magiske fodboldøjeblikke. Igen og igen er stjernen fysisk overlegen, når han sætter sin direkte modstander af og smasker bolden i kassen. 

Tilskuerne er euforiske, og da sikkerhedsvagter ikke var opfundet på det tidspunkt, stormer folk ind på banen. 

Det er ganske enkelt højbelagt fodboldromantik med brasiliansk tandsmør. 

Men dette er kun halvdelen af filmens fortælling. Den anden del handler om Pelés betydning uden for banen. Her krakelerer romantikken og bliver til et postulat. 

Instruktørerne David Tryhorn og Ben Nichols – der tidligere har instrueret og produceret atlet-eposset Crossing the Line – forsøger med alverdens vinkler at afdække Pelés betydning for Brasilien. 

Der er lidt om militærdiktaturet og lidt om nogle uheldige privatlivstacklinger, men det bliver aldrig nær så interessant som spillet på banen. 

Selv slår Pelé det uforvarende fast undervejs. 

”Jeg var bare god til fodbold,” siger han, da instruktørerne forsøger at trække den store historie ned over ham. 

Men for Tryhorn og Nichols viser de løse skitser af fodbolden som verdenshistorisk katalysator sig at være vigtigere end den reelle interesse for fodboldlivets op- og nedture. 

Det får Pelé til om ikke at kuldsejle, så i hvert fald at lække fra skroget. 

Hvis et helteportræt skal være fængende, må helten have svagheder. Eller også skal fortællingen bidrage med et nyt perspektiv, der får én til at spærre øjnene op. 

Sådan en film er Asif Kapadias Diego Maradona et mønstereksempel på, fordi helten på banen også er en værre lømmel både inden- og udenfor kridtstregerne. 

Sådan en film er Take the Ball, Pass the Ball, der går bag om det mest velspillende fodboldhold i historien, Pep Guardiolas FC Barcelona. Og sådan en film er Zidane: A 21st Century Portrait, fordi man omsluttes af de sytten kameraer, der følger spilleren i en enkelt kamp, mens der reflekteres over fodspillet. 

Det tætteste, Pelé kommer på en opfindsom vinkel, er, at ikonet næsten ikke kan klare presset, når han skal være nationens håb. 

Men filmen folder det ikke ud, og fortællingen om netop at føle åget fra fodboldglade forventninger har både Messi, Maradona og Cruyff – og Ronaldo, Laudrup, Ibrahimovic, Iniesta og Zidane for den sags skyld – nok også kendt til. 

Derfor ender Pelé kun som en semi-god portrætfilm. Den svæver aldrig lige så højt, som hovedpersonen gjorde, da han ved VM i 1970 steg til vejrs mod England og satte hovedet på kuglen til en sikker scoring. Indtil målmand Gordon Banks trak den mest ikoniske redning i fodboldhistorien frem og viftede bolden væk. 

På samme måde når Pelé heller aldrig i mål.