Peddersen og Findus – Findus flytter hjemmefra

Man siger, at tredje gang er lykkens gang. Og man kunne blot håbe, at det var gået så vel for den iransk/tyske instruktør Ali Samadi Ahadi.

Ali Samadi Ahadis første filmatisering af Sven Nordqvists hjertevarme historie om opfinderen Peddersen og katten Findus havde premiere i 2014, efterfulgt af en julefortælling om det umage vennepar i 2016. Nu er han så tilbage i instruktørstolen.

Findus er kommet i teenagealderen. Peddersen har problemer med at få sin nattesøvn, når den livlige kat hopper rundt i sengen og slår saltomortaler på de skøreste tider af døgnet.

De beslutter sig derfor for at bygge et hoppehus til Findus ude i haven, men før Peddersen ved af det, er Findus flyttet derud permanent. Snart mærker Peddersen tomrummet i huset.

Filmen kredser om temaer som familieforhold og løsrivelse og har en sød morale om, at selv om man bliver ældre og mere selvstændig, har man stadig brug for hinanden.

En sympatisk vinkel, som dog desværre ikke er nok til at løfte filmen.

Findus er det meste af tiden yderst belastende. Flere gange er det svært at holde af ham, når han med armene over kors er enerådig og kommanderende. Enkelte steder ser vi dog nogle klædelige nuancer, når Findus bag sit stædige ydre viser en smule frygt og skrøbelighed over at være flyttet ud af huset.

De halvirriterende træk ved den dominerende kat bliver endnu tydeligere, fordi Peddersen meget af tiden er så pokkers svag, at det er frustrerende. Uden at sige en lyd lader han sig bare koste rundt af katten.

Når det så er sagt, er Peddersen dog en meget hyggelig, ældre herre. Stefan Kurt (med dansk stemme af Per Pallesen) leverer en varme, når han som Peddersen viser sin store kærlighed til katten og en tydelig tristhed i øjnene over, at Findus er flyttet. Og der er da også charmerende øjeblikke mellem de to, som da Findus vil overraske sin allerbedste ven med pandekager.

Mindre velfungerende er kombinationen af live-action og animation. På dyrefronten er høns, hund og ræv live-action. Derfor virker animerede sommerfugle, smådyr – buklere – og Findus ekstra kunstige. Og der er en forvirrende inkonsekvens i forhold til, hvilke dyr som kan tale. Hønsene taler, hunden gør ikke.

Stefan Kurt virker som dumpet ned i nogle stive kulisser med kæmpesolsikker, grønne marker, kunstig himmel og store sten i noget der ligner papmache.

Pointer gentages til døde, og det føles, som om filmen træder vande for at udfylde sin 82 minutters spilletid. Findus er blevet stor og vil klare sig selv. Det fortæller han os helt eksplicit et utal af gange. Når Peddersen skal måle, hvor høj han er. Når han vil overnatte alene i havens telt. Når han vil bruge den store fiskestang på fisketur. Når han vil have en større seng. Og sådan bliver det ved.

Små finurlige påfund får enkelte steder én til at trække på smilebåndet. Jægeren Gustavsen kigger forbi med sin ustyrlige hund, som på komisk vis aldrig parerer ordre. Gustavsens kone er væk i et par dage, men ”en mand kan selv”, siger han gentagne gange. Brændemærket fra strygejernet på ryggen af hans jakke viser imidlertid noget andet.

Flere af filmens karakterer fanges i en rævefælde, og Findus falder ned i et gammelt toilet. Det er de alleryngste, som filmen appellerer til, og falde-på-halen-komikken vil helt sikkert føre til børnelatter i biografen.

Historien har desværre en række elementer, som aldrig for alvor kommer i spil. Vi introduceres til en farlig ræv, som flere gange snuser rundt ved huset. Findus frygter den og sætter en fælde op. Men ræven falder blot ud af historien og kommer ikke tilbage.

Samtidig har vi en sidehistorie med buklerne, som elsker at spille musik. De har absolut ingen funktion for den store fortælling. Det sætter en fed streg under, at tredje gang ikke blev lykkes gang for Ali Samadi Ahadis fortælling om opfinderen og hans kat.