Peacemaker

Det er svært ikke at have høje forventninger til Peacemaker.

HBO-serien er en spin-off til en af sidste års helt store biografioplevelser: The Suicide Squad.

Filmen er et sjovt og rørende action-voldsorgie, hvor instruktør og manuskriptforfatter James Gunn puster nyt liv i de ellers trælse DC-superheltefilm. Han er også hovedarkitekten bag serien, hvor omdrejningspunktet er Peacemaker (John Cena), en slags neo-fascistisk pendant til Captain America, der ikke skyer nogen midler for at skabe fred.

”Ligegyldigt hvor mange mænd, kvinder og børn jeg skal slå ihjel,” som han stolt proklamerer i The Suicide Squad.

Men der er nuancer i den svulmende mande-mand, og dem graver serien sig ned i med varierende succes.

Efter begivenhederne i filmen har chefen for Suicide Squad-programmet Amanda Waller samlet alle dem, der trodsede hendes ordre, i et team.

De har nu til opgave at opstøve og eliminere medlemmerne af en fjendtlig organisation kendt som The Butterflies.

Det er selvfølgelig ikke bare en almindelig bande med et lidt outreret navn. De er en gruppe insekt-lignende rumvæsner, som på nærmest parasitisk vis har overtaget prominente menneskers kroppe og nu bruger de humanoide køddukker til skumle formål.

Hvem er en bedre skadedyrsbekæmper end manden, der ikke vil skåne nogen som helst i sine bestræbelser på fred?

Det står dog hurtigt klart, at der under Peacemakers macho-attitude gemmer sig en forvirret mand med det borgerlige navn Christopher Smith, der bare gerne vil gøre noget godt i verden og få sin fars anerkendelse.

Det er lettere sagt end gjort, da antiheltens far, Auggie Smith (Robert Patrick), er den nynazistiske superskurk The White Dragon.

Dysfunktionelle familieforhold og konflikter mellem voksne børn og deres forældre er efterhånden blevet fast inventar i Gunns historier. Mest kendte eksempel er Star-Lords mildest talt komplicerede forhold til sin far, planet-guden Ego (Kurt Russell), i Guardians of the Galaxy Vol. 2.

Gunns film er også karakteriseret ved en enorm kærlighed til popkultur og særligt 80’er-action. Peacemaker emmer således af rock’n’roll, eksplosioner og kække replikker.

Det bliver til tider noget overfladisk, men der er en kikset charme i at høre på den bøvede Peacemaker rable løs om alt fra sin egen liderlighed til, hvilken musik teamet skal høre i varevognen på vej ud på en mission. Det er ikke mindst takket været James Gunns morsomme replikker, men i høj grad også John Cenas levering.

Den tidligere wrestler fanger fornemt kontrasten i den muskuløse antihelt, hvis eneste venner er kæleørnen Eagly og den vanvittige Vigilante (Freddie Stroma), som får Peacemaker til at virke rationel.

Peacemaker udvikler sig undervejs.

Det sker ved hjælp af Adebayo, holdets nyeste medlem. Danielle Brooks er fænomenal i fængselsserien Orange is the New Black, og som Adebayo er hun igen en fornøjelse. Brooks er slet og ret i besiddelse af den udefinerbare stjernekvalitet, så ens opmærksomhed drages mod hende.

Hele castet gør det godt, og de blodige eskapader krydres med mange grin. Alligevel føles det til tider, som om historien er strakt mere ud, end hvad godt er.

Syv af sæsonens otte afsnit er blevet stillet til rådighed for anmeldere, og i flere af dem er der ikke synderligt megen fremdrift.

James Gunn har meldt sig klar på endnu en sæson. Så måske bliver der ganske enkelt bare sparet lidt på krudtet. Til gengæld står det allerede nu klart, at Peacemaker byder på en af tv-historiens allerbedste åbningssekvenser.

Til tonerne af glamrockbandet Wig Wams Do Ya Wanna Taste It boltrer skuespillerne sig i en underskøn koreografi, der perfekt sætter tonen for serien. Kulminationen indtræffer, da alle stopper og poserer, inklusive ørnen Eagly.

Det er herligt ironisk og sammenfatter meget godt, hvordan man bedst nyder Peacemaker, nemlig med hjernen koblet lidt fra og klar på legen.