Pawn Sacrifice – Sidste træk

I 1970’ernes USA personificerede én mand magtspillet mellem det frie vest og det kommunistiske øst. Manden hed Bobby Fischer, skakfænomenet, der i 1972 satte sin russiske modstander skakmat og hev verdensmesterskabet hjem til USA.

Det er derfor næsten ikke til at tro, at det først er nu, med Pawn Sacrifice – Sidste træk, at Bobby Fischers liv rammer det store lærred i en spillefilm. Historien er nemlig umiddelbart et herligt miks af koldkrigsparanoia, fanatisme, opofrelse og vanviddets natur.

Og så var Bobby Fischer jo manden, der smittede amerikanerne med national skakfeber og for en tid overdøvede både Vietnam og Watergate.

Allerede i en ung alder begynder geniet Fischer (Tobey Maguire) at vinde både lokale, regionale og nationale skakturneringer. Hans ambitioner om et verdensmesterskab virker derfor som det helt naturlige næste mål.

Men hurtigt viser Fischer sig også som en excentrisk og psykisk ustabil karakter. Det voldsomme temperament og uforudsigelige sind, der gør ham til en eminent skakspiller, gør ham også til et sammensat menneske, der er svær at omgås.

Fischer er nemlig både en vred og manisk person. Tobey Maguire fanger beundringsværdigt geniets iltre temperament og excentriske opførsel. På trods af sit barnlige udtryk tvinger han vanvid ind i rollen med en overbevisende præstation.

Gennem 1960’erne og starten af 70’erne vinder Fischer sig planmæssigt gennem alverdens skakturneringer. Det er dog alt sammen blot forberedelse til filmens egentlige klimaks: Skak-VM i Island i 1972 mod russiske Boris Spasskij (Liev Schreiber).

Og som Fischer nærmer sig turneringen i Island, bryder hans voksende paranoia ud i lys lue. Han brygger konstant på konspirationsteorier rettet mod ham selv og stiller det ene absurde krav efter det andet.

Som da han nægter at spille foran publikum og snurrende kameraer, da det forstyrrer ham og forlanger at fortsætte partiet i et baglokale. Eller da han undlader at møde op til et VM-parti, fordi hans krav ikke bliver imødekommet.

Og paradoksalt nok er det her Pawn Sacrifice – Sidste træk både har sin styrke og svagheder. For filmen sætter alt ind på at vise Fischer som den paranoide særling, han var.

Åbningsscenen lægger et effektivt fundament. Med abrupt klipning og suggestiv musik ses Fischer, mens han desperat hiver sin telefon fra hinanden i håb om at finde skjulte mikrofoner.

Men desværre væver filmen kun rundt på overfladen af Fischers paranoia-ridt. Det bliver aldrig klart, om Fischer er skør, eller om han reelt bliver overvåget. En bevidst pointe? Formentlig, men det er snarere en hæmsko end en force.

Filmen lykkedes ellers overraskende godt med at pumpe spænding ind i selve skak-partierne. Og her hjælper et effektivt, men noget konventionelt soundtrack spændingen godt på vej. Med udgangspunkt i det tikkende skak-ur underbygger den pulserende musik den intellektuelle skakduel på fornem vis.

Filmens titel henviser til det træk, hvor man ofrer bonden for derved at opnå en bedre position. Metaforisk hentyder det til, at Fischer måske selv blev ofret i et større politisk spil.

Liev Schreiber er et kongecast som russiske Spasskij. For det første ligner de to hinanden ret så meget, for det andet er Schreiber lige nøjagtig så koldt kalkulerende og mystisk dragende, som en interessant modstander skal være. Det er i dynamikken og i den intellektuelle tvekamp mellem Fischer og Spasskij, at filmen svinger sig op.

Og præcis som i Stefan Zweigs klassiske Skaknovelle viser skak sig her som et narkotikum, der både forbander og beruser. Det gør Pawn Sacrifice – Sidste træk måske ikke ligefrem, men nyd den som en effektiv thriller.

Og se eller gense den fremragende dokumentar Bobby Fischer Against the World (2008), der kommer mere ind under huden på de to skakgenier. Bobby Fischer døde i 2008, mens Boris Spassky i dag er 78 år.