Patti Cake$

Fra en uskøn vinkel ser man 23-årige Patti vågne i sin seng. Kroppen svulmer under sengetøjet, og uden skyggen af elegance kommer hun ud af sengen. Dellerne bølger. Og så ­kigger hun i badeværelse­spejlet og sender sig selv et fingerkys: ”Du er gorgeous, din boss bitch.”

Patti Cake$ skiller sig positivt ud fra andre ungdomsfilm, fordi den kombinerer en klassisk underdog-fortælling med et sårbart tabu: overvægt.

Morgentisning og tandbørstning bliver omsat til ferme raprim, og da Patti bevæger sig ud på gaden, ­svæver hun bogstavelig talt, da dagdrømmen om at blive opdaget af den lokale hiphophelt O-Z overmander hende.

Lige indtil et brutalt bildyt vækker hende, og chaufføren sviner hende til: ”Dumbo!”

I et shithole i New Jersey battler de unge på gaden om, hvem der kan ”spytte” bedst. Uden forberedelse får de sætninger til at rime, og det giver respekt, hvis man kan jorde modstanderen. Patti bliver skubbet ind i menneskeringen af sin ukueligt opmuntrende ven Jheri. Og hun overtrumfer verbalt den flotte modstander, som hun er forelsket i.

Han tager ikke nederlaget pænt og blive grov. Utroligt nok får Patti rystet det af sig og insinuerer med en kæk rap, at de to har haft en ­hemmelig flirt – hvorpå han pander hende én, så blodet står ud af næsen.

Verbale tæsk og fysisk vold er ganske enkelt hverdag for tykke. Det er desværre ikke blot overdrevet til lejligheden, skulle denne anmelder hilse og sige.

”Vi ligner mere søstre end mor og datter,” bliver moren ved med at sige og giver datteren eneansvar for at betale regningerne for mormorens nylige hofteoperation. Moren viser sig at være et sjældent sangtalent, men hendes drøm blev ødelagt, da hun blev gravid, og hun har svært ved at skjule, at det er Pattis skyld.

Alligevel kigger datteren hengivent på moren, der indtager karaokemaskinen på den bar, hvor Patti arbejder – og drikker datterens løn op. Mormoren skifter Patti ble på, og med en upassende limerick får Patti hende til at grine.

Men hun har aldrig ondt af sig selv. Da hun får et nyt job, giver chefen højlydt udtryk for, at hun næppe kan klare de ti timer lange vagter. For­dommen om dovne tykke i fuldt flor. Men hun klør bare på med et smil.

Samtidig får hun større musikalsk selvtillid takket være den fåmælte anarkist Basterd. Sammen med ham og Jheri – og den kørestolsbundne mormor, hvilket er grotesk morsomt – får de skabt en demo. Musikken er smadret, punket hiphop og svært fængende.

Men selv ikke moren med den bristede sangdrøm støtter Patti. Hun håner derimod datteren og spørger, om hendes kunstnernavn er Else Pelse Pølse.

Der er kræset for den danske oversættelse, men alligevel er det synd, at rappene er oversat. Det går så sindssygt stærkt, at lyd og ord bliver til volapyk.

Geremy Jasper har tidligere lavet musikvideoer, og det kommer til udtryk i en rå, upoleret visuel begejstring, der tangerer kitsch. Som når hiphopperen O-Z i Pattis syner er omgivet af en hidsiggrøn tåge og ligner noget fra en b-film fra 80’erne.

Stort set ukendte Danielle Macdonald lægger korpus, stemme og sødme til Patti. Hun har aldrig før rappet, men det kan man ikke høre. Og hun formidler følelser med træfsikker præcision: flabet, usikker og kærlig. Pattis selvtillidsrejse er sjældent medrivende.

I 2009 imponerede Gabourey Sidibe i dramaet Precious, og Nikki Blonsky var charmerende i musicalen Hairspray fra 2007. Fælles for begge skuespillere er, at de er tykke. Talentet er umiskendeligt, nomineringer og ros har regnet ned over dem, men de fik aldrig et større gennembrud.

Forhåbentlig bliver Danielle Macdonald en undtagelse. Hendes præstation er en Oscar-nominering og en lang karriere værdig.