Patriarken

Mere end tyve år efter Once Were Warriors er instruktøren Lee Tamahori tilbage med endnu en film, der skildrer livet som maori på New Zealand.

Vi er tilbage i 1960’erne, hvor patriarken Tamihana Mahana (Temuera Morrison fra Once Were Warriors) leder sin store familie med hård hånd. De lever som fårehyrder og bor sammen på en kæmpe ejendom.

Allerede fra filmens start hviler der en mystik over familiens overhoved og hans kone, der før en begravelse står og venter på resten af familien – en mystik, som først forklares i filmens slutning.

Filmen starter i et overraskende højt tempo, da Mahana-familien i sine mange biler pludselig ser den rivaliserende fårehyrdefamilie Poata, som også er på vej til begravelsen.

Den afdøde har tidligere indgået en forretningsaftale med Mahana-familien, som familien Poata har til hensigt at forpurre, og pludselig ræser alle de gamle biler fyldt med begravelsesgæster mod hinanden for at komme først.

Her mærkes det tydeligt, at Tamahori også har lavet store Hollywood-actionfilm som Die Another Day og Rivalerne, og det klæder et ellers verbalt fortalt familiedrama at blive sparket i gang med en actionfyldt scene.

Tråden taber Lee Tamahori aldrig, og vi introduceres hurtigt for Tamihanas barnebarn Simeon (Akuhata Keefe). Han er en læsehest og meget anderledes end sin bedstefar, hvilket med tiden skaber splid mellem Simeons far Joshua (Regan Taylor) og bedstefaren.

De mest dramatiske kampe foregår således inden for Mahana-familiens egne rækker og understreger kløften mellem to generationer. Bedstefaren mener, at det er hul i hovedet at tage i biografen, men det er selvfølgelig det sjoveste, Simeon og de andre unge ved.

I en morsom scene rider en ung mand fra Poata-familien ind i biografen på en hest under en visning af en westernfilm, men ingen griner, da han efterfølgende som straf får to års fængsel.

Filmen handler om de mange autoriteter, som undertrykker ungdommen, og man føler absurditeten løbe koldt ned ad ryggen.

De semikendte skuespillere har en god kemi, og man føler, at de er en ægte familie af kød og blod. Selv om Simeons far og hans lille familie ender med at bo i en utæt rønne, fremstilles en familiekærlighed og en optimisme, som gør miljøet hyggeligt at være i.

Idyllen varer dog ikke ved, og specielt et flashback til en voldtægt er overraskende rædselsfuld, til trods for at man slet ikke ser akten. Kameraet kører langsomt rundt om huset og filmer det udefra, mens en horroragtig musik spiller hen over billederne. Kamerakørslen ender med, at vi træder ind ad et vindue, og scenen vækker minder om åbningen til John Carpenters Maskernes nat.

En helt anden stemning får vi, når lokalsamfundet holder fåreklipningskonkurrence. Eventyrlig musik og hektisk filmklipning gør scenen varm og levende, og igen viser Tamahori, at han forstår at få vores puls i vejret.

Formen skal selvfølgelig styrke indholdet, men ved at se familierne kæmpe mod hinanden i en konkurrence, males der også et langt stærkere billede af deres indbyrdes forhold. Og ved at låne elementer fra genrefilm, forstærkes spændingskurverne i et ellers ret forudsigeligt familiedrama, der dog har et interessant twist til sidst.

Inden slutningen er manuskriptet til tider lidt tyndt. Når det eksempelvis stormer, og Simeons far går op på taget for at fikse det, har vi luret, at det nok får konsekvenser.

Men trods en historie der oftest er lige ud ad landevejen, keder man sig aldrig, og ud over familieuenighed og drama er der også veldrejet romantik i luften på New Zealands østkyst.