Parthenope

Paolo Sorrentino har altid været en filmisk feinschmecker med barokke billeder, filosoferende dialog og sans for at skabe ophøjede øjeblikke, som rækker ud over handlingen og fæstner sig på nethinden.

Film som Il divo, Den store skønhed, Youth og The Hand of God byder alle på uforgængelige scener, der kan spille videre i erindringen i årevis.

Derfor kommer det som en overraskelse, hvor lidt der er at hæfte sig ved i Parthenope, en overæstetiseret, pedantisk og paternalistisk hyldest til den italienske instruktørs hjemby Napoli.

Æstetikken er stadig storladen, handlingen allegorisk, musikken betagende, skuespillet nøje og dygtigt tilpasset instruktørens vision. Men eventyrfortællingen om en utilnærmelig, smuk kvinde, der vandrer gennem Napoli som byens maskot og med livet på afstand, er en kreativ dødssejler så selvsmagende, at den nærmer sig selvparodi.

Mytologiens Parthenope kastede sig i Det Tyrrhenske Hav, da det ikke lykkedes hende at forføre græske Odysseus med sirenesang. Hendes lig skyllede ifølge overleveringen op på stranden i Napoli, som oprindelig hed Parthenope.

Det er her, filmens hovedperson fødes i vandkanten ved en opulent strandvilla i år 1950.

Snart efter møder vi hende som attenårig i et fasttømret trekløver med broren Raimondo og hushjælpens flirtende søn. Og modsat hendes oldgræske navnefælle er hele verden, eller i hvert fald den mandlige halvdel, draget af Parthenopes skønhed og ungdom.

Handlingen udfoldes i slentretempo med karnevalskomik frit efter salig Fellini.

På soløen Capri udstråler hun amoriner, så en rigmand vender sin helikopter om og inviterer hende med. Selv broren viser sig at være tragisk sårbar over for Parthenopes overnaturlige skønhed, men hun parerer alle tilnærmelser med et uudgrundeligt smil og en svidende aforisme:

”Længslen er et mysterium, sex mysteriets begravelse.”

Nysgerrighed bliver hendes vej frem i livet, anført af en række excentriske læremestre, hvor de fleste er mænd. Den fordrukne amerikanske forfatter John Cheever (Gary Oldman) afviser hende og erklærer selvmedlidende, at han ikke vil spilde ét minut af hendes ungdom.

Den knarvorne antropologiprofessor Marotta (Silvio Orlando) udser sig hende som sin protegé og taler pirrende i gåder om livets mysterier.

Da Parthenope kortvarigt overvejer en skuespilkarriere, møder hun en falmet diva, der gemmer sit kirurgisk vansirede ansigt bag et sort slør, mens en anden bruger sin stort anlagte hjemkomsttale til at udskamme Napolis bysbørn.

Senere overværer hun et fredsritual mellem to mafiaklaner, hvis yngste bliver velsignet af en præst, før de har sex foran hele familien. I en forgyldt katedral belærer en liderlig præst hende om kirkens teaterkunst midt imellem det sakrale og det blasfemiske.

Paolo Sorrentino er en inkarneret æstetiker og kan orkestrere en scene så storslået og underfundigt, at det benovede publikum antager, at der ligger en dybere mening bag.

Parthenope er et overflødighedshorn af billeder, symboler og referencer, der nærmest skriger på fortolkning. Men jo mere instruktøren forsøger at indkapsle Napolis skønhed og sjæl i sin gudesmukke hovedperson, desto mere bliver Parthenope en tom beholder for hans banale dybsindigheder: ”Skønhed er som krig: Den åbner døre!”

Parthenope registrerer livet omkring sig uden rigtigt at deltage i det. Celeste Dalla Porta er dygtigt tilbageholdende i sin første store rolle, men det er først, da handlingen fremskrives til nutiden i en epilog, og Parthenope ikke længere er ung og smuk, at rollen, der nu spilles af Stefania Sandrelli, lader sig mærke af nævneværdigt indre liv.

Rent teknisk er Parthenope ofte bjergtagende. Men mest illustrerer den, hvor mange bånd instruktøren lagde på sig selv for at skabe The Hand of God.

Den afdæmpede erindringsfilm føltes som et stort skridt fremad. Med Parthenope går Sorrentino to tilbage.