Paradoksets kunst

Det må ærgre Andreas Halskov, at han lige præcis ikke nåede at få David Lynch’ seneste ”filmproduktion” med i sin ellers neurotisk nørd-kompletterende monografi om den for mange af os ultimative auteur. Den drejer sig selvklart om Lynch’ et minut lange version af Ice Bucket Challenge – for længst set og genset af millioner på YouTube:

Lynch, iklædt en sort, fuldt opknappet skjorte, hælder en lille kop med iskaffe, ”a double shot espresso” i isspanden, spiller omkvædet til Over the Rainbow på oprigtig, men dilettantisk trompet, får isspanden med espressoen hældt ud over sig (på Laura Derns udfordring), får én til isspand hældt ud over sig (på Justin Theroux’ udfordring), kan ikke lade være at grine den mindste smule og udfordrer, drivvåd, Vladimir Putin (udtalt på Lynchiansk: Pooh-tin).

Halskov, som er cand.mag. i filmvidenskab og engelsk, ville have skyndt sig at linke til Lynch-oeuvret: Laura Dern og Justin Theroux har begge medvirket i Lynch-film, mens Over the Rainbow stammer fra The Wizard of Oz, der er en af de primære intertekster i Wild at Heart. Og kaffe er selvfølgelig Lynch-drikken par excellence, frem for alt i tv-serien Twin Peaks.

Derefter ville Halskov have brugt ”filmen” til endnu engang at understrege sine gode pointer om ufortolkelighed og betydningsoverflod: Det er – og skal formodentlig også være – fuldstændigt uigennemskueligt, hvorfor Lynch spiller Over the Rainbow på trompet.

Det er i lige mål absolut tilfredsstillende og totalt frustrerende at læse Paradoksets kunst.

Det er tilfredsstillende, fordi Halskov vitterligt har komplet tjek på små, store og bittesmå værker og intern og ekstern intertekst – fra generaliserede genrekoder til subtilt blinkende detaljer. Og han tager hele tiden afsæt i en skarp aflæsning af det tekniske og det formelle, det filmiske, i filmene.

Det er tilfredsstillende, fordi Halskovs centrale tese om det målrettet paradoksale (som han heldigvis hurtigt holder op med at kalde det ”bi-frontiske”) i Lynch’ praksis forekommer indlysende rigtigt. Ligesom de seks del-paradokser, han udpeger og udfolder i bogens anden halvdel, virker særdeles velvalgte og præcist eksemplificerede.

Æstetiseringsparadokset: det grimme er smukt. Genreparadokset: genrecollager (krimi plus sæbeopera for eksempel). Registerparadokset: ironi og patos på samme tid. Fortælleparadokset: overfloden af ikke- eller anti-plot. Virkelighedsparadokset: det fantastiske, på samme tid virkeligt og uvirkeligt. Forståelsesparadokset: det fortolkelige – uglerne er ikke, hvad de ser ud til, men hvad fanden er de så?

Jeg liker den implicitte og eksplicitte polemik mod de restløse Lynch-fortolkninger af ikke mindst psykoanalytisk tilsnit. Ugler, hvad de end er, har ikke nødvendigvis en underbevidsthed.

Det frustrerende ved Paradoksets kunst er bogens (og forfatterens) egen dobbeltidentitet som halvt akademisk og halvt nørdet. Her er desværre ingen af de ”flydende overgange” og ”overtoninger”, der er en del af Lynch’ signaturstil, som vi også kunne kalde mellemstationen: velskrevet, personlig formidling.

Andreas Halskov skriver ikke særligt skønt. Til den ene side begynder han hele tiden forfra med teoretiske Adam’er og Eva’er og tynger sig ned med akademisk lingo. Til den anden side over-informerer han nørdet og helt vilkårligt om alskens Lynch-relateret. Hellere end et kapitel om alle de tv-serier, som Twin Peaks har inspireret (det grelleste og fedeste eksempel er ikke nået med: HBO’s splinternye The Leftovers), havde jeg hørt mere, gerne nørdet, om Lynch’ ikke-filmiske aktiviteter: billedkunst, møbler etc.

Løsningen er selvfølgelig, at Lynch filmatiserer bogen, forskønner den grumt og gennemgribende – og gør den de truttende mindst 30 procent (i Indland Empire var han oppe på 75) genuint uforståelig.