40 minutter inde i svenske Mika Gustafsons sprudlende fortælling om søsterskab sker der noget magisk.
Unge Laura ser en tyk dame med en tyk kat i favnen. Det lyder ikke overnaturligt, men synet er en spejling af et portræt, der hænger i entréen hos en kvinde, som teenageren tidligere har strejfet.
Laura bliver betaget af maleriets ejer, som måske kan hjælpe hende og hendes søstre ud af en knibe.
På papiret er Paradiset brænder set før, men i Gustafsons kyndige hænder – og med lidt magi – føles fortællingen ny.
De tre søstre – sekstenårige Laura, tolvårige Mira og seksårige Steffi – bor i et boligkompleks et ikke nærmere bestemt sted i Sverige, hvor de passer sig selv og hinanden.
Der er ingen forældre i hjemmet.
Kun et kørekort på køleskabet vidner om, at pigerne har en mor. Hun spøger i opkald fra socialrådgiveren, men viser sig på intet tidspunkt.
Man kastes direkte ind i søstrenes hverdag.
Kameraet ryster og drejer, og der klippes hektisk, så man bliver både rundtosset og en smule forpustet. Cornflakes væltes ud i en skål, et tisselagen proppes i en blå Ikea-pose, og lillesøster Steffi får sæbet sit hår ind af Mira.
Et kæmpe kaos, men tonen er let. Ligesom i Georgies verden skildrer Mika Gustafson et arbejderklassekvarter i klare farver og set gennem søstrenes øjne.
Fællesskabet blandt pigerne fra kvarteret er i forgrunden, og scener, hvor de danser, fester og ligger i græsset med arme og ben slynget om hinanden, får god plads. Popmusik ledsager billederne og overdøves kun af pigerne, der begejstret skråler med.
Men de lykkelige stunder varer ikke ved. Der klippes brat væk fra festscenerne, da Laura stikker af fra pigegruppen for at holde de sociale myndigheder hen, så de tre søstre kan blive boende sammen.
Paradiset brænder er overrumplende klippet af danske Anders Skov, der også sad i klipperummet på Ali Abbasis Grænse. Skov klipper ofte væk fra scener, man normalt ville spille til ende, imens andre scener får lov at rulle i lang tid.
Vi inviteres ind i pigernes liv, så vi kan mærke, hvad der er på spil for dem.
I manuskriptet udelades helt oplagte muligheder for storladent drama, og af samme grund sniger fortællingen om søstrene sig ind på én. I stedet for store armbevægelser bruges kontraster til at frembringe stille drama. Som når Laura må snøfte alene i mørket, imens fyrværkeri lyser nattehimlen op.
Da Laura møder den voksne Hanna, får hun et pusterum fra tjansen som reservemor for sine yngre søskende. Man ser de to bryde ind i huse for blot at snuse rundt og svøbe sig i andres liv. Og man får lyst til at hænge ud i designermøblerne i lækre 70’er-villaer sammen med dem.
Ida Engvoll giver dybde og nuancer til Hanna, så man lige akkurat fornemmer en kvinde i krise. Hun ser tiden med Laura som en flugt fra sit liv som nybagt mor.
Sideløbende med Lauras eventyr tager filmen afstikkere sammen med Mira og Steffi. Det er en fornøjelse at følge med i Miras karriere som manager for naboens mand, der skal optræde på den lokale bodega. Hans version af Fever Rays Keep the Streets Empty for Me er bare et af filmens mange højdepunkter.
Safira Mossberg som lillesøster Steffi står ligeledes for mange gode øjeblikke. Med sin vraltende gang og selvsikre attitude stjæler hun de fleste scener, uden at der gøres et stort nummer ud af det.
Også Dilvin Asaad og Bianca Delbravo overbeviser som henholdsvis Mira og Laura, og kemien mellem de tre søstre smitter. Enhver med en eller flere søstre vil kunne genkende pigernes dynamik.
Filmens magiske greb kan minde om dem i Alice Rohrwachers Lazzaro den lykkelige. Dog holder Mika Gustafson sig til et enkelt glimt af noget overnaturligt. Det er befriende, at magien ikke forklares, men bare får lov at være der.
