Biografanmeldelse
17. aug. 2021
Papicha
Lyna Khoudri (th.) er betagende i rollen som frigjorte Nedjma, der trods pres fra ekstremistiske grupperinger i 90’ernes Algeriet nægter at lade sig kue. Foto | The Ink Connection

Papicha

Drama om en ung algerisk piges drømme er en livsbekræftende fortælling om modet til at kæmpe mod undertrykkende kræfter.

Af Patricia Smollerup

Det er med smil og ungdommelig ubekymrethed, at den unge Nedjma og veninden Wassila med et tykt lag af blå øjenskygge, stramtsiddende kjoler og farvet læbestift gør sig klar til at feste. 

De ryger cigaretter og lader aftenvinden ramme deres ansigt, mens de i en illegal taxi bliver transporteret ind til byen. Men da bilen gennes ind til siden, bliver pigernes hår straks dækket til, og de må bøje hovederne for ikke at blive afsløret. 

Fransk-algeriske Mounia Meddours Papicha, som er baseret på virkelige hændelser, fortæller historien om den unge Nedjma. Hun har en stærk sans for mode og et talent for at designe tøj, og i 90’ernes Algeriet drømmer hun om en dag at åbne sin egen butik. 

Sammen med veninderne ønsker hun at gennemføre et modeshow på universitetet. Men ude i det algeriske samfund ulmer de undertrykkende kræfter, som Nedjma desperat forsøger at stå op imod. 

90’erne var en blodig og urolig periode i Algeriet, hvor ekstremistiske, islamistiske grupperinger arbejdede for at komme til magten. 

I radio og tv hører Nedjma og veninderne om et tiltagende antal af angreb med civile ofre. Mens deres egen hverdag er påvirket af løbesedler om, at kvinder bør tildække sig og bære hijab. 

Gentagne gange støder de på holdningen, at kvinder bør blive hjemme og ikke vise sig selv for mænd. 

Lyna Khoudri leverer en betagende præstation i rollen som Nedjma, der trods de umulige omstændigheder nægter at lade sig kue. Her bliver Papicha en inspirerende fortælling om mod og beslutsomhed. 

Det er en historie om en række kvinder, der ikke vil holde sig til sidelinjen. Fyldt med rhinsten, farverige perler og guldstøv bliver tøjet pigernes måde at udtrykke sig. De klæder sig ikke på for mændenes skyld, men for deres egen. 

Gennem glæde, sang, smil og larm nægter de at blive gemt væk. De vil høres og ses. 

De tegner hen over skilte, som opfordrer kvinder til at bære hijab, og Nedjma udfordrer konstant det konservative tankesæt, som gennemsyrer mange af de mænd, hun møder på sin vej. 

Samtidig svarer hun de kontrollerende og prædikende hijabbærende kvinder igen med udtalelser om, at Gud vil straffe dem, som taler på vegne af ham. 

Og vi kan se ilden brænde i øjnene på den unge kvinde, når nogle forsøger at fjerne hendes ret til at stråle og være til. 

Men Nedjmas kamp er ikke uden konsekvenser, og de voldsomme skift i filmens tone fra glæde og skønhed til frygt og mørke rammer som piskesmæld. 

Nedjma har dog intet ønske om at flygte fra Algeriet. ”Viva l’Algérie,” råber pigerne flere gange, mens de danser og spiller fodbold. Hun elsker sit land, og det er livsbekræftende at se, hvordan hun stadig tror på en fremtid i landet.

Titel:
Papicha

Land:
Frankring, Algeriet

År:
2019

Instruktør:
Mounia Meddour

Manuskript:
Fadette Drouard, Mounia Meddour

Medvirkende:
Lyna Khoudri, Shirine Boutella, Amira Hilda Douaouda

Spilletid:
108 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
16. august i Cinemateket

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. maj 2022
How I Met Your Father

How I Met Your Father

Serieanmeldelse
19. apr. 2022
The Dropout

The Dropout

Nyhed
29. juli 2026
En sommer fyldt med AI

Overblik: En sommer fyldt med AI

Debatten om kunstig intelligens fra kontroversielle filmaftaler til strømslugende datacentre har pulseret over sommeren, og ét spørgsmål splitter giganterne, som sidder på teknologien.

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

En sommer fyldt med AI
Nyhed
29. juli 2026

Overblik: En sommer fyldt med AI

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro