Pan

De fleste husker vel nok scenen, hvor Peter Pan flyver over London med sit følge af børn, mens han synger ”Tænk på det bedste du ved” i Disneys klassiker fra 1953.

Klassikeren fortæller historien om børnene, der ikke vil være voksne, deres eventyr på Ønskeøen, Klokkeblomst og selvfølgelig Kaptajn Klo.

I Pan befinder vi os også i Peter Pan-land. Det er imidlertid ikke en genfortælling, men en slags forløber og prequel til hele universet. Og med efterårsferien lige om hjørnet, masser af magi og fuld fart på 3D-effekterne er der lagt i kakkelovnen til et eventyr for det meste af familien.

Da den forældreløse Peter (tolvårige Levi Miller) kidnappes fra børnehjemmet af en flok pirater og tvinges ombord på et flyvende sørøverskib, føres han til Ønskeøen, der ligger i en magisk parallelverden.

Her møder Peter hurtigt øens ondsindede hersker, piraten Sortskæg (Hugh Jackman). Han tvinger de kidnappede børn til at arbejde i øens miner, hvor Peter møder den ældre James (Garret Hedlund) med efternavnet Hook – altså Klo.

Hurtigt opdager Peter også, at han kan flyve, og at han måske er Ønskeøens frelser og befrier fra Sortskægs regime.

På den måde introducerer Pan hurtigt mange af de velkendte elementer fra Peter Pan-historien: Ønskeøen, onde pirater, den flyvende Peter Pan og en Kaptajn Klo in spe. Og det er selvfølgelig et glædeligt gensyn.

Men det virker desværre for usammenhængende. Det er, som om man blot har kastet alle de velkendte karakterer op i luften og landet dem i en anden historie, der altså foregår før den historie, vi normalt kender.

Pan er en sær blanding af noget kendt og noget ukendt, som filmen aldrig udnytter fuldt ud. Historien er for omstændelig, og det bliver ikke bedre af, at den noget uoriginalt trækker på biblen, når Peter udpeges som en art frelsende Messias med en ukendt far og en mor, der hedder Mary.

Decideret bizart bliver det, da Peter ankommer til Ønskeøen akkompagneret af minearbejdernes korudgave af Nirvanas grunge-hymne Smells Like Teen Spirit. Pan foregår i et parallelunivers under Anden Verdenskrig og er slet ikke en musical, så det virker som et anakronistisk fejlskud.

Til gengæld er sørøverskurken Sortskæg en frisk og fremragende tilføjelse til Peter Pan-galleriet. Hugh Jackman er næsten sminket til uigenkendelighed, og hans karakter er et herligt miks af eventyr-skurk og selvironisk larger than life-type.

Faktisk ville jeg ønske, at Jackman fik lov til at udfolde sig endnu mere. Han stjæler suverænt billedet i sine scener og balancerer pirrende Sortskæg mellem det onde og det sjove.

Pan er generelt solidt rollebesat. Foruden Jackman er Rooney Mara (Lisbeth Salander i The Girl with the Dragon Tattoo) et fund som Lily Tiger, prinsessen for de indfødte på Ønskeøen.

I titelrollen bærer den unge Levi Miller naturligvis det tungeste åg. Rollen som Peter Pan er hans første store prøve, og selv om der er skønhedsfejl, klarer han det glimrende. Uimponeret af filmens størrelse og sin unge alder til trods spiller han på hele følelsesregistret og viser både tvivlende sårbarhed og snarrådigt mod.

Men i sidste ende bliver Pans overflod af 3D-effekter, tjubang og fart over feltet også dens største problem. Filmen buldrer derudaf, men glemmer at puste ud i de få rolige øjeblikke, den har. Det bliver i længden anstrengende.