The Painter and the Thief

To nuancer af mørke krydser spor og spejler hinanden i den norske dokumentarist Benjamin Rees gennembrudsværk, The Painter and the Thief.

Filmen skildrer et møde mellem et par mere eller mindre martrede og selvdestruktive eksistenser, som på forunderlig vis ender med at blive i stand til at transformere hinandens mørke til lys.

Hvis det lyder kryptisk, hænger det formentlig sammen med, at Rees film fortæller en af den type historier, som – havde der været tale om fiktion – ville have virket fortænkt grænsende til det usandsynlige, og som de fleste dokumentarister må nøjes med at have våde drømme om.

Men indimellem tilsmiler heldet den vågne og instinktivt begavede filmmager.

Sådan var det, da Ree fik øje på potentielt godt stof i historien om maleren Barbora Kysilkova og hendes aparte relation til den kriminelle narkoman Karl-Bertil Nordland og fik tændt for kameraet i det helt rigtige øjeblik.

Det hele begynder med et brag af et anslag.

Umiddelbart efter åbningen af en udstilling i Oslo i 2015 bryder to unge mænd ind i galleriet og stjæler to malerier af den tjekkisk-fødte og i Norge bosiddende Kysilkova.

Operationen foregår i god ro og orden og tydeligvis med respekt for kunsten. Af optagelserne fra overvågningskameraerne fremgår det, at tyvene ikke blot skærer billederne ud af rammerne. De løsner omhyggeligt et par hundrede søm og ruller derpå lærrederne sammen og pakker dem forsvarligt ind.

Med hjælp fra samme optagelser bliver den ene af de to gerningsmænd (Nordland) snart pågrebet, og efter domfældelsen tager Kysilkova kontakt til ham. Først i håbet om at få værkerne retur, og derpå – da dette ikke umiddelbart er muligt – med et ønske om at anvende ham som model.

Til at begynde med fremstilles det uortodokse udspil som en form for kompensation for de tabte værker. Efterhånden som historien udfolder sig, kommer det til at stå klart, at den umage alliance mellem maleren og hendes nye muse har komplekse og på flere måder foruroligende rødder i et mørke, som begge parter kender og genkender hos hinanden.

Det overraskende plot er naturligvis et væsentligt aktiv i filmen, men kunne dybest set stå på bagsiden af et frimærke.

Dét, der for alvor gør The Painter and the Thief til et fascinerende værk, og som virkelig fastholder publikums opmærksomhed, er især tre andre omstændigheder: de to hovedpersoners ubestridelige karisma, det tydelige tillidsforhold mellem medvirkende og filmmager – og en elegant konstrueret dramaturgi.

Med spring frem og tilbage på tidslinjen sørges for, at informationerne serveres i den helt rigtige rækkefølge.

Endelig er det heller ikke uvæsentligt, at kulisserne omkring den mildt sagt atypiske relation mellem kunstner og tyv – der undervejs udvikler sig til noget, som kunne ligne et gensidigt afhængighedsforhold – er kunstverdenen.

Det er en verden, som først og fremmest handler om at se – at se for at kunne skabe kunst og derpå at kunne se kunsten. Men den handler også om kunstens potentielt transformerende kraft.

Havde Karl-Bertil Nordland ikke følt sig set af Barbora Kysilkova, havde der ikke været nogen historie. Men det havde der paradoksalt nok heller ikke været, hvis Kysilkova ikke langt hen ad vejen havde været blind for, at det ikke kun var hende, der kunne se Nordland, men også ham, der kunne se hende.

Filmen skildrer dette psykologiske spejlkabinet på mesterlig vis.

Parallelt med at tyvens forventeligt problemfyldte fortid rulles op, kommer det frem, at hans portrættør også bærer et mørke i sig. For dem begge gælder det, at de styres af kræfter, de ikke altid er sig selv bevidst.

Det sjældne ved Benjamin Rees film er, at den rent faktisk lader publikum tage del i personernes gensidigt stimulerede erkendelsesprocesser.