Cph:Dox 2023
22. mar. 2023
Pacifiction

Den lokale højkommissær De Roller (Benoît Magimel, nummer to fra venstre) rejser rundt på øerne i Fransk Polynesien og forsøger at skabe mening i mystiske begivenheder.

Foto | Arte

Pacifiction

Gådefuldt drama fra palmeøerne i Fransk Polynesien skaber en antropologisk stemning og har et kameraarbejde så overvældende, at man føler sig hensat til et planetarium.

Af Rasmus Brendstrup

Alle ægte sejlere ved, at Stillehavet ikke lever op til sit navn. Og alle ægte cinefile ved, at spanske Albert Serra laver filmiske pendanter til Stillehavet.

Værker, der er indtagende, forlokkende smukke, men med et vanvid af ukontrollable drifter og raseri under overfladen.

Det så man i Liberté (2019), et utrætteligt libertinsk 1700-tals-orgie udspillet i noget, der minder om stearinlys-oplyst tusmørke.

Nu har den spanske instruktør simpelthen lavet en film, der hedder Pacifiction, og som rummer alle det til lejligheden opfundne ords dimensioner i sig: Pacifisme, Stillehav, fiktion. Men på en måde også ordenes modsætninger: Militarisme, Europa, sandhed.

Det lyder kryptisk, så lad os starte konkret.

Stedet er de forblæste palmeøer i Fransk Polynesien, og perspektivet er nutidigt kolonialistisk. Vi følger den lokale højkommissær, De Roller, spillet af pivfranske Benoît Magimel med bredt underbid, hvid jaket og åbenstående mønstret skjorte.

Han er politiker, netværker, kosmopolit.

En mand, som tilskueren i starten rynker på næsen af, men efterhånden kommer til at holde af. Han leverer analyser af skjulte dagsordener, mens han sipper drinks og øhopper fra møde til møde.

Han kan sit kram. Og hans job er ikke let.

Hvorfor får han først besked om højtstående besøgende på tredje hånd? Og hvem kan dog vinde noget ved at søsætte rygter om en atomubåd, hvis besætning går i land og på diskotek i tropenatten?

Da det efterhånden dæmrer, at højkommissærens analyser og kildenetværk ikke længere slår til, føler man med ham. Dels fordi vi ikke har De Rollers erfaring og karisma at bluffe videre på, dels fordi vi ikke får ekstra hjælp til at samle puslespillets brikker.

Samtidig sidder man med en følelse af, at europæisk hybris opsparet siden Kaptajn Cooks tid måske bør forløses. I skyggerne under bougainvillea-overdækkede terrasser rumsterer lokale polynesiere i ret åbenlyse dobbeltroller – betroede og ansatte, aktivister og forretningsfolk.

Pacifiction er skrevet af Albert Serra, men den kunne lige så vel have været skrevet af spionforfatteren John le Carré.

Det er ment som en udelt ros.

Begge forstår de, at magt ofte bunder i attitude, at relationer er rollespil, og at der altid er en højere instans med flere skejser og viden et sted, man ikke kan se. Men hvis man kan regne intentionen bag andres strategiske træk ud, har man måske en chance.

Lyder det stadig komplekst?

Filmen er ikke uden grund havnet i Cph:Dox-sektionen for fiktioner med faktuelt rodnet – de såkaldte parafictions. Årsagen er nok især, at Frankrig historisk har søndersmadret skjoldbruskkirtlerne hos beboerne på øerne Moruroa og Fangataufa med næsten 200 atomtests i perioden 1966-96.

Løgnene om, at de var ufarlige, og at sygdommen måtte skyldes anden forurening, er fortsat op til for nylig. Disse fakta ruger under filmen, uden at vi får andet end sporadiske referencer til kræftepidemier.

Jeg så selv filmen første gang på Cannes-festivalen, hvor den entydigt blev takseret som en spillefilm. Men også i den kontekst stod den frem som et stilfærdigt opbygget brag af en film på grænsen mellem kategorier.

Pacifiction vugger mellem en antropologisk stemning og et kameraarbejde så cinematografisk overvældende, at man føler sig hensat til et planetarium.

Artur Torts billedside er en højst original blanding af widescreen-pastelpostkort og twistet realisme med uforskønnede trådhegn og ramponerede moler. Tort er blevet belønnet både med en fransk César-og en spansk Gaudí-statuette for sit arbejde, og filmen skal sanses på et stort lærred.

Samtidig må man være ærlig og sige, at det er en arthouse-film med lige så stort A som i A-våben.

Man skal gå ind i det duvende tempo og i filmens underspillede ironisering over klasseskel og arrogance med tillid og tålmodighed.

Serras blik er ikke den lalleglade romantikers eller den vrede aktivists. Det ville være for nemt.

Pacifiction tilhører den politisk ambivalente kunsts domæne. Det er en ambitiøs kleppert, der bevidst desorienterer, tager ens sanser som gidsel og trækker én med ned under det solbeskinnede hav.

Filmen var det eksklusive, franske filmtidsskrift Cahiers du Cinémas favorit i 2022. Det forstår jeg godt.

Titel:
Pacifiction

Land:
Frankrig, Spanien, Tyskland, Portugal

År:
2022

Instruktør:
Albert Serra

Manuskript:
Baptiste Pinteaux, Albert Serra

Medvirkende:
Benoît Magimel, Pahoa Mahagafanau, Marc Susini

Spilletid:
162 minutter

Premiere:
16. marts på Cph:Dox

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
02. dec. 2025
Saras stempel

Saras stempel

Biografanmeldelse
22. okt. 2025
After the Quake

After the Quake

Biografanmeldelse
07. okt. 2025
Modstanderen

Modstanderen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten